Om, hvordan Danmark uden de planlagte havvindmøller kan leve op til internationale reduktionsforpligtelser

Spm. nr. S 694 - besvaret 06/02-2002

20) Til miljøministeren af:
Anne Grete Holmsgaard (SF):
»Hvordan vil Danmark kunne leve op til reduktionsforpligtelserne i EU og i Kyotoprotokollen uden de planlagte havvindmøller ved Læsø, Omø Stålgrunde og Gedser Rev?«

Miljøministeren (Hans Christian Schmidt):
Der skal ikke herske tvivl om, at regeringen har til hensigt at overholde Danmarks internationale miljøforpligtelser. Det gælder også vores forpligtelser på klimaområdet. Fjernelse af påbuddet om at opføre de tre havvindmølleparker er derfor ikke udtryk for, at vi agter at løbe fra klimaforpligtelserne
i 2008-2012 inden for rammerne af Kyotoprotokollen. Det afspejler snarere, at vi har til hensigt at finde de billigste løsninger. Regeringen lægger stor vægt på, at miljøforpligtelserne skal overholdes på den økonomisk mest effektive måde. På klimaområdet betyder det, at vi går efter løsninger, som sikrer, at udledningen af drivhusgasser begrænses billigst muligt. Som led heri vil vi især koncentrere os om løsninger, der ikke stiller dansk erhvervsliv dårligere end dets konkurrenter i de lande, vi normalt sammenligner os med. Hvis havvindmøllerne kan udbygges på almindelige markedsvilkår, vil det kun være en god løsning. Økonomi- og erhvervsministeren har derfor bedt Energistyrelsen om at arbejde videre med at forberede udbuddet af havvindmølleparkerne. Netop ud fra hensynet til omkostningseffektiviteten vil regeringen desuden tilstræbe, at en del af den danske klimaforpligtelse klares ved brug af de såkaldte Kyotomekanismer. Det indebærer, at vi i Danmark betaler for drivhusgasreduktioner i udlandet som alternativ til reduktioner inden for landets grænser. Vi forventer, at der for lave omkostninger kan opnås en ganske betydelig reduktion
i de østeuropæiske lande og i udviklingslandene. Denne mulighed vil vi naturligvis søge at udnytte, i det omfang det kan betyde omkostningsbesparelser. Det er til gengæld ikke regeringens hensigt, at hele klimaforpligtelsen skal opfyldes ved en indsats i udlandet. Vi vil lægge vægt på en politik, der bidrager til klimamålsætningen, uden at konkurrenceevnen sættes over styr. Derfor vil vi gå aktivt ind i arbejdet i EU med at sætte fælles rammer for energipolitikken og miljøreguleringen. bl.a. vil vi arbejde for fælles rammer i EU for anvendelse af drivhusgaskvoter. Kommissionen har netop fremsat et direktivforslag herom, og hvis vi kan få indført CO₂-kvoter på EU-plan, vil det også gavne den danske vindmølleindustri og styrke konkurrencedygtigheden for producenter, der investerer i danske havmøller.

Anne Grete Holmsgaard (SF):
Jeg er glad for at høre, at ministeren bekræfter, at regeringen naturligvis vil leve op til Kyotoforpligtelserne. Jeg kan også forstå på ministeren, at han er indstillet på at gå videre i det EU-arbejde, der er med at få fastsat CO₂-kvoter for elsektorens CO₂-udledning, herunder, kan jeg forstå, også den politik, der går på at hæve den økonomiske straf for de elværker, der eventuelt overskrider deres kvoter.
     Så jeg vil gerne have, at ministeren bekræfter, at han er indstillet på at gå den vej, som Europa-Kommissionen har lagt op til, ved inden 2008 at hæve strafbidraget til 400 kr. pr. ton CO₂ og derefter til 800 kr. pr. ton CO₂.

Miljøministeren (Hans Christian Schmidt):
Det, jeg vil bekræfte i dag, er, som jeg sagde i mit svar, at vi vil gå aktivt ind i arbejdet i EU med at sætte fælles rammer for energipolitikken og miljøreguleringen, og at vi vil arbejde for fælles rammer i EU for anvendelse af drivhusgaskvoter.
     Kommissionen er kommet med et direktivforslag herom, og der vil selvfølgelig foregå nogle forhandlinger. Dem vil jeg selvfølgelig også deltage i, og i det uddrag, som vedrører energiministeren, vil energiministeren deltage i dem.
     Jeg vil ikke her be- eller afkræfte det, blot sige det, som jeg synes er det vigtige heri: at vi indgår i et aktivt arbejde i EU for at få den her sag bragt på plads.

