Om internationale aftaler, der forpligtiger til forbud mod import, salg og anvendelse af nye produkter indeholdendedrivhusgasser.

Spm. nr. S 2572 - besvaret 02/05-2001

2) Til miljø- og energiministeren af:
Ulrik Kragh (V):
»Hvor i de internationale aftaler står der, at Danmark er forpligtiget til at forbyde import, salg og anvendelse af nye produkter indeholdende drivhusgasserne HFC, PFC og SF6, og kan ministeren oplyse, hvilke andre lande der har gennemført et lignende forbud eller påtænker det senest den 1. januar 2006?«

Ulrik Kragh (V):
Miljøstyrelsen har udsendt et udkast til bekendtgørelse om regulering af visse industrielle drivhusgasser, der var høringsfrist på den 17. april, men som siden blev udsat til den 23. april.
 I den forbindelse er industrien kommet med en række konkrete problemstillinger vedrørende denne her bekendtgørelse.
 I forhold til de problemstillinger ville jeg synes, at det var interessant at få at vide: Hvilke internationale aftaler gør, at Danmark er forpligtet til denne her udfasning, der er lagt op til i bekendtgørelsen?

Miljø- og energiministeren (Svend Auken):
Kyotoaftalen handler ikke om forbud mod disse industrigasser, men handler om krav om reduktion. Danmark har bundet sig til
21 pct. i den første budgetperiode. Vi går ikke enegang på området, men det er selvfølgelig ingen hemmelighed, at vi ligger flot fremme i førerfeltet. Der er stor opmærksomhed fra de andre lande, ikke mindst inden for EU, men også fra USA, og store transnationale amerikanske firmaer følger nøje med i, hvad der sker hos os. For eksempel har Coca-Cola og Unilever besluttet at ophøre med brugen af HFC i nye flaskekølere og iscremefrysere hurtigst muligt, og andre store kæder som f.eks. McDonald's overvejer det samme. Østrig udsendte i slutningen af marts i år et forslag til en regulering af de industrielle drivhusgasser. Det er et forslag med afviklingsdatoer, som minder meget om det danske. Forslaget går på en del punkter endda videre end os, men det er endnu ikke notificeret til Kommissionen. Så man kan sige, at de er på det samme stadium, som vi var sidste år. Englands plan for at nedbringe udslippet af klimagasser indeholder et afsnit om de industrielle drivhusgasser. Her skrives, at disse gasser ikke anses at kunne indgå i en bæredygtig udvikling og bør afvikles, hvor der findes alternativer, der er bedre miljømæssigt. Noget tilsvarende arbejder den irske regering med. I Frankrig diskuteres der regulering, herunder også om der i lighed med, hvad vi gør i Danmark, skal lægges afgift på disse produkter. Og i EU deltager Danmark i en arbejdsgruppe under Kommissionen, der har til formål at fremlægge en strategi om, hvordan udslippet af de industrielle drivhusgasser kan bringes ned i EU. Arbejdet er ved at være færdigt, og Kommissionen skal fremlægge en samlet plan. Her har forbud og andre reguleringsformer og selvfølgelig også frivillige aftaler været drøftet. Der har været enighed blandt de deltagende medlemslande om, at dette forslag ikke må spænde ben for den nødvendige nationale regulering.

Ulrik Kragh (V):
Det glæder mig, at miljøministeren kom ind på EU-samarbejdet vedrørende denne her sag.
 Når det er sådan, at miljøministeren mener, at der er en sandsynlighed for, at der sker noget på det område og fremhæver det som en del af sin argumentation, så vil jeg gerne høre: Hvad er miljøministerens vurdering af det samlede tab fra dansk side, hvis det er sådan, at vi venter, til der kommer et fælles EU-tiltag, således at det ikke er til særlig skade for danske virksomheder alene?

Hans Christian Schmidt (V):
Som jeg hørte ministeren, så fik jeg faktisk det indtryk, at Danmark er alene, men alligevel synes jeg, at ministeren sagde, at Danmark ikke går enegang. Hvordan harmonerer det med hinanden?
 Vil ministeren bekræfte i dag her i Folketingssalen, at Danmark er det eneste land, som nu gennemfører et forbud fra den 1. januar 2006? Og hvor mange andre lande end Danmark har indført afgifter på de her drivhusgasser?
 Når jeg er nødt til at bede ministeren om at blive meget konkret, når vi taler om det, er det jo bl.a., fordi vi her har et høringssvar fra Danfoss, som skriver:
 »Vi er fortsat af den bestemte opfattelse, at Danmarks enegang i denne sag er forkert og skadelig. Enegangen forstyrrer mulighederne for at opnå europæisk enighed om en planlagt, bæredygtig udfasning af HFC. Enegangen skaber uhensigtsmæssige modreaktioner. Der er behov for et internationalt samarbejde, som på langt mere gavnlig vis vil medvirke til at reducere den samlede CO₂-belastning.«
 Det er jo helt klart en af vores førende virksomheder i Danmark, som her klart tilkendegiver, at man må tage afstand fra enegangen. Så derfor er det meget vigtigt at få at vide fra ministeren: Er der tale om en enegang, eller er der ikke tale om en enegang?

