Hjælpemenu

Hovedmenu

Om afviklingen og resultaterne af forsøgsfiskeri med

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1952

Til fødevareministeren (30/4 02) af:

Christian H. Hansen

(DF):

»Kan ministeren oplyse, hvorledes forsøgsfiskeriet med Bacoma-net blev afviklet, og hvilke resultater der er kommet frem?«

Begrundelse

Spørgeren er bekendt med, at fiskeriet med Bacoma-net er igangsat pr. 1. april 2002, men er interesseret i at få oplyst, hvordan det forudgående forsøgsfiskeri blev afviklet, og hvilke resultater der fremkom.

Svar (8/5 02)

Fødevareministeren

(Mariann Fischer Boel):

BACOMA-projektet blev gennemført i årene 1996 til 1999 i samarbejde mellem videnskabelige institutter i Finland, Sverige og Danmark. Projektet, der blev finansieret af EU's FAIR-program, havde til formål at undersøge selektiviteten i torsketrawl og nå frem til anbefalinger om udformningen af et trawl, der kunne afløse de forskellige modeller, der hidtil blev anvendt i Østersøen.

BACOMA-rapporten konkluderer bl.a., at sorteringsvinduerne i trawlene bør placeres som ét vindue i toppen af redskabet og langt tilbage i trawlet. Hidtil har vinduerne været placeret i siderne af trawlet. Maskerne bør være kvadratiske, for at sikre, at de forbliver åbne under fiskeriet.

I de forsøg, der blev gennemført, undersøgte man endvidere betydningen af maskestørrelsen og mindste landingsstørrelse.

Rapporten konkluderer, at en væsentlig forøgelse af selektiviteten i trawlredskabet er nødvendig for at opnå et øget udbytte af torskebestanden i Østersøen på længere sigt.

Jeg vedlægger kopi af sammenfatningen fra BACOMA-rapporten. (Ikke optrykt her).

[Se også S 1950]