Om de høje danske bilafgifter er til fordel for Danmark i forbindelse med implementeringen af nye EU-regler.
Spm. nr. S 1600 - besvaret 10/04-2002
19) Til skatteministeren af:
Jacob Buksti (S):
»Mener ministeren, at de høje danske bilafgifter er til
fordel for Danmark i forbindelse med implementeringen af de
nye EU-regler, der ellers forventes at betyde prisstigninger
på ca. 25 pct.?«
Jacob Buksti (S):
Det er jo sådan så, at der er sket nogle udviklinger på
EU-plan i konsekvens af en EU-dom og beslutninger i
Europa-Kommissionen, som vil føre til, at de danske bilpriser
formentlig vil stige med ca. 25 pct. i gennemsnit som følge
af nye EU-regler, som skal forenkle handelen med biler på
tværs af grænserne.
Det, jeg gerne vil høre, er, hvordan skatteministeren
mener, at de høje bilafgifter vil virke i denne forbindelse.
Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):
Må jeg allerførst sige, at jeg absolut synes, at
bilafgifterne i Danmark er høje og også for høje. Men det kan
hr. Jacob Buksti og hans parti jo også bære et medansvar for.
Det er dernæst vigtigt at sige, at konkurrence på det
europæiske bilmarked principielt efter min opfattelse i hvert
fald er en fordel for forbrugerne. Det kan godt være, at den
særlige danskerpris vil komme under pres, men til gengæld får
vi fri konkurrence mellem forhandlerne indbyrdes, og hvis vi
ser på hele reservedelsmarkedet, så tror jeg også, at mange
forbrugere ligefrem sukker efter at få fri konkurrence på det
område.
Lad mig endelig erindre om, at de europæiske
bilfabrikanter jo ikke har monopol på det danske marked; her
sælges jo biler fra Asien, fra USA og ikke mindst fra Japan.
Til sidst vil jeg gøre opmærksom på, at
Europa-Kommissionen arbejder med en overgangsordning, så lad
os nu tage det lidt roligt og vente med at tage hatten af,
før vi ser manden.
Jeg har nedsat et udvalg, som skal vurdere, ikke bare
det, som vi drøftede for en halv times tid siden, nemlig
spørgsmålet om mere miljøvenlige biler i Danmark, det skal
også se på konsekvensen af en liberalisering af markedet, og
derfor vil vi naturligvis løbende følge den her udvikling.
Men jeg tror ikke på, at man skal forvente, at det vil gå så
galt, som nogle af de mest pessimistiske peger på.
Jacob Buksti (S):
Jeg er meget enig med skatteministeren i, at man selvfølgelig
skal vente med at tage hatten af, til man ser osv.
Spørgsmålet er bare, om man ved, hvad der er under hatten.
Men når jeg har spurgt, er det, fordi skatteministeren
udtaler til dagbladet Politiken fra den 30. marts, og jeg
citerer: »Jeg tror ikke, at effekten af de nye EU-regler
bliver så stor, som nogle påstår. Bilfabrikkerne kan ikke se
bort fra de danske skatter og afgifter, så vi vil efter min
mening ikke få et fælles europæisk prisniveau på biler i
Danmark«, siger skatteministeren altså til Politiken.
Kl. 15.45
Det må jo læses sådan, at dét, at vi har høje
bilafgifter i dag i Danmark, presser fabrikkerne, og derfor
betyder det bare, når skatteministeren i givet fald vil sænke
bilafgifterne, at pengene går fra den danske statskasse ned
til bilfabrikkerne.
Vedstår skatteministeren det udsagn til Politiken om, at
de danske skatter og afgifter er så høje, at det vil
bilfabrikkerne naturligvis blive nødt til fortsat at tage
højde for?
Jens Peter Vernersen (S):
Jeg kunne måske godt fortsætte dér: Har skatteministeren en
forestilling om, at folkevognsfabrikken sådan lader sig
presse på prisen af os danskere? Det er jo trods alt
begrænset, hvad vi aftager.
Jeg kunne forstå, at skatteministeren var af den
opfattelse, at så kunne danske borgere jo bare købe biler,
der er produceret uden for EU, japanske biler, i Danmark. Jeg
går ud fra, at skatteministeren er bekendt med, at en række
japanske biler faktisk produceres inden for EU, og så vil det
jo ikke løse ret meget ved dét problem. Jeg synes egentlig,
når skatteministeren ved det, at det er lidt besynderligt at
bruge sådan en argumentation.