Anne Grete Holmsgaard (SF):
Ifølge den forpligtelse, Danmark har sagt ja til som led i den interne EU-byrdefordeling, har Danmark sagt ja til i hvert tilfælde at skulle sænke drivhusudslippet inden 2008-2012 med 16 mio. t CO₂. Alene det er en meget stor opgave. Danmark er, selv med havmølleparkerne, 3,5 mio. t fra at nå det og uden havmølleparkerne i hvert tilfælde 4,5 millioner ton bag efter det.
     Så jeg vil gerne have at vide: Hvad er det præcis for nogle mekanismer, ministeren tænker på, når ministeren siger, at man vil bruge nogle mekanismer, som er billigst muligt for Danmark, og hvor stor en del af Danmarks samlede bidrag mener ministeren at regeringen vil købe sig til i udlandet?

Miljøministeren (Hans Christian Schmidt):
Jeg vil ikke i dag lægge mig fast på, hvordan regeringen vil sikre lige præcis de reduktioner, som svarer til f.eks. de havvindmølleparker eller til det generelle tal, som vi kender. Men det ligger fast, at regeringen vil leve op til Danmarks internationale forpligtelser i forhold til Kyotoprotokollen.
     Som jeg nævnte i mit første svar, er det regeringens politik at finde løsninger, som ikke stiller dansk erhvervsliv dårligere end dets konkurrenter i udlandet, og jeg har sagt, at jeg derfor sammen med resten af regeringen vil arbejde for at finde løsninger, som er omkostningseffektive og ikke belaster erhvervslivets konkurrenceevne.

Kl. 16.45

     Som jeg har redegjort for, er det derfor regeringens politik at anvende Kyotoprotokollens mekanismer med henblik på at sikre, at vi får mest miljø for pengene.
     Jeg vil godt knytte til her, hvor vi diskuterer det, at det er en meget, meget stor opgave for den nuværende regering at få overbevist EU om, at når vi i det hele taget opererer med, hvad vores forpligtelse er, sker det i forhold til 1990-tallet, og at det korrigerer 1990-tallet. Jeg vil nok sige, at for øjeblikket bruger vi hele vores energi dér. Det kan blive et meget, meget stort problem for Danmark, hvis ikke de resterende lande i EU accepterer, at det er 1990-tallet korrigeret, vi arbejde ud fra.
     Jeg skal også minde om, at når vi har besluttet, at vi skulle ratificere Kyotoprotokollen på den baggrund, sker det netop ved, at vi tager udgangspunkt i 1990-tallet korrigeret; men der pågår altså nogle forhandlinger, som jeg ikke kan sige mere om nu. Jeg vil bare sige, at det kræver meget energi at få det løst.
     Ved siden af de mekanismer, man skal bruge, skal man selvfølgelig også bruge det, at man kan lave CO₂-kvoter, Joint Implementation og Clean Development Mechanism. Selvfølgelig skal man bruge de mekanismer, der ligger heri. Det er hele ideen i Kyotoprotokollen. Det var derfor mødet var i Marakesh, altså for at aftale de spilleregler, der skulle ligge til grund for det.
     Det er klart, at regeringen vil bruge de midler, der ligger inden for Kyoto, men jeg er nødt til at sige, at det ikke er noget, man bare lige løber i gang. Det har altså noget at gøre med spillereglerne, som er lige ved at være på plads i Marakesh - de skal faktisk først finpudses - og det vil selvfølgelig i forhold til de valg, som vi vil træffe, for at vi kan blive godskrevet for dem senere hen, have nogen betydning, hvordan spillereglerne bliver stillet op.

Anne Grete Holmsgaard (SF):
Så vil jeg gerne have ministeren til at bekræfte, at Danmark ikke kan lave Joint Implementation på denne side af 2008 uden at bryde Kyotoaftalen.
     Jeg vil også gerne have ministeren til at bekræfte, at der ikke kan være handel med CO₂-kvoter, inden der er fastlagt kvoter for de andre lande, man handler med, hvilket formentlig tidligst vil kunne ske i 2005.
     På den baggrund vil jeg gerne have, at ministeren svarer på: Hvad vil man gøre i perioden op til 2008 og i bedste fald til 2005, hvor der eventuelt er fastlagt kvoter fra andre lande, for at leve op til det, man også har bundet sig til i 2005, nemlig at Danmark skal kunne påvise et fald i sit CO₂-udslip over for Kyotoprotokollen i 2005?

