Om Folketingets repræsentanter til EU-konventet.
Spm. nr. S 181
Til statsministeren (2/1 02) af:
(EL):»Kan statsministeren bekræfte, at der næppe kan forventes indsigelser fra EU, hvis Folketinget som den ene af sine to repræsentanter i EU-konventet vælger en person, som ikke er medlem af Folketinget?«
Begrundelse
Statsministeren har meddelt, at det borgerlige valgforbund vil sikre, at den ene af Folketingets to repræsentanter i konventet skal besættes med en unionsskeptiker eller modstander. Men statsministeren var ifølge pressen af den opfattelse, at denne repræsentant selv skal være medlem af Folketinget.
Det er imidlertid svært at se, at de øvrige EU-lande skulle have nogen interesse i at blande sig i spørgsmålet om, hvem der skal repræsentere det danske Folketing. De øvrige lande kan vel næppe have noget imod, at den danske nej-side repræsenteres af en person, som ikke er medlem af Folketinget. Med andre ord, det er en sag, som Folketinget selv afgør.
Svar (9/1 02)
Statsministeren
(Anders Fogh Rasmussen):Nej. Ifølge Laeken-erklæringen, der er bilagt konklusionerne fra Det Europæiske Råd, udgøres konventet bl.a. af »30 medlemmer af de nationale parlamenter (2 for hver medlemsstat)«.