Om det kommende danske formandskab vil arbejde for en mere USA-styret EU-udenrigspolitik.

Spm. nr. S 1558 - besvaret 10/04-2002

2) Til statsministeren af:
Keld Albrechtsen (EL):
»Skal statsministerens linje i Mellemøstenkonflikten ses som et mere generelt signal om, at det kommende danske EU-formandskab har tænkt sig at arbejde for en mere USA-styret EU-udenrigspolitik i sager som f.eks. holdningen til Israel og til Irak, eller debatten om et raketskjold?«

Skriftlig begrundelse

Når det spanske EU-formandskab reagerer kritisk over for statsministerens udtalelser om det palæstinensiske selvstyre, kan det have sammenhæng med en spansk bekymring for den samlede linje i EU's udenrigspolitik, når Danmark om kort tid overtager EU-formandskabet.
Statsministeren lægger jo ikke skjul på sin begejstring for den amerikanske præsident, George Bush, og flere signaler fra den danske regering tyder i retning af, at Danmark i stigende grad vil optræde som USA's repræsentant i EU. Dette kan få betydning i sager som udviklingen i Mellemøsten, holdningen til en eventuel amerikansk militæraktion imod Irak og debatten mellem USA og de europæiske lande om raketskjoldet. Det er ikke alle EU-regeringer, der ligesom statsministeren ønsker at deponere deres udenrigspolitiske handlefrihed i Washington.

Keld Albrechtsen (EL):
Desværre må man sige på baggrund af den besvarelse, statsministeren lige har givet Folketinget, at problemet omkring det danske EU-formandskab og statsministerens ledelse af formandskabet jo er vokset bare inden for de seneste minutter, for nu har statsministeren lige stået og gentaget, at han har forståelse for Israels indrykning i de besatte områder - det er jo reelt det, han står og siger, at han har forståelse for - og det er jo i den grad ude af trit med det internationale samfund, det er ude af trit med EU-formandskabet i Spanien, og det er ude af trit selv med præsident Bush.
Statsministeren må da indrømme, at det sætter meget alvorlige spørgsmålstegn ved statsministerens evne til effektivt og ordentligt at lede det danske EU-formandskab.

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Man kunne næsten, når man hører hr. Keld Albrechtsen, få det indtryk, at er der to, der står sammen i verdenspolitikken, så er det præsident Bush og hr. Keld Albrechtsen. (Munterhed).
Det næste, jeg vil sige, er, at det er en rørende omsorg, hr. Keld Albrechtsen viser for den danske regerings varetagelse af EU-formandskabet. Når man tænker på, at hr. Keld Albrechtsens eneste mission i dette Folketing er at lægge sten i vejen for regeringens varetagelse af EU-formandskabet, så er jeg rørt til tårer over at høre hr. Keld Albrechtsens omsorg for vores varetagelse af EU-formandskabet.
Jeg kan bare sige beroligende til hr. Keld Albrechtsen:
Der er overhovedet ingen problemer for regeringen i Mellemøstenpolitikken i relation til EU. Det, jeg har sagt, det, udenrigsministeren har sagt, og det, europaministeren har sagt, ligger alt sammen inden for rammerne af det, der er EU's politik på det her område.

Keld Albrechtsen (EL):
Man kan i hvert fald forstå den melding fra statsministeren, at fra nu af er det statsministeren, der bestyrer udenrigspolitikken, og udenrigsministeren og europaministeren er rettet ind efter, hvad statsministeren siger. Man må håbe, de hører, hvad han har sagt her i spørgetiden, således at man kan være sikker på, at de fører den samme politik som statsministeren; det gjorde de i hvert fald ikke i sidste uge.
Så vil jeg godt spørge statsministeren: Efter at statsministeren var i USA, har vi set en voldsom højredrejning i dansk udenrigspolitik, i hvert fald den, der ledes af statsministeren, og vi har set i sidste uge, hvordan statsministeren søgte at tolke præsident Bushs linje, endda så meget, at han, da han kom til Athen, gentog den samme forståelse for den israelske aktion, som han havde fremlagt om tirsdagen, og ikke havde opdaget, at præsident Bush i mellemtiden havde skiftet holdning. Den danske regering var i et døgn ude af trit, og nu er den da helt ude af trit selv med præsident Bush.

Kl. 13.20

Så kan statsministeren more sig over, hvis der skulle være sket det, at den amerikanske præsident er kommet nærmere til Enhedslistens holdninger end til regeringens holdninger, men det viser da, hvor langt ude statsministeren er i sin håndtering af udenrigspolitikken.

