Om at beskære øststøtten til de baltiske lande samtidig med overtagelse af EU-formandskabet.
Spm. nr. S 445
Til statsministeren (17/1 02) af:
(RV):»Finder statsministeren, at det på dette tidspunkt, hvor Danmark overtager EU-formandskabet om mindre end et halvt år, er et godt politisk signal, at den danske regering vil beskære øststøtten til de baltiske lande?«
Svar (28/1 02)
Statsministeren
(Anders Fogh Rasmussen):Udvidelsen af EU med de central- og østeuropæiske kandidatlande er en af regeringens højeste udenrigspolitiske prioriteter.
Det er regeringens mål, at forhandlingerne med de bedst forberedte kandidatlande kan afsluttes under det danske EU-formandskab. Optagelse af kandidatlandene i EU er et af hovedformålene med den danske øststøtte, der har hovedvægt på kandidatlandene i Østersøområdet.
Regeringen er derfor i gang med at analysere, hvordan støtten til kandidatlandene i endnu højere grad kan målrettes til at forberede landene til EU-medlemskabet. Dette vil blive fremlagt i forbindelse med en revideret øststøttestrategi i foråret 2002, som også vil omhandle, hvordan administrationen af øststøtten kan styrkes og effektiviseres.
Der pågår imidlertid allerede en række flerårige danske øststøtteprojekter, som vil blive videreført i 2002, og Danmark vil i 2002 yde betydelig støtte til de central- og østeuropæiske kandidatlande gennem bidraget til EU's førtiltrædelsesindsats. Herudover vil der blive iværksat yderligere nye øststøtteprojekter i 2002 på baggrund af den kommende reviderede øststøttestrategi. I lyset af revisionen af øststøttestrategien skønnes de samlede danske øststøtteudgifter i 2002 at ville udgøre i størrelsesordenen ca. 2 mia.kr. svarende til udgiftsniveauet i 2001.
Danmark vil således også i årene frem til EU’s udvidelse fortsat være en af de primære bidragydere til de baltiske lande.