Om Europa-Kommissionsformand Roman Prodis indblanding i EU-konventets arbejde.
Spm. nr. S 2176
Til statsministeren (21/5 02) af:
(DF):»Hvad agter statsministeren at gøre i anledning af EU-kommissionsformand Romano Prodis indblanding i EU-konventets arbejde?«
Begrundelse
Til EU-konventmødet den 23.-24. maj 2002 vil kommissionsformand Romano Prodi via konventformanden Valery Giscard d'Estaing fremlægge et forslag, der skal give større magt til Kommissionen, så Ministerrådet kun formelt skal have det sidste ord (Ritzau 18. maj 2002). Prodi ønsker at give Kommissionen større magt på følsomme områder som forsvars,- udenrigs,- og indenrigspolitik. Desuden mener Prodi, at kun en stærk Kommission kan sik re EU's beslutningsevne, når Unionen med udvidelsen kommer til at bestå af 25 medlemmer.
Da EU-konventet primært har bestået af nationale og europæiske parlamentarikere, der skulle finde frem til en model for det fremtidige EU-samarbejde, hvor de respektive landes parlamenter og dermed borgere kunne blive hørt, skal Kommissionens formand ikke blande sig i konventets arbejde. Spørgeren gør opmærksom på, at kommissionsformand Prodi af samme grund ikke har plads i konventet.
Svar (29/5 02)
Statsministeren
(Anders Fogh Rasmussen):Kommissionens formand, Romano Prodi, er i sin gode ret til at give udtryk for sine synspunkter på de spørgsmål, der behandles i Konventet.
Jeg har selv med interesse læst Kommissionens meddelelse, der udgør et vigtigt bidrag til Konventets arbejde. Det betyder ikke, at jeg nødvendigvis er enig i alle de af Kommissionen fremførte tanker og forslag. Mine egne synspunkter har jeg redegjort for i en tale den 24. maj.
Jeg agter derfor ikke at foretage mig yderligere i anledningen af Kommissionens meddelelse.