Om iværksættelse af et landsomfattende vaccinationsprogram mod f.eks. kopper og miltbrand.
Spm. nr. S 164
Til sundhedsministeren (9/10 01) af:
(DF):»Vil ministeren tage initiativ til at iværksætte et landsomfattende vaccinationsprogram af befolkningen mod smitsomme sygdomme såsom kopper, miltbrand og andre af de frygtede sygdomme, som man mener, terrorister allerede kan sprede, eller frygter de hurtigt vil kunne komme til at sprede, og i det omfang vaccine endnu ikke er tilstede i rette mængder da at speede tempoet op med henblik på at fremskaffe tilstrækkeligt med vaccine?«
Begrundelse
Efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 tales der om, at fremtidig terror vil kunne komme i form af bakteriologiske angreb. Kopper og miltbrand har været nævnt som eksempler på smitsomme sygdomme, der allerede frygtes at være i terroristernes besiddelse. For henved 30 år siden stoppede man med at vaccinere børn mod kopper, og derfor er halvdelen af befolkningen i dag ikke vaccineret mod denne frygtelige sygdom. Et terrorangreb med koppevirus vil d erfor hurtigt kunne få alvorlig effekt for en stor del af befolkningen. Miltbrand er et andet frygtelig virus, som p.t. ingen er vaccineret imod, selv om der findes vaccine. Spørgeren er af den opfattelse, at der bør iværksættes et landsomfattende vaccinationsprogram af befolkningen, så de, der i dag ikke er vaccineret mod f.eks. kopper, tilbydes en vaccination. Børn skal naturligvis igen automatisk vaccineres mod kopper. Det er herudover spørgerens opfatt else, at i det omfang der i dag ikke findes tilstrækkeligt med vaccine, må tempoet med at fremstille den rette mængde vaccine speedes op.
Svar (17/10 01)
Sundhedsministeren
(Arne Rolighed):Jeg har fra Sundhedsstyrelsen modtaget følgende udtalelse, hvortil jeg kan henholde mig:
»En arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen er i færd med at færdiggøre et forslag til nye retningslinjer for det biologiske sundhedsberedskab i Danmark, herunder også sundhedsberedskabet ved anvendelse af biologiske kampstoffer som f.eks. kopper og miltbrand. Arbejdet ventes afsluttet midt i november i år.
Kopper blev erklæret udryddet af WHO i 1979. Miltbrand er en sygdom, der primært angriber planteædende dyr. I industrilandene angriber sygdommen kun meget sjældent mennesker og optræder da som isolerede tilfælde. Der er intet sted i verden, hvor man i dag rutinemæssigt vaccinerer befolkningen mod disse sygdomme.
Hvorvidt der er behov for forebyggende vaccination af indsatspersonel eller hele befolkningen vil kræve en nærmere analyse af det aktuelle trusselsbillede og af tænkelige scenarier for anvendelse af biologiske kampstoffer på dansk grund. En vurdering af det nødvendige omfang af beredskabslagre af vacciner, antisera og antibiotika og en eventuel egenproduktion af vacciner og antisera bør indgå i en sådan undersøgelse.
Det videnscenter for det biologiske sundhedsberedskab, som vil blive etableret på Statens Serum Institut, vil bistå Sundhedsstyrelsen med de nævnte nødvendige analyser forud for en nyvurdering af grundlaget for indførelse af generel vaccination af befolkningen.
På baggrund af ovenstående finder Sundhedsstyrelsen på nuværende tidspunkt ikke anledning til at anbefale, at der indføres en generel vaccination af befolkningen mod kopper og miltbrand.«