Hjælpemenu

Hovedmenu

Om organisationer på EU's liste over terrororganisationer.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1711

Til statsministeren (12/4 02) af:

Line Barfod

(EL):

»Er det regeringens opfattelse, at de organisationer, der ifølge regeringen bør være på EU's liste over terrororganisationer, skal kunne betegnes som terrororganisationer efter EU's rammeafgørelse om bekæmpelse af terror?«

Svar (23/4 02)

Statsministeren

(Anders Fogh Rasmussen):

Udenrigsministeriet og Justitsministeriet har til brug for besvarelsen oplyst følgende:

»Rådet har med henblik på gennemførelse af Sikkerhedsrådets resolution 1373 (2001) den 27. december 2001 vedtaget to lister over »personer, grupper og enheder involveret i terrorhandlinger«.

Disse lister findes henholdsvis som bilag til:

  1. Rådets fælles holdning om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme (2001/931/FUSP).
  2. Rådets afgørelse af 27. december 2001 om opstilling af den liste, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme (2001/927/EF).

Formålet med disse lister er at identificere den personkreds, på hvilke bestemmelserne i henholdsvis fælles holdning (2001/931/FUSP) og Rådets forordning 2580/2001 skal finde anvendelse.

Kriterierne for udarbejdelse af disse lister er fastlagt i artikel 1, stk. 4 i fælles holdning (2001/931/FUSP). Den fælles holdnings artikel 1 indeholder endvidere - bl.a. andet til brug i denne sammenhæng - definitioner af udtrykkene, »personer, grupper og enheder involveret i terrorhandlinger«, »terrorhandlinger« og »terroristgruppe«.

Definitionerne af udtrykkene »terrorhandlinger« og »terroristgruppe« i Rådets fælles holdning (2001/931/FUSP) er identisk med de definitioner af udtrykkene »terrorhandlinger« og »terroristgruppe«, der er indeholdt i artikel 1 og 2 i forslaget til Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme«.

Af det af Udenrigsministeriet og Justitsministeriet oplyste fremgår, at der m.h.t. definitionen af en terrororganisation er tiltænkt fuld overensstemmelse mellem regelsættet vedrørende specifikke foranstaltninger og rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme, som endnu ikke er vedtaget. Det er regeringens opfattelse, at en sådan overensstemmelse vil være hensigtsmæssig.