Må jeg så lige spørge: Vil skatteministeren sikre, at
bilejerne ikke kommer af med en højere pris for bilerne, hvis
der sker en stigning i indkøbsprisen, til forhandlerne?
Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):
Vi har for et øjeblik siden haft en diskussion om vores mere
overordnede økonomiske situation i år 2010, det snævre
råderum, og jeg er nødsaget til at sige, og det ved enhver i
dette hus, at det jo ikke er sådan, at vi kan lave om på alt
muligt og fjerne enhver afgift og nedsætte alle mulige
afgifter, hvis vi så samtidig også skal have gennemført
skattestigninger. Lad det være sagt som indledning.
Lad mig dernæst sige, at jeg altså er tilhænger af
markedsøkonomi, og det er derfor, jeg er glad for, at der nu
sker en liberalisering af det europæiske marked.
Men det er også derfor, jeg føjer til, at de europæiske
bilfabrikanter altså ikke har eneret eller monopol på det
danske bilmarked. Der sælges faktisk også biler fra andre
lande. Lad så være, at Toyota og andre har lagt nogle
fabrikker i Europa, fint nok med dét, men der kommer rent
faktisk en række biler hertil, som er produceret i Asien, i
USA, i Japan og andre steder.
Det var min bemærkning om, at man altså må underlægge
sig de konkurrencemæssige vilkår, som det frie marked
indebærer. Dertil kommer, at nu er det ikke længere sådan, at
fabrikanterne kan dirigere deres forhandlere på samme måde,
som de har kunnet gøre det tidligere på det danske marked. Nu
kan forhandlerne så også konkurrere indbyrdes, og de
reservedele, som jo har ligget på et meget højt niveau i
forhold til andre lande, vil nu også blive udsat for en
konkurrence. Så alt det skal man have med i betragtningen,
inden man begynder at forudsige, hvordan udviklingen vil gå.
Jacob Buksti (S):
Jeg må forstå skatteministerens svar sådan, at
skatteministeren bekræfter de udtalelser, skatteministeren er
kommet med til dagbladet Politiken, hvor skatteministeren
altså siger, at det er en fordel for Danmark med de høje
bilafgifter i forbindelse med implementering af det her
system, og at skatteministeren samtidig siger her, at af
hensyn til den ansvarlige økonomiske politik er der ikke
råderum til at sætte bilafgifterne ned.
Jens Peter Vernersen (S):
Jeg synes da, det var et besynderligt udsagn at påstå, at vi
ville fjerne enhver afgift.
Vores spørgsmål i denne diskussion har jo været: Hvad
vil skatteministeren gøre inden for en provenuneutral ramme
for at sikre, at der ikke sker en eksplosion? Hvad er
skatteministerens bud, hvis man efterlyser, om der er nogle
muligheder? Det er skatteministeren, der sidder med hele sin
administration, hele sit embedsapparat, der kan lave disse
beregninger.
Kl. 15.50
Jeg synes, det er fint nok, at man nu har sat folk i
gang, men skatteministeren må vel have givet disse
medarbejdere en opgave. Jeg går ud fra, at skatteministeren
har sagt, at det så skal være inden for en provenuneutral
ramme. Eller har skatteministeren sagt: Det ordner sig nok
det hele, markedet ordner det?
Jeg kan forstå, at skatteministeren så er af den
opfattelse, at Danmark er et sådant marked, at vi simpelt hen
kan flytte det dér bilmarked, vi har så stort et marked, at
vi kan flytte priserne. Det er jo det, som bliver sagt
herfra. Det er da vist en smule fri fantasi.
Henrik Sass Larsen (S):
Jeg vil også gerne lige bede skatteministeren om at uddybe de
økonomiske overvejelser, han har omkring markedsøkonomi og
fri konkurrence.
Jeg forstår skatteministeren lidt derhen, at forbrugeren
godt kan ånde lidt lettet op, for der vil fortsat være
konkurrence, og derfor vil bilproducenterne selvfølgelig være
nødt til at tilpasse priserne. Det vil sige, at med baggrund
i de ting, som skatteministeren har sagt nu, kan vi tage det
lidt roligt og så forvente, at der ikke kommer de bebudede
prisstigninger på bilerne. Er det sådan, det skal forstås?
Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):
Det er en besynderlig argumentation, Socialdemokratiets
repræsentanter her fører på banen. Jeg ved ikke, hvor den dér
frie fantasi, som hr. Vernersen omtaler, kommer fra, andet
end fra hr. Vernersen.
Jeg drømmer da selvfølgelig ikke om, at vi kan dirigere
et bilmarked. Jeg siger bare, at der bliver konkurrence. Der
bliver mere konkurrence i Europa, og der bliver også mere
konkurrence i Danmark, og det synes jeg, alt andet lige, er
godt for forbrugerne.
Så vil jeg sige til hr. Buksti, at jeg aldrig nogen
sinde har sagt, at det skulle være en fordel med højere
bilafgifter.
Det er rigtigt, som det blev antydet her til sidst, at
vi jo ikke har mulighed for eksakt at sige, hvordan
udviklingen vil bevæge sig. Jeg har i dag bare ønsket at
ville anskueliggøre en række faktorer, som jeg synes man bør
have med i sin vurdering. Der er nogle, der siger: Nu rasler
bilfabrikanterne med sablerne, og nu stiger priserne med et
stort tocifret procenttal. Der er det så, jeg siger: Ja, ja,
men der er altså også nogle ting, der trækker i den anden
retning.
Jeg synes ikke, vi skal lempe afgifter, hvis formålet
alene er, at pengene går til nogle fabrikanter i udlandet.
Jeg synes, at vi skal tage det her med et gran salt og
selvfølgelig følge udviklingen meget tæt. Det er det, vi har
bedt om, det er derfor, jeg har bedt et tværministerielt
udvalg om at se på hele denne her sag. Men lad nu være med at
udlægge det, som om vi er ligeglade med, hvad der foregår.
Tværtimod, vi har netop taget initiativer, som gør, at vi
følger den her udvikling meget tæt.
Jacob Buksti (S):
Jeg synes, det sidste, skatteministeren sagde her, var meget
interessant, hvor skatteministeren sagde: Vi vil ikke lempe
afgifter, hvis pengene bare går til bilfabrikanter i
udlandet. Det synes jeg var meget interessant. Derved
bekræfter skatteministeren jo præcis det, som var anledningen
til mit spørgsmål, nemlig at skatteministeren har udtalt, at
bilfabrikkerne ikke bare kan se bort fra de danske skatter og
afgifter, så vi vil efter hans mening ikke få et fælles
europæisk prisniveau på biler i Danmark. Dermed siger
skatteministeren jo direkte her, at det er en fordel med det
skatte- og afgiftsniveau, vi har, for ellers ville vi jo bare
føre pengene over i de udenlandske bilfabrikanters kasse.
Det siger jeg tak for, for det synes jeg er
tankevækkende.
Henrik Sass Larsen (S):
Jeg har meget respekt for skatteministerens overvejelser om
og indsigt i økonomiske sammenhænge i forbindelse med
konkurrence og andet. Derfor er det da udmærket, at
skatteministeren kan forsikre os om, at det er godt for
forbrugerne, at der kommer mere konkurrence.
Men hvis vi nu skulle tage et forbrugerudgangspunkt, er
der jo en del forbrugere i øjeblikket, der er lidt bekymrede
for, at bilafgifterne kommer til at stige, faktisk en hel
del. Så er det, jeg tænker på, at skatteministeren siger, at
han tror, markedet ordner det her, det vil gå godt med
markedsøkonomi og sådan noget. Men ellers vil man følge
udviklingen nøje.
Ja, og hvad så? Hvad så, hvis markedet ikke løser de her
ting? Vil man så gøre noget? Vil man så nedsætte afgifterne?
Er det dét, man vil, eller vil man stadig væk tro på, at
afgifterne måske endda skal forhøjes for at få
producentpriserne ned? Eller hvad er logikken i
skatteministerens svar?
Kl. 15.55
Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):
Jeg har to bemærkninger. Jeg kan ikke bekræfte den udlægning
af mine ord, som hr. Buksti kom med.
Til hr. Sass Larsen vil jeg sige, at jeg altså ikke
svarer på hypotetiske spørgsmål. Jeg har tværtimod sagt: Lad
os nu vente og se.
Hermed sluttede spørgsmålet.