Miljø- og energiministeren (Svend Auken):
Jeg vil gerne sige, at vi ikke har nogen mulighed for at svare på hr. Ulrik Kraghs spørgsmål i dag, for vi kender ikke omfanget af den regulering, vi til sin tid kan blive enige med vores kolleger i EU om. Jeg skal senere på et spørgsmål i dag svare på omkostningerne for Dansk Industri, som jo er en del af høringen, vi har ude.
 Jeg kan sige til hr. Hans Christian Schmidt, at Danmark laver en pionerindsats på det her område som på mange andre områder, men man er optaget af den samme problemstilling, som jeg har redegjort detaljeret for, i andre lande, både forbud, afviklingsdatoer og spørgsmålet om brug af afgifter. Jeg kan dårligt tidsmæssigt læse hele det samme svar op en gang til, som jeg allerede har afgivet. Men man er optaget af de samme problemstillinger, og i de fælles strategier indgår det. Men det er altså ikke usædvanligt, at nogle lande går foran de andre.
 Under alle omstændigheder har vi også i forhold til den danske tidstabel 4½ år til at løse problemerne. Vi har bl.a. et smaddergodt samarbejde med Danfoss på det her felt. Men der er jo nogle mennesker, der simpelt hen er livrædde for at komme foran de andre og ikke være ligesom alle de andre. Jeg ved, at hr. Hans Christian Schmidt har denne her til døden truende sygdom; angst for nogle gange at gå lidt foran alle andre. Den deler regeringen ikke.

Ulrik Kragh (V):
Til døden truende angst, det kan jeg udmærket følge, når jeg læser Danfoss' høringssvar. Det svarer nogenlunde til de øvrige tilsvarende høringssvar fra andre virksomheder, der også siger, at der er alvorlige problemer i det her.
 Men jeg synes ikke, at vi fik svar på ministerens holdning til det, Danfoss skriver. Er Danmark det eneste land, eller er Danmark bare et foregangsland? Kunne vi få det mere præciseret?

Hans Christian Schmidt (V):
Det kan jo godt være, at miljøministeren ikke er kommet ned fra 1. maj-talerne endnu, men her er vi jo nødt til at forholde os til det faktuelle, om man kan lide det eller ej.
 Derfor er jeg nødt til at sige til miljø- og energiministeren, at i det høringssvar, der er indsendt fra Danfoss - jeg går ud fra, at miljø- og energiministeren mener, at Danfoss er en seriøs virksomhed i Danmark - skriver man jo om det stykke, der hedder kapitel 2, stk. 3., stk. 2, at uanset den i stk. 1 anførte dato er import, salg og anvendelse for de anvendelser, som er anført i bilag 2 af de angivne stoffer, forbudt efter de i bilaget fastsatte datoer.
 Det får Danfoss til at skrive i sit høringssvar:
 »Denne tekst medfører at Danfoss A/S og andre danske firmaer, der fremstiller færdigfyldte units og automatik til eksport, ikke længere kan importere HFC til disse anvendelser. Det er stærkt konkurrenceforvridende og kan være helt ødelæggende for nogle firmaers fremtid. Import af HFC til anvendelse i units og automatik, der eksporteres, skal være tilladt og må ligeledes være undtaget for afgift.«
 Man skriver altså her, at man kan risikere, at man skal flytte betydelige produktionsområder. Bekymrer det slet ikke ministeren, at ministeren går alene på det her område? Det er kun Danmark, som er den førende nation på de her områder, og som er mest miljøvenlig på det her område, men det er danske virksomheder, der skal betale prisen. Bekymrer det slet ikke miljø- og energiministeren, om ikke andet så på vegne af lønmodtagerne?

