Hjælpemenu

Hovedmenu

Om indførelse af oplægningsordning for danske fiskere.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1951

Til fødevareministeren (30/4 02) af:

Christian H. Hansen

(DF):

»Har ministeren overvejet at indføre oplægningsordning i det danske fiskeri?«

Begrundelse

Kvoterne, som er tilgængelige for danske fiskere, er faldet kraftigt de seneste år, hvilket har bragt erhvervet i en meget trængt økonomisk situation.

Svar (7/5 02)

Fødevareministeren

(Mariann Fischer Boel):

Udgifterne til en ordning med oplægningsstøtte skal afholdes inden for rammerne af bevillinger til FIUF ordningerne. EU's medfinansiering udgør halvdelen af udgifterne, men der gælder visse begrænsninger for en ordnings varighed og den samlede EU-støtte. Nettobevillingen på finansloven for 2002 er 89,5 mill. kr. En oplægningsordning ville i givet fald kræve en væsentlig del af denne bevilling.

Oplægningsstøtte har ingen effekt på erhvervets struktur, men er rent konserverende. Når oplægningsperioden er forbi, er fiskerflåden intakt, og dens behov for fiskerimuligheder uændret. Oplægningsstøtte er derfor mest hensigtsmæssig når der er tale om midlertidige problemer. Hvis problemerne er permanente, vil det være bedre at anvende pengene på en varig tilpasning af fiskerflåden.

Det er min vurdering at den nuværende overkapacitet ikke er af forbigående karakter. Med mindre man reducerer kapaciteten vil der stadig være overkapacitet i de nærmeste år.

Regeringen iværksatte efter sin tiltræden i 2001 en ophugningsordning med en ramme på 46 mill. kr. I 2002 er der yderligere, på grundlag af en forøgelse af bevillingen, iværksat en ophugningsordning med en ramme på 80 mill. kr.

Det vil blive drøftet nærmere med fiskerierhvervet hvordan de midler, der er til rådighed, skal anvendes i de kommende år. Med hensyn til indeværende år er hovedparten af midlerne fordelt, dels som nævnt til ophugning, dels til andre formål efter indhentet rådgivning fra fiskerierhvervet mv. Der er ikke i den forbindelse afsat midler til oplægning.