Om detektionsgrænsen for analyse af aromatiske aminer.
Spm. nr. S 3720
Til fødevareministeren (24/8 01) af:
(EL):»Vil ministeren redegøre for detektionsgrænsen for analyse af aromatiske aminer ved migration heraf fra emballage til fødevarer, herunder om detektionsgrænsen er 0,002 mg/kg eller 0,02 mg/kg i lyset af, at den eksisterende tyske standard arbejder med en grænseværdi på den lave værdi, mens EU vil hæve denne til den høje værdi - ifølge Fødevaredirektoratet med henvisning til detektionsgrænsen - og kan ministeren oplyse , med hvilke detektionsgrænser danske laboratorier, herunder Teknologisk Institut, er i stand til at analysere for aromatiske aminer?«
Svar (5/9 01)
Fødevareministeren
(Ritt Bjerregaard):Jeg har forelagt spørgsmål S 3720 for Fødevaredirektoratet, som har udarbejdet vedlagte notat, hvortil jeg vil henholde mig.
Bilag
|
Fødevaredirektoratet |
Den 29. august 2001 |
MF Søren Kolstrup har den 24. august 2001 stillet tre § 20 spørgsmål (S 3718- S 3720) til fødevareministeren vedrørende grænse for overførsel af primære aromatiske aminer til fødevarer fra plastemballager og analyser af disse forbindelser.
Fødevaredirektoratet er af Fødevareministeren blevet anmodet om et notat, som redegør for de faglige og faktuelle forhold, der spørges til.
Ad spørgsmål nr. S 3720
For den første del af spørgsmålet henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 3718.
Der er kun ét dansk laboratorium, der netop i denne uge er blevet akkrediteret til at analysere for primære aromatiske aminer som afsmitning fra plast, og det er Teknologisk Institut. Teknologisk Institut kan først efter valideringsforsøgene er foretaget oplyse, hvad detektionsgrænsen er, men forventer, at den vil være 0,002 mg/kg. Dog er der blandt analysekemikere usikkerhed om ikke denne grænse vil vise sig at være højere, op til 0,01 mg/kg.
Andre danske laboratorier, herunder Fødevaredirektoratet, forventer ligeledes indenfor kort tid - efter valideringsforsøgene er gennemført - at blive akkrediteret til at analysere for primære aromatiske aminer. Fødevaredirektoratet forbereder pt. en ringtest blandt disse laboratorier, blandt andet for at få fastlagt detektionsgrænse og analyseusikkerhed.