Om der er argumenter for at udvide EU's beføjelser, når de store lande træffer beslutningerne.

Til statsministeren (19/10 01) af:

»Er statsministeren enig i, at når de tre store EU-lande Frankrig, Tyskland og Storbritannien alligevel selv træffer beslutninger og aftaler EU's politik på formøderne inden de officielle møder, så bortfalder ethvert argument for at udvide EU's beføjelser eller styrke EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik?«

Regeringen har ofte som argument for en styrkelse af EU's beføjelser brugt det synspunkt, at på den måde kunne små lande sidde med ved bordet og få indflydelse, og de store lande kunne holdes fast på en fælles EU-politik.

Dette synspunkt har naturligvis aldrig været holdbart, fordi afgørende beslutninger i EU i realiteten altid er blevet truffet af Frankrig og Tyskland med hel eller delvis accept fra Italien og Storbritannien. Det har derfor altid været en illusion, at EU kunne bruges til at tøjle de store. Tværtimod vil mere magt til unionen betyde, at de tre store lande, som nu er på linie, i endnu højere grad vil kunne bruge unionen som redskab for varetagelsen af deres egne stormagtsinteresser hen over hovedet på de små lande.

EU’s medlemsstater mødes på kryds og tværs forud for EU-topmøder. Sådanne møder finder sted på embedsmandsplan og på politisk niveau. Det står den enkelte medlemsstat frit at mødes med hvem man ønsker. Det er der intet overraskende i. Det er en del af forberedelsen af møder på topplan. Det afgørende er, at man på selve fællesmødet har en åben og fri meningsudveksling, der leder frem t ghed mellem medlemsstaterne.

Fælles interesser mellem EU-lande går ofte på tværs af skellet mellem store og små medlemsstater. Dette gælder i almindelighed såvel som med hensyn til EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Der er intet i forløbet omkring det uformelle stats- og regeringschefsmøde i Gent den 19. oktober 2001, der giver anledning til at stille spørgsmålstegn ved ovenstående generelle betragtninger.