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Jeg tror, det ville gøre præsident Bush meget utryg, hvis jeg fortalte ham, at han havde nærmet sig Enhedslisten i Danmark. Men så galt står det heller ikke til.
Jeg står jo her med den tale, som præsident Bush holdt om Mellemøstensituationen, hvor han siger - med lidt andre ord, men meningen er den samme, som jeg har udtalt, nemlig:
Terroren må stoppe. Ingen nation kan forhandle med terrorister. Man kan ikke skabe fred med dem, der kun har døden som mål.
Det kan ikke siges stærkere, og det er nøjagtig det samme, jeg gerne vil give udtryk for med de ord, jeg har brugt, nemlig at det er nemt at sætte sig ind i, hvorfor israelerne reagerer, som de gør. Men enhver kan jo også med sin forstand forstå, at man ikke kan skabe varig fred i Mellemøsten, hvis terror bliver gengældt med modaktioner hver eneste gang, først den ene vej og så den anden vej. Derfor må vi sige til begge parter: Stop det vanvid. Stop terrorbomberne. Ryk tilbage fra de besatte områder. Kom til forhandlingsbordet. Sørg for, at to levedygtige stater, Israel og Palæstina, kan leve fredeligt side om side inden for sikre og garanterede grænser.
Det er det, det drejer sig om, og det er der ikke meget nyt i. Det er altså kun hr. Keld Albrechtsen, der prøver at opfinde nogle stridigheder, der ikke findes.

Keld Albrechtsen (EL):
Nu synes jeg, statsministeren bringer en melding ind i det, som er meget foruroligende. Statsministeren vender sig på det kraftigste imod terror. Det gør Enhedslisten også, det er jo ikke derom, diskussionen står; vi vender os alle imod selvmordsbomber. Men nu siger statsministeren så med et citat fra den amerikanske præsident, at han ikke vil forhandle med terrorister.
Skal det forstås sådan, at statsministeren ikke vil forhandle med den palæstinensiske regering og med Arafat? Det er jo det, statsministeren nu antyder. Jeg kan sige, at sådan tror jeg i hvert fald ikke, at verdensoffentligheden har opfattet præsidentens budskab. Det tror jeg ikke. Antyder statsministeren nu, at den danske regering er modstander af forhandlinger med Arafat?
Så siger statsministeren, at disse selvmordsbomber skal palæstinenserne stoppe. Jamen mener statsministeren, at man kan arrestere Arafat og forhindre ham i ethvert initiativ til at kontrollere situationen og så bagefter påstå, at han kontrollerer terrorbomber? Det er jo - undskyld udtrykket - noget vrøvl.
Jeg vil godt bede statsministeren uddybe den besynderlige bemærkning om, at han ikke vil forhandle.

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Det kræver somme tider betydelig indsigt at sætte sig ind i hr. Keld Albrechtsens kringlede tankegang som nu f.eks. påstanden om, at jeg skulle have sagt, at man ikke skal forhandle med Arafat. Det har jeg overhovedet ikke udtalt mig om.
Tværtimod kan jeg sige, da nu hr. Keld Albrechtsen tilsyneladende har gjort forsøg på at følge med i, hvad jeg har sagt rundtomkring, at i Athen, som hr. Keld Albrechtsen refererede til, gjorde jeg det meget klart, at israelerne må indse, at uanset hvad de måtte mene om Arafat, så er han altså lederen af den palæstinensiske autoritet, og derfor er det ham, man skal forhandle med. Det har jeg gjort krystalklart.
Men det er også klart min opfattelse, at Arafat i tidens løb ikke har gjort nok for at stoppe terrorbombningerne, og det er jeg jo ikke den eneste, der mener. Jeg står her med en udtalelse fra FN's generalsekretær fra den 4. april, tror jeg, hvor FN's generalsekretær udtaler, at formand Arafat har kapacitet til at udvise politisk lederskab. Det er altså sagt på et tidspunkt, hvor Arafat ellers har været, skal vi sige isoleret i sit hovedkvarter.
Så jeg er ikke den eneste, der siger, at Arafat burde gøre noget mere. Men jeg vil gerne understrege: Arafat er den, der er til rådighed for forhandlinger.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg er da glad for, at statsministeren trods alt gik lidt på tilbagetog med det sidste svar; det er jeg da glad for.
Men jeg vil godt gentage mit spørgsmål, for nu siger statsministeren med henvisning til en FN-udtalelse, at Arafat har ressourcer til at lede. Jovist, det kan godt være, han har det, men han har jo ikke nogen organisation at lede, når han sidder indespærret af israelerne. Nu håber jeg, at han kan få adgang til at drøfte sagerne med sine rådgivere. Jeg ved ikke, om statsministeren har oplysninger om, om det allerede er sket. Det håber jeg kan komme til at ske. Men han har jo ikke haft nogen muligheder for at lede noget som helst.

