Om en turistserviceuddannelse i Nordjyllands Amt finansieret af EU's socialfond.
Spm. nr. S 3816
Til arbejdsministeren (31/8 01) af:
(KF):»Vil ministeren kommentere sagen fra Nordjyllands Amt vedrørende en turistserviceuddannelse, der endte med at koste 700.000 kr. for 2 deltagere, finansieret af EU's socialfond og samtidig redegøre for, hvad ministeren og den øvrige regering agter at foretage sig for at sikre, at EU's struktur- og socialfondsmidler fremover bruges effektivt og nyttigt, således at sagen fra Nordjyllands Amt ikke gentager sig?«
Svar (7/9 01)
Arbejdsministeren
(Ove Hygum):Jeg vil indledningsvis bemærke, at Folketinget Arbejdsmarkedsudvalg ved spørgsmål nr. 79 – 83 af 2. august 2001 (Alm. del - bilag 389) har stillet en række spørgsmål til samme sag. Det omhandlede projekt er støttet af de såkaldte Mål 2-midler, og da både projektgodkendelse og projektadministrationen heraf er fuldt regionaliseret, har Arbejdsministeriet gennem Arbejdsmarkedsstyrelsen indhentet en redegørelse fra Nordjyllands Amt.
Arbejdsmarkedsstyrelsen har overfor mig oplyst, Nordjyllands amt på baggrund af sagen ved projektgodkendelser for det første vil sikre sig, at det antal kursister, der er nødvendige for at gennemføre en planlagt holdundervisning er tilstede ved undervisningens start.
For det andet må amtet fremover sikre, at der indgås forpligtende aftaler med AF om, hvordan samarbejdsprojekter mellem amtet og arbejdsformidlingen gennemføres, herunder at AF garanterer det nødvendige antal kursister.
Endelig skal amtet sikre, at AF i lignende fremtidige projekter får en mere klar rolle som den institution der skal sikre, at forløbene målrettes den enkelte branche sådan, at den ønskede beskæftigelsesmæssige effekt i forløbene også vil være til stede.
På denne baggrund finder jeg ikke grundlag for at foretage yderligere.