Om miljøbelastende og hormonforstyrrende stoffer i læbestifter
Spm. nr. S 1634
Til miljøministeren (9/4 02) af:
(DF):»Finder ministeren det acceptabelt, at en undersøgelse af læbestifter, der forekommer almindeligt i handlen, har afsløret at 15 ud af 19 undersøgte mærker indeholder meget miljøbelastende stoffer, mens ni mærker indeholder stoffer, der er under mistanke for hormonforstyrrende effekter og i benægtende fald, hvad vil ministeren foretage sig i den anledning?«
Begrundelse
En undersøgelse, der er foretaget af det uafhængige informationscenter Grøn Information for forbrugerbladet Tænk+Test har afsløret, at 19 undersøgte læbestifter indeholder tilsammen 240 kemiske stoffer. 15 af læbestifterne indeholder meget miljøbelastende stoffer og ni indeholder stoffer, der er under mistanke for hormonforstyrrende effekter. Kun fire af de undersøgte læbestifter indeholder ikke nogen miljøbelastende stoff er. De fire er: Dr. Hauscka, Gosh Silk Lipstick 60 Lambada, Logona og Nilens Jord Lipstick. Blandt de mærker, der indeholder meget miljøbelastende stoffer, er flere af de mest kendte mærker som Elisabeth Arden, Revlon, Nivea, Maybelline, Body Shop, Lancome, Rimmel m.fl. Efter spørgerens mening er det yderst betænkeligt, at der i så stor udstrækning forekommer kosmetiske produkter, der er så almindeligt anvendte og som udsætter kvinder for unødve ndige risici. Forbrugerne bør efter spørgerens mening kunne have tillid til, at læbestift ikke frembyder fare, heller ikke for langsigtede skadelige virkninger på mennesker og miljø. Industrien bør både moralsk og juridisk være forpligtet over for de kvinder, der køber dens produkter, og det kan ikke være rimeligt, at kvinder udsættes for alvorlige sundhedsrisici, blot fordi de ønsker at understrege deres smukke udseende ved brug af læbestift. Kosmetikindustrien har så store indtægter og adgang til så megen forskning, at det bør være muligt for langt de fleste producenter at sætte hensynet til kvindernes og miljøets sikkerhed over hensynet til profitmaksimering. Spørgeren mener, at myndighederne bør stå på forbrugernes side, hvis der er tvivl om sundheds- eller miljørisici, og spørgeren opfordrer derfor ministeren til at markere nogle klare hol dninger til den aktuelle undersøgelse.
Svar (29/4 02)
Miljøministeren
(Hans Christian Schmidt):Jeg kan oplyse, at vi fra dansk side længe har fundet det problematisk, at EU-reglerne for kosmetik kun regulerer sundhedsområdet. Derfor er det vigtigt, at vi fra dansk side - i forbindelse med gennemførelsen af EU’s nye kemikaliestrategi - fortsat arbejder for, at den kommende regulering også kommer til at omfatte miljøbelastende og hormonforstyrrende stoffer i kosmetik således, at EU-reguleringen også omfatter miljøområdet.
Mit principielle udgangspunkt er, at anvendelsen af meget miljøbelastende og meget sundhedsfarlige stoffer, bør begrænses mest muligt, herunder stoffer med hormonforstyrrende effekter. Det er derfor vigtigt, at vi i EU arbejder på at få vurderet disse stoffer hurtigst muligt, både med hensyn til risikoen ved anvendelsen og konsekvenserne ved at forbyde deres anvendelse. Jeg bifalder helt tankerne i EU’s nye kemikaliepolitik, hvor sådanne stoffer kun tilla vis der ikke er en risiko, og der ikke findes brugbare alternativer.
Med hensyn til den konkrete undersøgelse har jeg forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der oplyser følgende:
»Det uafhængige informationscenter Grøn Information har den 9. april offentliggjort en undersøgelse af 19 læbestifter baseret på en vurdering af produkternes indhold af miljøbelastende og hormonforstyrrende stoffer.
I undersøgelsen anføres det, at 15 ud af de 19 undersøgte læbestifter indeholder meget miljøbelastende stoffer Det indgår ikke i undersøgelsen, hvilke koncentrationer de enkelte stoffer indgår med i produkterne, hvilket umiddelbart er en forudsætning for at kunne vurdere risikoen for en mulig belastning af miljøet. De fundne miljøbelastende stoffer er antioxidanter, UV-filtre og farvestoffer.
Ud fra Miljøstyrelsens kendskab til sammensætningen af læbestifter indgår de i undersøgelsen omtalte stoffer med en koncentration på 0,1 % for antioxidanterne, op til 10 % for UV-filtrene og op til 15 % for farvestofferne. Læbestift bruges på en meget lille overflade, og derfor er udsættelsen af mennesker meget lille, og den mængde af indholdsstofferne der ender i miljøet endnu mindre.
Der er således tale om meget små mængder, der kun bidrager minimalt til den samlede miljøbelastning. Andre kosmetiske produkter som shampoo og sæber bidrager væsentligt mere til miljøbelastningen, hvis de inderholder miljøbelastende stoffer.
I Grøn Informations undersøgelse anføres endvidere, at ni ud af de 19 produkter indeholder stoffer, der er under mistanke for at have hormonforstyrrende effekter. De fundne stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, er antioxidanter, UV-filtre og konserveringsstoffer. De nævnte stoffer indgår i produkterne med en lav koncentration typisk under 1 %, dog er det tilladt med op til 10 % for de nævnte UV-filtre.
Den samlede belastning af hormonforstyrrende stoffer kan være et problem, men mængderne fra læbestifter er forsvindende lille i forhold til belastningen fra andre produkter - herunder produkter med direkte udledning til spildevand.
Alle de fundne stoffer er tilladte i henhold til kosmetikbekendtgørelsens regler, og det er Miljøstyrelsens vurdering, at der på det foreliggende grundlag ikke er nogen sundhedsmæssig risiko ved brugen af de undersøgte læbestifter.«
Med hensyn til udledning af hormonlignende stoffer til spildevand har jeg bedt Miljøstyrelsen om at afslutte en litteraturudredning inden 1. oktober, så vi har det nødvendige faglige udgangspunkt for at træffe beslutninger om, hvad der fremover skal ske på området.
Herudover arbejdes der både i Danmark og internationalt med udvikling af undersøgelsesmetoder, så vi bliver i stand til at udpege hvilke stoffer, der har hormonforstyrrende effekter ligeledes for at kunne prioritere vores indsats.