Kl. 13.25

Jeg går ud fra, at statsministeren er enig med mig i, at man ikke først reelt kan spærre manden inde og afskære ham fra enhver kontakt med omverdenen og så bagefter påstå, at han ikke gør nok for at bekæmpe terrorismen. Det synes jeg er uanstændigt, vil jeg gerne sige til statsministeren. Det er ikke en kampagne, der burde være en dansk statsminister værdig, så jeg håber jo, vi kan få præciseret, at selvfølgelig kan man ikke sidde indespærret og så samtidig løse alverdens problemer.

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Allerførst et enkelt ord om hr. Keld Albrechtsens teknik her
i salen, som jeg håber alle har lagt mærke til, nemlig at først beskylder hr. Keld Albrechtsen mig for at have et eller andet vanvittigt synspunkt. Når jeg så præciserer, at det er det rene vrøvl, så siger hr. Keld Albrechtsen, at nu er jeg på tilbagetog. Det giver jeg ikke noget for. Så til det saglige indhold i sagen her. Det, det drejer sig om, er at sige til Arafat og til palæstinenserne: Nu må terrorbombningerne stoppe. Gør hvad I kan for at stoppe dem! Og så sige til israelerne: I må trække jer tilbage fra de besatte områder. Der skal være våbenhvile. Sæt jer til forhandlingsbordet! Målet må være, at to stater, Israel og Palæstina, kan leve fredeligt side om side inden for sikre og garanterede grænser. Det er det, det drejede sig om. Jeg synes, det er lidt væsentligere end de småting, som hr. Keld Albrechtsen opholder sig ved her i salen i dag.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg vil bare bede statsministeren endnu en gang om at besvare det spørgsmål, jeg stillede: Om man kan spærre en mand inde, hindre ham i kontakt med omgivelserne og så samtidig påstå, at han gør for lidt ved tingene. Det er bare det. Og det bragte statsministeren tvivl om ved, at statsministeren rent faktisk antydede, at den palæstinensiske regering ikke gjorde, hvad den kunne for at bekæmpe terroren i den nuværende situation. Jamen det antydede statsministeren.
Så bryder han sig ikke om, at jeg siger, at han efterfølgende var på tilbagetog. Men jeg vil nu sige, at det synes jeg var en rimelig korrekt beskrivelse af forløbet. Statsministeren kommer først med nogle antydninger, der kun kan forstås sådan, at han betragter den palæstinensiske regering som terrorister, og bagefter trækker han så i land. Men lad det nu ligge.
Jeg er glad for, at den sidste præcisering kom, men jeg vil altså gerne bede om at få et svar på det helt præcise spørgsmål.

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Nu siger hr. Keld Albrechtsen, at han er glad for noget af det, jeg har svaret. Det gør mig helt urolig, at jeg har gjort hr. Keld Albrechtsen tilpas med mine svar.
Jeg vil sige til hr. Keld Albrechtsen, at jeg kom aldeles ikke med antydninger, jeg kom med et meget klart udsagn, og jeg vil gerne gentage det, nemlig at allerede før Arafat blev spærret inde i sit hovedkvarter, havde han gjort for lidt. Han har gået frit omkring. Han har været leder af den palæstinensiske autoritet længe nok til, at han burde have gjort sin indflydelse gældende for at stoppe terrorbombningerne. Det gjorde han ikke.
Så satte israelerne deres aktion i gang, og jeg kan levende sætte mig ind i, hvorfor de gjorde det. Men for nu at gentage det: Det fører jo ingen vegne hen at gøre det. Derfor må man sige noget til begge parter, til palæstinenserne: Stop terrorbombningerne! og til israelerne: Træk jer tilbage igen og kom til forhandlingsbordet!
Og nu tror jeg ikke, at jeg kan udbedre mine svar, sådan at hr. Keld Albrechtsen vil forstå dem. Jeg tror, hr. Keld Albrechtsen og jeg her med stor fordel kan opretholde en frugtbar uenighed.

Hermed sluttede spørgsmålet.