Om status for forhandlingerne om en statut for europæiske partier.

Spm. nr. S 2628 - besvaret 09/05-2001

3) Til statsministeren af:
Kristian Thulesen Dahl (DF):
»Vil statsministeren redegøre for status for forhandlingerne om en statut for såkaldte europæiske partier, herunder specielt, hvilke kvantitative kriterier regeringen vil acceptere i vurderingen af, om en politisk gruppe vil blive godkendt?«

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Ja, så kan vi jo se, om vi er lidt mere heldige med at få nogle svar på det her område. Vi er stadig væk inden for EU-sager. Nu er vi mere specifikke i forhold til et af de emner, der diskuteres netop nu, og det er, at man arbejder på at lave såkaldte europæiske partier.
     Den måde, man vil fremtvinge europæiske partier på frem for altså nationale partier, der samarbejder over grænsen, det er ved at lave en særlig støtteordning, som er skræddersyet til de partier, der altså har karakter af europæiske partier.
     Der er nogle kriterier i det forslag, der er lagt frem, om, at man skal have valg i mindst fem europæiske lande med mindst 5 pct.s opbakning i de enkelte lande og andre ting, som er gældende.
     Vi føler i Dansk Folkeparti, det er en meget uheldig udvikling, at man på den måde via økonomiske midler vil prøve at presse en integrationsudvikling igennem på partipolitisk plan. Derfor er vi modstandere af forslaget, men vi vil meget gerne nu have en status fra statsministeren om, hvor langt forhandlingerne er i forhold til de her såkaldte europæiske partier.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Ja, det er ikke så forfærdelig meget, jeg kan oplyse. Forhandlingerne er endnu på et meget tidligt stadium. Derfor har regeringen selvsagt ikke taget endelig stilling.
     Udenrigsministeren vil vel i øvrigt i overensstemmelse med den praksis, som vi har her, til sin tid forelægge sagen for Folketingets Europaudvalg og herunder også redegøre for forslaget og dets konsekvenser og for regeringens holdning.
     Det er også det, der giver os det bedste grundlag for at komme til bunds i sagerne, og det synes jeg da også er den rigtige procedure i det her spørgsmål.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jamen så følges trenden jo op fra de to andre spørgsmål, hvor det åbenbart ikke skal være muligt at få svar fra statsministeren.
     Der ligger et konkret forslag på bordet. Det er fremsat, det har været diskuteret med regeringen, det har været oversendt til Europa-Parlamentet, det har været diskuteret i Europa-Parlamentet, der har været forskellige diskussioner om retsgrundlaget, både omkring de kvantitative betingelser, der stilles, og de kvalitative betingelser, herunder også, hvem der skal sidde og vurdere hvad.
     Så tillader jeg mig her i fuld offentlighed i Folketinget at prøve at få en debat med statsministeren om det her forslag, som alle kender i systemet og har arbejdet med i månedsvis, og så giver statsministeren indtryk af, at det er på et meget tidligt stadium, og udenrigsministeren vil i øvrigt komme med det i det lukkede forum, vi har herinde, der hedder Europaudvalget, hvorfra jeg ikke må citere noget som helst, hvad statsministeren også godt er klar over. Der er fortrolighed om, hvad der foregår i det udvalg.
     Og så kan vi ikke få statsministeren til bare at deltage
i en debat om noget, som man i fuld offentlighed debatterer i Europa-Parlamentet, i fuld offentlighed debatterer alle mulige andre steder. Det er da helt barokt, og derfor må jeg altså bede statsministeren forholde sig til det spørgsmål, der er stillet. Vil statsministeren redegøre for status for forhandlingerne, herunder specielt, hvilke kvantitative kriterier regeringen vil acceptere i vurderingen af, om en politisk gruppe vil blive godkendt? Vi må jo kunne få et klart svar på, hvad statsministeren sidder og forhandler på baggrund af, og hvor langt man er villig til at gå.

