Hjælpemenu

Hovedmenu

Om at pålægge regeringsrepræsentanten i EU-konventet at arbejde for et kompetencekatalog.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1800

Til statsministeren (17/4 02) af:

Peter Skaarup

(DF):

»Vil regeringen pålægge regeringens repræsentant i EU-konventet, Henning Christophersen, at arbejde for regeringens EU-politik, herunder et kompetencekatalog til opdeling af, hvad der er EU's, og hvad der er nationalstaternes kompetence?«

Begrundelse

Ifølge flere aviser udtaler Henning Christophersen, som er udpeget til at repræsentere regeringen i EU-konventet, at »et forslag om et kompetencekatalog vil jeg ikke komme med« (Børsen 17. april 2002), »et kompetencekatalog, der »sætter hegnspæle« om EU's vokseværk, bliver ikke til noget« (Politiken 17. april 2002), »Det er umuligt at opstille et juridisk holdbart kompetencekatalog for, hvad EU skal beskæftige sig med« (Berlingske Tidende 17. april 2002).

Da statsministeren og statsministerens parti har formuleret ideen om et kompetencekatalog som en central del af EU-politikken, virker det signalforvirrende, når regeringens repræsentant ønsker at føre en anden politik.

Svar (29/4 02)

Statsministeren

(Anders Fogh Rasmussen):

Nej.

Henning Christophersens indsats er allerede i overensstemmelse med regeringens politik.

Der er efter regeringens opfattelse behov for en klarere beskrivelse af kompetencedelingen mellem EU og medlemsstaterne. Udarbejdelsen af et kompetencekatalog kan være ét af flere midler til at nå dette mål.

Hvorledes en klarere beskrivelse i sidste ende vil kunne udformes, er det endnu vanskeligt at vurdere. For så vidt der ikke kan udarbejdes et retligt bindende kompetencekatalog i klassisk forstand, bør der søges andre midler til at nå regeringens mål. Henning Christophersen har i et indlæg i konventet fremlagt en række idéer med henblik herpå.

I det hele taget har de foreløbige diskussioner i konventet efter regeringens opfattelse været opmuntrende. De har vist, at regeringens ønske om større klarhed med hensyn til arbejdsdelingen mellem EU og medlemslandene nyder bred støtte.