Miljø- og energiministeren (Svend Auken):
Jeg tror, det mere er hr. Schmidt, der leder efter en eller anden talerstol, han kan holde sine vidtløftige indlæg fra.
 Vi er midt i den anden høringsrunde. I den første høringsrunde, vi havde sidste år, havde vi en dialog om problemer for enkelte virksomheder. De problemer løste vi, og vi skød datoen fra 2002 til 2006. Til gengæld lagde vi et pres på virksomhederne i kraft af en afgift for at finde alternativer frem.
 Vi vil selvfølgelig også i denne her høringsprocedure lytte til de argumenter, der kommer frem. Jeg har allerede sagt i udvalget, at det er dét, der er meningen. Det usædvanlige er, at et politisk parti mener, at det er rimeligt at starte en folketingsdebat, inden vi har haft lejlighed til at vurdere høringssvarene. Man starter altså, før vi har truffet nogen beslutning. Vi lytter jo altid til, hvad folk siger.
 Det er ikke rigtigt, at Danmark er alene om det her. Østrig, som jeg sagde det før, overvejer en tilsvarende strategi som den danske og har den ude i høring. Frankrig overvejer en afgift ligesom i Danmark. England og Irland siger, at det ikke er bæredygtigt at bruge de her gasser, hvor der findes alternativer. Vi er under pres fra Kyotoprotokollen osv. Mange store firmaer er i øvrigt interesserede, ligesom mange store danske virksomheder er gået foran på det her område.
 Så jeg tror, man skal slå lidt koldt vand i blodet og så regne med, at der er styr på de her sager. Det bør der også være.

Ulrik Kragh (V):
Det er meget godt, der sker en hel masse ting rundtomkring. Jeg synes, det ville være udmærket, hvis ministeren ville skule til EU-samarbejdet og se, hvad man kunne finde ud af dér.
 Men det, der er væsentligt for det her, og det er jo også det, jeg hørte ministeren sige, er, at der ingen forpligtelser er i forhold til internationale aftaler, der siger, at Danmark skal gøre det nu.
 Vi har Kyotoprotokollen, som har den generelle drivhusdel, men vi har ingenting, der kræver, at vi gør det nu, som det er lagt op til i bekendtgørelsen.

Jens Vibjerg (V):
Ministeren siger, at andre lande har de samme overvejelser eller er inde i det her. Ministeren har nævnt, at man i Østrig gør sig nogle overvejelser. Men jeg vil godt spørge ministeren: Præcis hvilke andre lande er på vej med tiltag her?

Pernille Blach Hansen (S):
Jeg vil gerne spørge ministeren, om ministeren ikke i den her debat også kunne finde anledning til at fokusere lidt på de miljømæssige aspekter, nemlig hvilke konsekvenser det rent faktisk får, hvis ikke vi tager fat på de her drivhusgasser nu.
 Så kan vi selvfølgelig altid tage diskussionen om, hvorvidt Danmark skal gå foran, eller om vi altid skal vente på alle de andre, før vi overhovedet griber fat på meget, meget alvorlige problemer. Mangler den dimension ligesom ikke lidt i debatten?

Miljø- og energiministeren (Svend Auken):
Til hr. Ulrik Kragh vil jeg sige: Jeg tror, det var en konstatering, og det var jeg tilfreds med.
 Med hensyn til hr. Jens Vibjergs spørgsmål kan jeg kun referere til de overvejelser, jeg har refereret om Frankrig, England, Norge, Irland, ud over den meget store parallelitet, der er mellem os og Østrig, og så også de overvejelser, der gør sig gældende i selve EU.
 Så vil jeg gerne sige til fru Pernille Blach Hansen, at det her jo ikke er noget, vi gør for sjovs skyld. Det er jo ikke noget, vi gør, bare fordi vi skal have tiden til at gå, eller der er nogle danske virksomheder, vi vil genere, som man efterlader et indtryk af, eller fordi vi vil vise os. Det er, fordi disse drivhusgasser skal reduceres, hvis vi skal løse klimaproblemet.
 Vi er stillet over for nogle meget store forpligtelser, og vi tror, der er alternativer eller vil blive fundet alternativer. Vi kan ikke se andet, end at danske virksomheder, der har stillet sig i spidsen for denne her udvikling, har tjent på det på præcis samme måde, som vi har set det på andre områder.
 Tænk på hvor meget vi har hørt om, at vedvarende energi ikke var noget og sådan noget. Nu kan vi se, at det er 12.000 menneskers arbejdsplads og en milliardeksport osv. Havde man lyttet til dem, der sagde: Hold jer til kullene, bliv ved med kullene, kul, kul, kul, så havde vi aldrig fået de arbejdspladser.
 Jeg tror tværtimod, at vi ved at kombinere miljøhensyn og dialog med industrien og en fremdrift i produktudviklingen kan løse problemerne. Jeg giver gerne det løfte, at vi vil lytte til virksomhederne i forbindelse med den endelige udformning af den beslutning og den afvikling, der skal finde sted.

Hermed sluttede spørgsmålet.