Hjælpemenu

Hovedmenu

Om regeringen kan tilslutte sig fælleserklæringen fra Kommissionen og det spanske EU-formandskab om præsidentGeorge W. Bush's klimaplan.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1081

Til statsministeren (22/2 02) af:

Nicolai Wammen

(S):

»Vil statsministeren besvare og begrunde, hvorvidt han fuldt ud kan tilslutte sig de meget kritiske synspunkter vedrørende præsident George W. Bush's klimaplan, som er blevet anført i fælleserklæringen fra Kommissionen og det spanske EU-formandskab?«

Svar (4/3 02)

Statsministeren

(Anders Fogh Rasmussen):

Miljøkommissær Wallström og den spanske miljøminister Matas udsendte d. 20. februar 2002 en EU-reaktion på præsident Bush's tale d. 14. februar.

Den danske regering er enig i budskaberne i denne reaktion.

For det første hæfter miljøkommissær Wallström og det spanske formandskab sig ved, at den amerikanske klimaplan ikke indeholder en forpligtende målsætning for de faktiske amerikanske udledninger af drivhusgasser. Klimaplanen indeholder kun en målsætning for emissionsintensiteten.

For det andet hæfter miljøkommissær Wallström og formandskabet ved, at USA som Part til Klimakonventionen er forpligtet til at stabilisere udledningerne af drivhusgasser på 1990-niveau.

For det tredje udtrykker miljøkommissær Wallström og formandskabet bekymring for, at klimaplanens initiativer bygger på frivillighed.

Regeringen er enig i disse betragtninger. Regeringen deler først og fremmest bekymringen for det forhold, at de faktiske amerikanske udledninger fortsat vil stige, hvilket ikke er i overensstemmelse Klimakonventionens stabiliseringsmålsætning og Kyoto-protokollen.

Regeringen kan også tilslutte sig EU-reaktionens afsnit om ratifikation af Kyoto-protokollen. Danmark vil sammen med de øvrige EU-lande arbejde aktivt for, at Kyoto-protokollen ratificeres af et tilstrækkeligt antal lande til, at protokollen kan træde i kraft i forbindelse med Verdenstopmødet i Johannesburg.