Om mandatgivningen i Europaudvalget.

Spm. nr. S 2807 - besvaret 23/05-2001

7) Til statsministeren af:
Lene Espersen (KF):
»Vil statsministeren oplyse om sit syn på mandatgivningen i Folketingets Europaudvalg?«

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Spørgsmålet fra fru Lene Espersen lyder, om jeg kan oplyse om mit syn på mandatgivningen i Folketingets Europaudvalg, og det vil jeg meget gerne.
     Jeg har det sådan, at lige siden Danmark stemte ja til medlemskab af det europæiske samarbejde i 1972 har jeg selv følt, at vi opbyggede i Danmark den bedste måde, den mest demokratiske måde at håndtere vores deltagelse i beslutningsprocesserne i det europæiske samarbejde på.
     Derfor finder jeg, og det finder hele regeringen, alle ministre finder, at Folketingets Europaudvalgs arbejde er det demokratiske omdrejningspunkt for afgivelse af mandater for deltagelse i beslutningsprocessen.
     Vi glæder os til at komme hen i Folketingets Europaudvalg næsten hver gang, og vi appellerer af al vor evne til medlemmernes humør i Folketingets Europaudvalg, og jeg mener også, at vi forbereder os ekstremt godt.
     Så vil jeg også godt bekræfte over for fru Lene Espersen, at beretningerne fra Folketingets Europaudvalg står meget klart for os, og at vi meget klart ser for os, at der er to typer af situationer, vi er i. Den ene er orienteringssituationen, og den anden er forhandlingsmandatet, hvis der er tale om beslutninger af vidtrækkende betydning - eller større rækkevidde for nu at citere fru Lene Espersen helt korrekt. Jeg mener, som jeg sagde det: Vi har et ekstremt velfungerende system.
     Jeg skal så igen minde om, synes jeg, hvad indhold angår, som jeg håber måske også kan bekræfte fru Lene Espersens, ved jeg, humoristiske sans og stærke sans for indhold, at vi har stemt om europapolitikken på miljøområdet tre gange i Folketinget. Det ved fru Lene Espersen, det ved Europaudvalget, det ved regeringen og miljøministeren.
      Og det har selvfølgelig også været grundlaget for, vores - synes jeg - meget udmærkede samarbejde om det her spørgsmål. Og det andet, jeg vil nævne, er, at også arbejdsministeren har skrevet et godt brev til Folketingets Europaudvalg, hvor han lige så omhyggeligt belyser forløbet.
     Så jeg vil appellere til fru Lene Espersen om at tage brevvekslingen, redegørelsen, grundlaget og baggrunden og det, jeg siger her i dag, som udtryk for stor respekt for udvalgets arbejde og et ønske om et fortsat godt samarbejde med udvalget.

Lene Espersen (KF):
Jeg tror, det var udenrigsministeren, der i sidste uge sagde, at kun en tåbe frygter ikke Europaudvalget i et humoristisk øjeblik. Og det er selvfølgelig korrekt, når statsministeren fremhæver, at den her diskussion måske mere er en teknisk diskussion, end det egentlig er en politisk diskussion om de berørte emner.
     Men grunden til at vi forfølger emnet, og grunden til at vi konservative mener, at de to sager, der har været omtalt i dag, er særdeles uheldige for folkestyret, har jo noget at gøre med den måde, vi har indrettet os på med et Folketing og en regering, der tager til Bruxelles og afgiver mandater og stemmer.
     Vi sidder jo som folketingsmedlemmer og er i høj grad, hvad man vel egentlig kan betegne repræsentanter for det civile samfund. Vi skal sikre, at folkets stemme bliver hørt, når vi diskuterer europapolitik herinde. Og det, der jo er problemet, er, at når vi går op i Folketingets Europaudvalg og giver mandat, så er det i blind tillid til, at ministeren gør præcis det, ministeren har lovet, at ministeren ikke gør mere og noget mere vidtrækkende end det, som er blevet tilkendegivet.
     Problemet er jo for os, at der ikke er noget, der hedder forventet efterbevilling, hvis det viser sig, at ministeren har misrøgtet den opgave, ministeren stod over for. Og jeg synes for det fremtidige samarbejdes skyld - det kan godt være, at statsministeren ikke synes, at der er grundlag for at tage en principiel diskussion i dag - men jeg synes, det er problematisk, at vi sidder som folketingsmedlemmer og påtager os et vældig stort ansvar, og at vi efterfølgende ingen muligheder har ud over at tage et par breve til efterretning, når tingene går galt. Og det synes jeg ærligt talt ikke er særlig tilfredsstillende. Altså jeg havde håbet på, at regeringen ville være mere imødekommende og erkende, at der er problemer på det her område.

