Om hurtig afvikling af EU's eksportstøtteordninger.
Spm. nr. S 672
Til fødevareministeren (13/11 02) af:
(EL):»Vil regeringen sammen med Enhedslisten være med til at søge folketingsvedtagelsen om EU's landbrugsstøtteordninger (V 13) ændret, således at regeringen får mulighed for at arbejde for en hurtig afvikling af EU's eksportstøtteordninger, herunder en afvikling der ikke skal afvente forhandlinger i WTO, og vil ministeren på det næste møde blandt EU's fødevareministre fremlægge et konkret forslag om fjernelse af eksportstøtte ordningerne fra EU's budget?«
Begrundelse
Der henvises til vedtagelse nr. V 13 af 5. november 2002. Regeringen skal jo efterleve Folketingets vedtagelser, og den beklagelige situation er derfor nu, at regeringen den 5. november 2002 var med til at træffe en beslutning, som står i vejen for en aktiv dansk linie i sagen om eksportstøtteordninger, der underminerer grundlaget for u-landenes landbrugsproduktion, som f.eks. sagen om Arlas eksport af mælkepulver, som omtalt i Jyllands-Posten den 13. november 2002.
Svar (21/11 02)
Fødevareministeren
(Mariann Fischer Boel):Regeringen henholder sig til folketingsvedtagelsen (V 13) af 5. november 2002, hvor folketinget blandt andet opfordrede regeringen til at arbejde for at udfase alle eksportsubsidier og prisstøtteordninger i forbindelse med WTO-forhandlingerne samt at »Everything but Arms«-aftalen med de 48 fattigste lande åbner for alle landbrugsprodukter før 2009.
Regeringen ønsker på sigt en reform af EU’s fælles landbrugspolitik, herunder en yderligere markedsorientering af den fælles landbrugspolitik og en gradvis afvikling af den direkte støtte til landbrugssektoren. Der skal lægges vægt på hensynet til fødevaresikkerhed, kvalitet, miljø, bæredygtighed og dyrevelfærd.