Om danske EU-forbehold og indflydelse på en kommende

Spm. nr. US 1 - besvaret 02/10-2002

Elisabeth Arnold (RV):
Vi lyttede alle sammen interesserede til statsministerens redegørelse i går ved Folketingets åbning, og vi lagde fra radikal side mærke til, at statsministeren lagde op til en offensiv europapolitik. Man skulle længere frem i skoene, og man skulle præge udviklingen. Det er vi fra radikal side meget tilfredse med.
Derfor undrede det os lidt, at der slet ikke var nogen diskussioner om de danske forbehold, og jeg vil derfor gerne spørge europaministeren, om regeringen planlægger at afholde folkeafstemning om forbeholdene efter formandskabsperioden, og før regeringskonferencen går i gang.

Europaministeren (Bertel Haarder):
Det kan jeg svare klart på. Regeringen har ingen planer om at afholde folkeafstemninger. Så jeg kan ganske enkelt ikke sige noget som helst nyt om den sag.

Elisabeth Arnold (RV):
Det næste spørgsmål går netop på, at jeg kender europaministerens store engagement i Europas udvikling i fremtiden, men jeg vil gerne spørge om, hvordan regeringen vil sikre, at der kommer en offensiv EU-politik, når det bliver mere og mere tydeligt, at vores forbehold vil svække vores muligheder for at få indflydelse på en kommende regeringskonference.
Jeg går ud fra, at ministeren er fuldstændig klar over, at et af regeringskonferencens mål er at forenkle og klargøre traktatgrundlaget for det europæiske samarbejde. De danske forbehold er jo entydigt knyttede til den nuværende traktatstruktur, og vi skal under alle omstændigheder redefinere vores forbehold i forbindelse med strukturen i den nye traktat. Derfor vil jeg gerne spørge ministeren, hvordan regeringen vil sikre en offensiv EU-politik, når det bliver mere og mere klart, at vores forbehold svækker vores muligheder for at få indflydelse på en kommende regeringskonference.

Kl. 12.05

Europaministeren (Bertel Haarder):
Der er ingen som helst uenighed mellem fru Elisabeth Arnold og regeringen om, at de danske undtagelser er skadelige for Danmarks interesser. Det skrev vi også i regeringsgrundlaget, og det skriver jeg så sent som i dag i en kronik i Politiken. Men derfra og til at annoncere en ny folkeafstemning og en lang debat er der et meget langt skridt.
Regeringen arbejder under det vilkår, som de danske vælgere satte, da de stemte nej i 1992 og stemte nej igen i år 2000. Inden for de vilkår søger vi at være så aktive, så energiske som muligt, og det synes jeg faktisk vi har held med. Der er jo ingen udenlandsk kritik af det danske formandskab, og der er i hvert fald ingen, som bebrejder os de danske forbehold. Det skyldes jo også, at disse forbehold kun skader os selv og ikke generer nogen som helst andre.
Så under de vilkår, vælgerne har sat, har regeringen en så aktiv europapolitik som muligt, men den omfatter altså ikke planlægning af nye folkeafstemninger.

Elisabeth Arnold (RV):
Det var en udmærket klargøring af, at ministeren er fuldstændig klar over, at den offensive holdning, den offensive politik, som man gerne vil føre på EU-området, stedse vil være begrænset af, at vi har de forbehold, som man ikke vil søge ophævet. Det vil sige, at ønskerne eller forudsigelserne om en offensiv EU-politik hele tiden skal opfattes på den måde, at der altså er grænser for, hvad den danske regering kan have af offensiv EU-politik.
Jeg vil gerne spørge, hvad ministeren mener om, at den konservative EU-ordfører, hr. Lars Barfoed, så sent som i dag
i forbindelse med 30-årsdagen for danskernes afstemning om EF-medlemskabet, siger: Jeg mener, at vi skal have forbeholdene sat på dagsordenen nu. Det vil styrke danske interesser og indflydelse i Europa at få fjernet forbeholdene hurtigst muligt, og helst inden vi skal forhandle en ny EU-traktat i 2004. Det vil også være mest ærligt over for befolkningen. Det siger hr. Lars Barfoed fra Det Konservative Folkeparti. Jeg vil gerne spørge, om europaministeren er enig i disse udtalelser.

Europaministeren (Bertel Haarder):
Der kan være meget rigtigt i det, hr. Lars Barfoed siger, men det, som jeg har sagt, er det, som regeringen står for.
Så vil jeg føje til, at det faktisk er lykkedes at præsentere en ret så offensiv dansk profil, tilmed også i det ministerråd, hvor forbeholdet rammer værst, nemlig i Rådet for retlige og indre anliggender, som jo både har forbeholdsbelagte sager og andre sager. Der er jeg selv formand, og der er ingen af mine kolleger, der på nogen som helst måde bebrejder Danmark passivitet, specielt ikke efter det uformelle møde, vi havde for 14 dage siden, og med den tidsplan, vi har lagt frem.
Men det siger sig selv, at dér, hvor vi har forbehold, kan vi kun arbejde for enighed mellem de 14, vi er ikke selv et led i kompromiset. Sådan er det, og det må vi indrette os efter.

Hermed sluttede spørgsmålet.