Eva Kjer Hansen (V):
Jeg synes, det var en dejlig melding at få, at statsministeren altid glæder sig til at komme i Europaudvalget. Og jeg synes også, det er herligt, når statsministeren siger, at Europaudvalget jo er omdrejningspunktet for det arbejde.
     Det er jo meget smukke ord. Men sagen er jo, at praksis er en anden. Jeg kunne jo oplyse statsministeren, i fald statsministeren har glemt det, at på nuværende tidspunkt er der fem udestående samrådsspørgsmål i Folketingets Europaudvalg. Det ældste er stillet til statsministeren den
19. april, det seneste samrådsspørgsmål til statsministeren er stillet den 17. maj, og det vedrører et lovforslag, der er til behandling her i Folketingssalen, og hvor jeg vist nok har forstået, at regeringen meget gerne vil have det igennem inden sommerferien. Så hvor er respekten henne i praksis? Er det bare ord, hr. statsminister?

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg er glad for, at statsministeren understreger betydningen af de beretninger, der er vedtaget, også den seneste, som jo er ganske omfattende og præciserer tingene.
     Men jeg vil godt spørge, når vi kigger på den sag, der ligger på arbejdsministerens område, som har været oppe i dag, om vi så i fremtiden kan være sikre, når regeringen kommer og søger et mandat på arbejdsmarkedsområdet og siger, at det her ikke vil nødvendiggøre lovgivning efterfølgende i Danmark, det kan alene klares ved overenskomst. Vi har i hvertfald i Enhedslisten det problem, at vi efter den sag, vi oplevede forleden, er blevet noget skeptiske over for, om vi så kan tro på, at det rent faktisk kan klares ved overenskomst alene.
     Der er vi altså nødt til på en eller anden måde at få genoprettet tiltroen til de redegørelser, vi får i Europaudvalget, hvis vi fremover skal kunne medvirke til mandater på det område. Jeg må sige til statsministeren, at det er altså blevet noget tungt på baggrund af den sag. Og jeg vil godt spørge statsministeren, om han personlig vil kigge på det, og det håber jeg, for vi har i nogle tilfælde fra Enhedslistens side været med til at give mandater på det område. Men jeg må indrømme, når man brænder fingrene, så skyr man altså ilden fremover, så jeg håber, at statsministeren vil lægge sig det lidt på sinde i regeringen.

Charlotte Antonsen (V):
Statsministeren bliver altså nødt til at forholde sig til, at Folketingets mandatgivning simpelt hen i øjeblikket er uforeneligt med statsministerens valg af ministre.
     Vi har en minister, som skriver til Folketingets Europaudvalg, at ministeren ikke kan overskue eller ikke er opmærksom på, hvornår man giver mandater. Det kan man da ikke have på den ene side og på den anden side sige, at noget af det mest hellige i denne verden i Folketinget og Europaudvalget, det er mandatgivningen. Det hænger ikke sammen, hr. statsminister.

Gitte Lillelund Bech (V):
Ja, jeg vil da understøtte fru Lene Espersen i hendes bekymring omkring det her med mandatgivningen i Folketingets Europaudvalg. Og jeg vil da så også til statsministeren sige, at jeg vil bifalde, at regeringen i hvert fald ifølge statsminister ser Europaudvalget som omdrejningspunktet.
     Men hvis det virkelig er tilfældet, hvorfor er det så ikke statsministeren, der på regeringens vegne har skrevet et brev til Europaudvalget for at orientere om det. Hvorfor er det noget, vi er nødt til at få fremtvunget svar på i Folketingssalen? Hvorfor er det alene de to ministre, der har problemerne, der har skrevet et svar på Europaudvalget, når det tilsyneladende er noget, som statsministeren faktisk går meget op i og lægger meget vægt på? Burde det så ikke være statsministeren, der på vegne af regeringen havde skrevet til Europaudvalget?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Ja, jeg skal ikke gå i polemik med de højtærede folketingsmedlemmer. Der er to ting, jeg lægger vægt på her:
Mit sidste svar er for det første endnu engang at forsikre over for fru Lene Espersen, som jeg respekterer højt, et godt fremtidigt samarbejde og endnu engang bekræfte, at vi naturligvis som grundlag har den beretning, også den seneste, som er udarbejdet i Folketingets Europaudvalg og dernæst også til Folketinget som helhed lægger op til et godt fremadrettet samarbejde.
     Vedrørende polemikken i fru Charlotte Antonsens spørgsmål. Jeg fornemmer, at fru Charlotte Antonsen er i rigtig godt humør i dag, og derfor tager jeg det måske lidt med et par kilo salt. Jeg føler jo, at jeg har et godt team af ministre, kompetente ministre, også miljøministeren. Det er almen erkendelse i Danmark, måske med fru Charlotte Antonsens parti som undtagelse, og det er alment erkendt og respekteret i Europa.
     Jeg tror, at jeg vil begrænse mig her og til hr. Keld Albrechtsen blot sige, at samarbejdet på arbejdsmarkedsområdet naturligvis er et samarbejde, som også hører til vore drøftelser i Europaudvalget. Jeg vil nødig gå ind i substans i dag, hr. Keld Albrechtsen, jeg synes, det mere er arbejdsministerens område.
     Og så har jeg ikke mere til spørgsmålet her.

Hermed sluttede spørgsmålet.