Om at forhindre, at andre EU-lande svækker Danmarks fiskerierhverv
Spm. nr. S 1994 - besvaret 08/05-2002
36) Til fødevareministeren af:
Ritt Bjerregaard (S):
»Hvilke initiativer vil ministeren tage for at forhindre, at
andre lande svækker det for Danmark betydningsfulde
fiskerierhverv?«
Skriftlig begrundelse
Fiskeri er et betydningsfuldt erhverv i Danmark og meget tyder på, at andre lande forsøger at svække det.
Ritt Bjerregaard (S):
Lad mig fortsætte med at sige, at, jo, der er absolut hos mig
tvivl om, at ministeren gør, hvad der er nødvendigt.
Jeg har set ministeren i pressen blive citeret for at
have sagt, at man kunne fyre kommissærer. Jeg ved ikke, hvor
i alverden ministeren har den fornemmelse fra, at regeringen
har nogen som helst kompetence i retning af at fyre
kommissærer, det er helt hen i vejret.
Derfor er det simpelt hen et spørgsmål, om regeringen,
og dermed også ministeren, gør nok i forhold til de
interesser, Danmark har på det her område, og derfor
omhandler mit andet spørgsmål hele forholdet til
fiskerierhvervet, og, kan man sige, de muligheder, der nu
ligger for Danmark for at få et udspil og også have en chance
for at bringe det igennem under det danske formandskab.
Fødevareministeren (Mariann Fischer Boel):
Jeg er lidt i tvivl om, hvad der får fru Ritt Bjerregaard til
at tro, at denne her sag ikke skulle være af højeste
prioritet for regeringen.
Som jeg sagde før, har det været magtpåliggende at
sikre, at vi havde tid nok til at få gennemarbejdet
forslaget, samtidig med at Parlamentet jo skal komme med en
udtalelse, og jeg er selvfølgelig bekymret for den
tidsmæssige horisont i forbindelse med vores muligheder for
at skabe en fornuftig løsning på denne her sag.
Jeg er overbevist om, at fru Ritt Bjerregaard er helt
bevidst om, at fiskeripolitikken også interesserer
regeringen.
Kl. 19.40
Ritt Bjerregaard (S):
Jo, men det er ikke nok at interessere sig for
fiskeripolitikken. Man er jo nødt til, når der foregår den
slags aktiviteter fra et land, der oven i købet er
formandskabsland, virkelig at gøre en indsats. Og minister,
det rækker altså ikke med udtalelser om, at man kan fyre
kommissærer. Det kan ministeren ikke, og det er jo ikke
noget, der gør indtryk på nogen som helst i miljøet i
Bruxelles.
Ministeren er simpelt hen nødt til at tage nogle
initiativer, som spiller en rolle i det miljø, der er
afgørende for, om ministeren overhovedet kan få noget nyttigt
og godt ud af det danske formandskab.
Fødevareministeren (Mariann Fischer Boel):
Jeg var til uformelt rådsmøde i Spanien i slutningen af april
måned. Da havde jeg lejlighed til at drøfte denne her sag,
både med Franz Fischler og med mine kolleger, og der var en
klar betænkelighed blandt en del af landene med hensyn til,
at en udsættelse skulle skabe problemer for færdiggørelse af
forslaget.
Jeg er overbevist om, at den tætte kontakt, jeg har haft
mulighed for at have på det uformelle rådsmøde, har betydet,
at der er blevet sat ekstraordinær fokus på denne her sag. Og
som jeg sagde ved besvarelse af det foregående spørgsmål, er
jeg meget tilfreds med, at Europa-Parlamentet har taget sagen
op og ønsker en kulegravning af den. For det er vel i
virkeligheden der, muligheden er for at sikre, at denne her
sag bliver endevendt. Jeg mener, man plejer at sige, at hver
sten skal vendes, og det er jeg fuldstændig enig i skal ske i
denne sag.
Ritt Bjerregaard (S):
Jeg synes, det er udmærket, at Europa-Parlamentet har taget
sagen op. Vi ved endnu ikke, om der vil være det nødvendige
flertal, også fordi de lande, der har taget denne her aktion,
jo har spillet en meget dominerende rolle også i Parlamentets
fiskeriudvalg.
Det, der bekymrer mig, er klart, om der nu overhovedet
kommer et forslag den 28. maj, der så er uændret, eller hvor
stor indflydelse, de lande, har haft, som har lavet denne
rævekage. Som har fået afsat en højtstående embedsmand og har
fået udsat et forslag, som jo - hvad ministeren også godt ved
- var færdigt, var klart til kommissionsmøde, var behandlet i
alle de interne fora, den slags forslag skal behandles i. Det
kan kun tages af bordet via politisk pres, og det pres har
altså været stærkere end det, ministeren var i stand til at
udøve.
Fødevareministeren (Mariann Fischer Boel):
Jeg vil gerne vende tilbage til de drøftelser, som jeg havde
på det uformelle rådsmøde i Spanien.
Da havde jeg en drøftelse med Franz Fischler, og han
sagde til mig - også til pressen - at det var hans klare
intention, at det forslag, der ville blive fremsat, ville der
ikke blive ændret væsentligt på. Det vil vel også være
naturligt, at landbrugs- og fiskerikommissæren vil være udsat
for endog meget stor opmærksomhed i forbindelse med
fremsættelse af forslaget, for hvis der er ændret væsentligt
i forhold til udgangspunktet, så vil den troværdighed, som
Kommissionen jo trods alt besidder, da blive sat under
ekstremt pres.
Så jeg forventer - det er den melding, jeg har - at
forslaget vil komme i slutningen af maj, så vi får mulighed
for at behandle det på rådsmødet den 11. juni. Det er de
meldinger, jeg har indtil nu, og jeg vil godt til sidst
understrege, at det ikke skorter på regeringens utrættelighed
for at sikre, at vi får mulighed for under det danske
formandskab at færdiggøre en aftale omkring
fiskeripolitikken.
Ritt Bjerregaard (S):
Det er fortsat min opfattelse, at statsministeren burde have
engageret sig i denne her sag, og det ser jeg overhovedet
ikke som nogen underkendelse af ministeren, men jeg ville
have betragtet det som en klar støtte til de
foranstaltninger, som ministeren refererer, at ministeren har
taget i forhold til det uformelle rådsmøde.
Men vi må så afvente det forslag, der kommer den 28.
maj, det bliver interessant læsning. Det er jo nemt at få fat
i det tidligere forslag, og derved kan der jo laves
tekstanalyser.
Ministeren vil jo nemt komme til at stå i det dilemma, at hvis forslaget ikke er godt nok, går der endnu en tid i forhold til det danske formandskab, og det vil sige, at næsten ligegyldigt hvad der sker, har det her betydet, at Danmark står svagere, og så har det betydet, at de fiskeriinteresser, som ministeren skal forsvare, er blevet forsvaret dårligt.
Kl. 19.45
Fødevareministeren (Mariann Fischer Boel):
Jeg ser med nøjagtig samme spænding som fru Ritt Bjerregaard
frem til lanceringen af forslaget.
Så vil jeg godt endnu en gang gentage, at regeringen
vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at sikre, at det
forslag, der kommer til behandling i fiskerirådsmøderne, får
så god og seriøs en behandling, at det resultat, der måtte
komme ud af det, forhåbentlig vil være acceptabelt også for
dansk fiskeri.
Hermed sluttede spørgsmålet.