Om behandling af investeringsregler på WTO's 4. ministerkonference.
Spm. nr. S 154
Til udenrigsministeren (udenrigsministeren.) af:
(SF):»Vil udenrigsministeren redegøre for, hvordan regeringen på WTO's 4. ministerkonference i Doha vil arbejde for, at regeringens og Folketingets synspunkter (jf. V 12 af 23. april 1998) om, at evt. kommende regler for investeringer bør omfatte såvel investorers rettigheder som investorers forpligtelser, imødekommes?«
Svar (18/10 01)
Udenrigsministeren
(Mogens Lykketoft):Regeringen vil på den forestående 4. WTO ministerkonference i Doha arbejde for iværksættelsen af en så bred ny frihandelsrunde som muligt. Det er imidlertid på nuværende tidspunkt umuligt at sige med sikkerhed, hvilke emner der kommer til at indgå i en evt. ny runde, og – hvis der bliver en ny runde – hvordan de enkelte emner kommer til at blive behandlet.
Formanden for WTO’s Generelle Råd fremlagde den 26. september et udkast til minister-erklæring fra Doha. Udkastet lægger op til, at det besluttes enten at arbejde for etableringen af et multilateralt regelsæt for investeringer, der på en afbalanceret måde afspejler både investor- og modtagerlandets interesser, eller at henvise emnet til yderligere analyse i WTO’s investeringsarbejdsgruppe.
EU-Kommissionen arbejder aktivt for, at det i Doha besluttes, at indlede forhandlinger om at etablere et multilateralt regelsæt for investeringer, der på en afbalanceret måde afspejler både investor- og modtagerlandes interesser. Dette støttes fra dansk side, og det er regeringens opfattelse, at der herigennem kan opnås en udmøntning i praksis af regeringens og Folketingets synspunkter om, at evt. kommende regler for investeringer bør omfatte såvel investorers rettigheder som investorers forpligtelser.
Regeringen vil på ministerkonferencen, i det omfang det måtte være muligt og nødvendigt, aktivt støtte EU-Kommissionens forhandlingslinje i spørgsmålet om handel og investeringer.