Hjælpemenu

Hovedmenu

Om opfordring til uvildig undersøgelse af fiskerisag.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1985 - besvaret 08/05-2002

2) Til statsministeren af:
Henrik Dam Kristensen (S):
»Hvorfor har statsministeren ikke fulgt den opfordring om en uvildig undersøgelse af fiskerisagen, som Lars Barfoed (KF) har opfordret til i en pressemeddelelse søndag den 28. april 2002?«

Henrik Dam Kristensen (S):
Grunden til, at jeg har stillet dette spørgsmål, er, at den
28. april kom Det Konservative Folkeparti ved sin EU-ordfører
i en pressemeddelelse med en bemærkelsesværdig klar opfordring til statsministeren i den såkaldte fiskerisag.

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Det, hr. Henrik Dam Kristensen spørger om, er, om jeg vil følge opfordringen til, at der skal iværksættes en uvildig undersøgelse af den såkaldte fiskerisag.
Jeg kan sige til hr. Henrik Dam Kristensen, at jeg mener, at sådan som sagen ligger, tjener det ikke noget formål, at Danmark kræver en yderligere undersøgelse af sagsforløbet. Jeg har forstået, at medlemmer af Europa-Parlamentet ønsker en undersøgelse, så det må nu være op til Europa-Parlamentet at tage stilling til, om man ønsker at gå videre med det spørgsmål.

Henrik Dam Kristensen (S):
Jamen så kan jeg jo konstatere, at statsministeren åbenbart ikke deler regeringspartnerens meget klare opfattelse, når hr. Lars Barfoed på Det Konservative Folkepartis vegne siger, at enten må Kommissionen renses, eller også må det få konsekvenser, og han derfor opfordrer statsministeren til at få iværksat en uvildig undersøgelse af hele sagsgangen.
Jeg tror, der bag hr. Barfoeds pressemeddelelse også ligger den bekymring, at der har været sagt og skrevet meget om Kommissionens rolle. Nu får det lov til at stå og blafre i vinden, og dermed er statsministeren efter min mening med til at svække Kommissionen og svække den danske debat, for nu står det uimodsagt: Har Kommissionen gjort en fejl undervejs, eller har Kommissionen ikke gjort nogen fejl undervejs?
Jeg kan konstatere, at alle andre EU-landes statsministre åbenbart anser denne sag for at være så vigtig, at de er parat til at ofre kræfter på den, men at vores statsminister, den danske statsminister, ikke ønsker det og heller ikke ønsker at følge en klar opfordring fra et regeringspartismedlem.

Kl. 13.10

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Jeg må fuldstændig afvise hr. Henrik Dam Kristensens kritik, og hr. Henrik Dam Kristensen må være forkert informeret, hvis hr. Henrik Dam Kristensen er blevet bibragt den opfattelse, at der er statsministre fra andre lande, som er gået ind i fiskerisagen. Det er der mig bekendt ikke.
Den danske regering har været meget aktiv i denne sag. Fødevareministeren har fra første færd taget sagen op, ikke mindst over for Kommissionen, men også over for sine kolleger, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at den danske regering presser på, for at der hurtigst muligt kommer et udspil fra Kommissionen med henblik på en ny fælles fiskeripolitik. Det er en afgørende forudsætning for, at det danske formandskab vil gøre sagen færdig inden udgangen af året, og jeg nærer stadig håb om, at Kommissionen vil præsentere et udspil til en fælles fiskeripolitik, inden Danmark overtager formandskabet.

Henrik Dam Kristensen (S):
Se, nu rører statsministeren jo netop ved det, der er problemet. Den danske offentlighed er blevet bibragt den opfattelse, at den spanske statsminister telefonisk har kontaktet kommissionsformanden direkte, og det er altså det, der nu står og blafrer i vinden.
Statsministeren vil ikke medvirke til, at vi her i Danmark får klarhed over forløbet, og derfor må jeg endnu en gang sige helt præcist: Jeg synes, at statsministeren skulle følge opfordringen fra den konservative regeringspartner, som udtrykker sig så beundringsværdigt klart. Ved ikke at gøre er statsministeren jo netop med til at skabe en em af, at der nok er foregået noget fordækt. Nu får det lov til at blafre i vinden, det synes jeg er synd og skam, og derfor synes jeg faktisk, at statsministeren burde lytte til den konservative EU-ordfører.

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Sådan som procedurerne er, og som systemet fungerer i EU, er det faktisk i første række Europa-Parlamentet, der har en kontrolfunktion over for Kommissionen, og jeg har forstået, at det overvejes i Europa-Parlamentet, om der skal iværksættes en særlig undersøgelse. De overvejelser er ikke afsluttet, men det er altså sådan, sagen ligger, og hr. Henrik Dam Kristensen kan jo passende snakke med sine egne partikollegaer i Europa-Parlamentet om den.

Henrik Dam Kristensen (S):
Jeg kan bare konstatere på baggrund af de svar, vi har fået her, at Det Konservative Folkeparti er uenig med statsministeren. Det Konservative Folkeparti har givet nogle helt klokkeklare opfordringer til statsministeren om at gå ind i sagen, men det har statsministeren afvist.

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Jeg kan fuldstændigt afvise hr. Henrik Dam Kristensens antydning af, at der skulle være uenighed i regeringen om denne sag. Det er naturligvis regeringen, og det vil sige den samlede regering, der står bag denne linje og denne holdning, nemlig at der ikke er noget grundlag for, at Danmark rejser krav om, at der skal iværksættes en undersøgelse. Det spørgsmål hører hjemme i Europa-Parlamentet.

Hermed sluttede spørgsmålet.