Keld Albrechtsen (EL):
Også her er der jo tale om et overordentlig principielt og væsentligt forfatningsspørgsmål, og jeg vil godt spørge statsministeren, om det er korrekt, at efter den, skal vi sige pamperordning, man vil indføre, vil det være sådan, at af de partier her i Danmark, som opstiller til EU-Parlamentet, vil det være sådan, at alle japartierne, bortset fra SF, vil kunne få støtte, mens JuniBevægelsen, Folkebevægelsen mod EU, Dansk Folkeparti og formentlig SF ikke vil kunne få støtte.
     Nøjagtig sådan er forslaget skåret til, så vidt jeg er orienteret, og det taler jo også for sig selv. Altså det er jo en diskrimination, der hviler på så enkelt og så simpelt et grundlag.
     Jeg vil også godt spørge, om det er korrekt, at regeringen forhandler ud fra den målsætning og et forsøg på at få slæbt SF med blandt de partier, der så kan få støtte. Der kan naturligvis være taktiske grunde til, at regeringen vil tilgodese SF. Er det rigtigt?
     Jeg synes, vi skal prøve at få konkret ned på jorden, hvad der er for en forskelsbehandling, det her handler om, og jeg synes ikke, det er tilfredsstillende, at de her drøftelser føres, uden at regeringen giver offentligheden en klar melding om, hvad det drejer sig om.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jo, men jeg ved, at hr. Thulesen Dahl og hr. Keld Albrechtsen har været medlem af Folketinget i efterhånden ganske lang tid og derfor også godt ved, at en regering tager altså først endelig stilling, når forslaget har været ordentligt belyst, har været forhandlet med alle de andre lande.
     Der er nu nedsat en arbejdsgruppe i Bruxelles, som forhandler om tingene, og det svarer til den arbejdsmetode, vi har på mange andre spørgsmål.
     Så kan jeg sige til hr. Keld Albrechtsen, at de partier, der i givet fald vil kunne komme i betragtning her, vil jo være partier, som i EU er etableret som en gruppe eller har til hensigt at etablere sig som en politisk gruppe i Europa-Parlamentet eller som en del af en gruppe i Europa-Parlamentet.
     Derfor må jeg umiddelbart sige, hvis vi tager JuniBevægelsen eksempelvis, har jeg svært ved at se, at JuniBevægelsen ikke vil kunne komme i betragtning her, for JuniBevægelsen er repræsenteret i Europa-Parlamentet som en del af en gruppe. Så man skelner altså ikke mellem de holdninger, partierne har til EU som sådan.
     Det, man siger som noget meget fornuftigt, synes jeg, er: Lever partierne op til respekt for de grundlæggende principper om demokrati, om overholdelse af de grundlæggende rettigheder, som Traktaten jo klart fastslår? Og hvis man gør det, jamen så opfylder man nogle af de grundliggende kriterier, der skal til, og det er vel meget fornuftigt.
     Jeg tror i øvrigt også, man skal se hele det her arbejde som udtryk for et ønske om at skabe klarhed over, hvordan de økonomiske midler forvaltes og fordeles i Europaparlamentsammenhæng, og det er vel også meget fornuftigt.
     Det er i øvrigt en opfordring, som de fire store gruppers ledelser har sendt og bedt om må blive taget op. Det er så det, der blev fulgt op i forhold til Nice, og det er det, Kommissionen nu har fremlagt forslag om. Og man kan vel sige, at den opfordring her deles af både er den liberale gruppe, den socialdemokratiske gruppe, Kristdemokraterne, De Konservative, De Grønne, Den Europæiske Fri Alliance, altså en meget bred opfordring til at få skabt klarhed, gennemsigtighed omkring disse ting, og det synes jeg er meget fornuftigt.
     Detaljerne og al den slags ting, om det må jeg simpelt hen sige, at det hører til udenrigsministerens felt, og det er også noget, der bliver rig lejlighed til at drøfte både i Europaudvalget og også følge op her i salen, når vi er kommet dertil.
     Og så har jeg ikke meget mere at tilføje til det i dag.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Det er altså utrolig, at vi i Folketinget først kan komme på banen i det her spørgsmål, når regeringerne har forhandlet færdig, og når Europa-Parlamentet er taget i ed. Altså når det er klappet og klart og der ikke kan ændres noget på noget, så kan Folketinget allernådigst få lov til at tage en diskussion med statsministerens udenrigsminister om det her forslag.
     Det er da ikke en måde at gøre det på. Jeg troede, hele øvelsen i EU-politikken gik ud på, hvordan man inddrog de nationale parlamenter mere. Jeg troede, at hele den debat, vi har haft her i foråret om, hvordan vi kan inddrage fagudvalgene herinde, handlede om, hvordan man i virkeligheden på et tidligere stadium kunne bringe Folketinget ind som en aktør i EU-politikken.
     Nu kan jeg forstå, at det er slet ikke statsministerens udgangspunkt. Vi kan få lov til at diskutere det her, når tingene er klappet af, og man er færdig. Det er fuldkommen utilfredsstillende, må jeg sige til statsministeren.
     Og så må jeg sige til de konkrete ting, statsministeren bringer frem: Vi mener i meget høj grad, der er behov for at få klarhed over, hvad Europa-Parlamentet bruger penge til, men det behøver man da ikke at lave europæiske partier for.
     Det er jo fuldstændig rigtigt, som hr. Keld Albrechtsen er inde på, at det forslag, der ligger på bordet nu, er skræddersyet til, at de EU-positive partier vil kunne få støtte. De indgår nemlig i partier over grænserne, som man har tradition for at gøre. Så det er skræddersyet til, at man allerede fra starten kan få støtte, mens de EU-skeptiske partier bliver holdt uden for muligheden for at få støtte. Det er da tankevækkende.

Keld Albrechtsen (EL):
Nu mener statsministeren jo, at f.eks. Folkebevægelsen og JuniBevægelsen måske godt kan få støtte. Men det er jo ikke givet, at de vil skrive under på Traktaten og alle de bestemmelser og den loyalitetserklæring, som man forlanger at disse såkaldte europæiske partier skal afgive over for Unionen.
     Det er jo heller ikke sikkert, at et flertal i Europa-Parlamentet vil godkende dem. For er det ikke sådan, vil jeg spørge statsministeren, at hvis der opstår en konflikt om tolkningen af de her regler, så ligger det i forhandlingerne, at det så bliver Europa-Parlamentets flertal, der afgør, om mindretallet skal fratages sin støtte?
     Og så vil jeg godt spørge statsministeren, om ikke det efterlader statsministeren en dårlig smag i munden, at hele baggrunden for den her historie er, at de store partier, som statsministeren remsede op, ulovligt har taget af kassen i mange år.
     Hele den her øvelse går ud på at lovliggøre den trafik, der har været med, at de har gået og taget midler af kassen, som de ikke måtte tage, og så skal man nu til at lovliggøre det, sådan at disse pamperorganisationer i Strasbourg kan fortsætte deres ulovligheder bare på lovlig vis.

Hermed sluttede spørgsmålet.