Om fælles regler for pillepas i EU.
Spm. nr. S 3115
Til sundhedsministeren (27/6 01) af:
(KF):»Vil ministeren i forbindelse med at have rejst sagen om pillepas i EU's ministerråd redegøre for, hvornår der ventes fælles regler på området eller opnås en fælles forståelse for, at der kun kræves pillepas, når man rejser med lægemidler, der er særligt potente med hensyn til euforiserende virkning?«
Svar (11/7 01)
Sundhedsministeren
(Arne Rolighed):Indledningsvis skal jeg understrege, at Schengen-konventionens artikel 75 om udstedelse af attest i forbindelse med, at lægemidler indeholdende euforiserende stoffer medbringes på rejse, ikke indebærer en forpligtelse for rejsende i Schengen-landene til at skaffe sig dokumentation i form af den omhandlede attest.
Med artikel 75 er der alene som et tilbud etableret en standardiseret attestordning, som gør, at rejsende i Schengen-landene kan sikre sig fornøden dokumentation overfor disse landes kontrolmyndigheder for, at et medbragt lægemiddel, som indeholder euforiserende stoffer, er bestemt til eget brug som led i medicinsk behandling ved rejser af indtil 30 dages varighed.
Efter regeringens opfattelse er det ikke hensigtsmæssigt med en ordning, der betyder, at der kan være behov for at udstede medicinattest på lægemidler, der kun har et i denne sammenhæng begrænset indhold af euforiserende stoffer, og det forlanges formentlig heller ikke i praksis af de andre Schengen-landes kontrolmyndigheder. Det er regeringens mål at arbejde for at nedbringe attestbehovet til et minimum af lægemidler. På Rådsmøde (Sundhe d) den 5. juni 2001 blev det fra dansk side foreslået, at der etableres en fælles liste over stoffer, der er gældende for alle Schengen-lande, og at denne begrænses til kun at omfatte de stoffer, det er strengt nødvendigt at have attest for under hensyn til det kontrolformål, der skal tilgodeses.
På Rådsmødet blev det fra dansk side tilkendegivet, at man i nærmeste fremtid udarbejder forslag til en løsningsmodel, der vil føre til en betydelig forenkling for de rejsende og en administrativ lettelse for myndighederne. Forslaget til løsningsmodel vil herefter blive rundsendt til de øvrige Schengen-lande med henblik på de videre drøftelser.
Formandskabet hilste det danske indlæg velkomment og bemærkede, at man så frem til at modtage forslaget til løsningsmodel, som samtidig med rundsendelsen vil blive sendt til orientering for Folketingets Europaudvalg og Sundhedsudvalg.
Hvornår en aftale eller en fælles forståelse mellem Schengen-landene kan foreligge, afhænger naturligvis af de øvrige medlemsstaters reaktion på den danske note, og der kan derfor på nuværende tidspunkt ikke siges noget nærmere herom. Folketingets Europaudvalg og Sundhedsudvalg vil blive orienteret, når en aftale eller fælles forståelse måtte foreligge.
I stedet for blot at afvente en aftale eller fælles forståelse mellem Schengen-landene, er der fra dansk side også taget initiativ til, at sagen vil blive drøftet på Nordisk Ministerråds møde for social- og sundhedsministre den 27. og 28. august 2001 med henblik på sideløbende at søge en nordisk løsning på problemet.