Miljøministeren (Hans Christian Schmidt):
Nu skal man forstå det her rigtigt, for der hersker mange tal på det her område. Jeg har bedt mine embedsfolk om, at man prøver at få stillet op: Hvad er det i grunden for forventning, man har? Hvad har man forventning om vil kunne blive godskrevet? Hvilke mål skal vi absolut forestille os, at vi skal opstille i Danmark?
     Jeg vil sige, at vi kan ikke begynde at operere med procenter. Det er ikke så afgørende, om vi kan prale af, hvad man har lavet i Danmark. Det er mere afgørende, at det er miljøet globalt, der får en fortjeneste ud af det her.
     En diskussion om, om det er det ene eller det andet sted, det skal ske, er ikke så ligetil. Jeg hører jo spørgeren spørge til, hvad vi lige nøjagtig skal gøre i Danmark, og sige, at nu må vi i gang med det. Men dér er man altså nødt til at forstå, at til det spil skal man altså vide: Hvad forventer man at man vil kunne indregne, hvordan står tallene præcis i dag? Og der hersker altså stor tvivl om det. Jeg vil godt sige, at så længe vi stadig væk skal bøvle rundt med, at man ikke har haft orden i selve det tal, vi har som udgangspunkt, er det altså dér, vi bruger den største del af energien.
     Jeg går gerne i Miljø- og Planlægningsudvalget eller i et andet udvalg, hvor vi kan diskutere de her ting igen, men jeg er bare nødt til at sige, at det er nødt til at afvente det arbejde, der er i gang lige nu.

Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Fru Anne Grete Holmsgaard for sidste gang i denne omgang.

Anne Grete Holmsgaard (SF):
Jeg har lige præcis afholdt mig fra at bruge procenter og brugte de faktiske tal. Det er en kendsgerning, at Danmark som minimum skal spare eller reducere med 16 mio. t. Hvis basisåret ikke accepteres af det øvrige EU, skal Danmark spare over 20 mio. t. Indtil videre har regeringen kun bidraget med én ting, nemlig at øge det tal med 1 mio. t ved ikke at ville udbyde havmølleparkerne.
     Så det er jo ikke sværere, end at ministeren sådan set godt kan give et redeligt svar på: Hvor stor en del af denne her reduktion, som Danmark er forpligtet til, agter Danmark selv at indfri?
     Og jeg vil lige gøre opmærksom på, at Danmark er det femte mest CO₂-udslippende samfund globalt set pr. indbygger og det mest CO₂-udslippende land i Europa, så hvor stor en del af den samlede forpligtelse på minimum 16 mio. t, måske mere, vil Danmark selv reducere, og hvor meget agter man at købe sig til?

Miljøministeren (Hans Christian Schmidt):
Som jeg siger: Det er for tidligt at sætte tal på, hvor stor en andel af de danske reduktionsforpligtelser der skal opfyldes ved anvendelsen af Kyotomekanismerne. Det må bero på en nærmere analyse af omkostninger ved at reducere udledningen af drivhusgasser i henholdsvis Danmark og udlandet.

Kl. 16.50

     Men jeg vil godt sige den ene ting til spørgeren, for jeg kan jo høre, at det også er det, der efterlyses: Det ligger fast, at med de allerede igangsatte initiativer i Danmark vil den væsentligste andel af Danmarks reduktionsforpligtelse i 2008 og 2012 blive opfyldt gennem hjemlige politikker og virkemidler. Det er det tal, vi kender nu.
     Jeg vil også sige ved den her lejlighed, at når det endelige resultat, som jeg har bedt om at få udarbejdet, ligger klar, vil vi også kunne komme i den situation, at vi må justere på det. Det er derfor, jeg siger: Det her er situationen i dag; sådan ser det ud med de tiltag, der er lavet i dag, det billede vi kender i dag, men vi er nødt til at være tættere på, for det kan godt betyde, at der kommer en regulering af den mængde og de procenter. Det må vi altså vente med at se, til det endelige resultat ligger her.

Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Jeg vil lige gøre opmærksom på, at når fru Anne Grete Holmsgaard har udnyttet sine muligheder for at spørge, kan ingen medspørgere komme til, efter at hovedspørgeren har afsluttet sine fire spørgsmål. Sådan er reglerne.

Hermed sluttede spørgsmålet.