Hjælpemenu

Hovedmenu

Om, at organisationen Mujahedin Khalq fra Iran figurerer på EU's terrorliste.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2300

Til udenrigsministeren (29/5 02) af:

Villy Søvndal

(SF):

»Vil udenrigsministeren kommentere, at organisationen Mujahedin Khalq, MKO (Iran), figurerer på EU's terrorliste, og i den forbindelse redegøre for, om dette giver anledning til andre meldinger fra udenrigsministeren, eller om ministeren finder anledning til at problematisere kriterierne for, hvem der havner på EU-terrorlisten?«

Svar (11/6 02)

Udenrigsministeren

(Per Stig Møller):

MKO figurerer på EU’s liste som indeholdt i Rådets afgørelse af 2. maj 2002 om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme, og om ophævelse af afgørelse 2001/927/EF (2002/334/EF). Det er udtryk for, at man i EU-kredsen har vurderet, at der er blevet fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at kriterierne for M ptagelse på listen er opfyldt.

Art. 1, stk. 4 i den fælles holdning om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme af 27. december 2001 (2001/931/FUSP) fastlægger kriterierne for at placere en fysisk eller juridisk person på EU’s terrorliste. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

»Listen i bilaget udarbejdes på grundlag af præcise oplysninger eller forhold, der viser, at der er truffet afgørelse af en kompetent myndighed over for de omhandlede personer, grupper og enheder, hvad enten der er indledt en undersøgelse eller en retsforfølgelse for en terrorhandling eller forsøg på at begå, deltage i eller lette gennemførelsen af en sådan handling, baseret på seriøse og troværdige beviser eller indicier , eller der er afsagt dom for sådanne handlinger. Personer, grupper og enheder, der er identificeret af FN’s Sikkerhedsråd som værende forbundet med terrorisme, og som det har beordret sanktioner imod, kan opføres på listen.

I dette stykke forstås ved »kompetent myndighed« en judiciel myndighed, eller hvor judicielle myndigheder ikke har kompetence på det område, som dette stykke dækker, en tilsvarende kompetent myndighed på dette område.«

Jeg kan i øvrigt oplyse, at MKO blev dannet i 1965 som en modstandsgruppe mod Shahens diktatur i Iran og USA’s støtte dertil. Organisationen søger at bekæmpe præstestyret i Iran, og dens militære del opererer i dag fra baser i Irak og under Saddam Husseins beskyttelse mod officielle mål i Iran (ministerier, sikkerhedsstyrkernes forlægninger, politiet o.l.). Angrebene medfører fra tid til anden civile ofre. Det bemærkes endelig, at den ske struktur National Council of Resistance of Iran (NCRI), som MKO tilhører, er undtaget fra EU’s liste over terrororganisationer.