Om det efter den 21. februar blev klargjort for forsvarschefen, at han ikke skulle arbejde for valg af den finske general til formand for EU's militærkomité.

Spm. nr. S 2563 - besvaret 02/05-2001

12) Til forsvarsministeren af:
Holger K. Nielsen (SF):
»Blev det i perioden mellem modtagelsen af forsvarschefens brev af 21. februar 2001 og afsendelsen af breve til forsvarschefen den 20. marts 2001 entydigt klargjort for forsvarschefen, at han ikke skulle fortsætte sin aktive indsats for at få valgt den finske general Hägglund til formand for EU's militære komité?«

Forsvarsministeren (Jan Trøjborg):
Så skal jeg endnu en gang henvise til den omtalte redegørelse og svare, at som det fremgår af redegørelsen, var der cirka en uge efter modtagelsen af forsvarschefens brev af 21. februar 2001 en telefonsamtale mellem Forsvarsministeriets departementschef og forsvarschefen.

Holger K. Nielsen (SF):
Ja, det fremgår jo af den skriftlige redegørelse, og jeg går ud fra, at det så i den telefonsamtale helt, helt klart blev tilkendegivet for forsvarschefen, at han var galt på den i det, han var i gang med, og det vil jeg godt have bekræftet af ministeren her i dag.
     Jeg vil godt høre, om der har været yderligere kontakt mellem ministeriet og forsvarschefen frem til den 21. marts, tror jeg, eller den 20. marts, hvor brevet bliver afsendt fra departementschefen i Forsvarsministeriet. Har der i den mellemliggende periode været kontakt mellem forsvarschefen og ministeriet, hvor forsvarschefen har fået at vide, at han ikke skulle arbejde for den finske kandidat?

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg vil godt spørge ministeren: Hvor klar har meldingen været fra Forsvarsministeriets departementschef til forsvarschefen
i den telefonsamtale, der fandt sted? Og når jeg mener, det er et væsentligt spørgsmål, er det, fordi der jo gik ganske lang tid, fra telefonsamtalen fandt sted, og så til brevene blev sendt til forsvarschefen. Og hvis man lader så lang tid at gå, og man muligvis ikke i telefonsamtalen har givet klar besked, ja, så giver det én vurdering af sagen. Omvendt, hvis man har givet en meget klar besked, bliver det en anden vurdering, og det synes jeg vi skal til bunds i. Det er også derfor, jeg i forgårs spurgte ministeren, om vi kan få de notater at se, som ligger til grund, eller som er taget omkring den telefonsamtale, for der må jo ligge nogle notater. Det ved jeg så ikke om ministeren vil svare på her i spørgetiden, men jeg vil bede ministeren uddybe, om det signal, der blev givet til forsvarschefen, var klart og utvetydigt, eller om det indeholdt et manøvrerum, som forsvarschefen så efterfølgende selv udnyttede.

Peter Skaarup (DF):
Jeg vil godt bede ministeren om at svare på, om det ikke er korrekt forstået, at der i en række andre lande var mange, der var optaget af, at det netop blev deres kandidat, der blev valgt, og at regeringen i den forbindelse har diskuteret den sag, om ministeren har diskuteret den sag forud for valget af Hägglund.
     Vi mener i Dansk Folkeparti, at det er meget afgørende, at vi får set på, om ministeren har haft kendskab til, at det muligvis kunne ende med at blive Hägglund og ikke den kandidat, som man udadtil siger man gerne ville have, nemlig NATO-kandidaten.
     For os at se vil det være helt afgørende, at hvis der skal være en militær komité, hvis EU overhovedet skal beskæftige sig med det militærpolitiske område, ja, så må det være i streng koordination med NATO. Og det tyder alt på at det ikke længere bliver, for Hägglund siger, at det her skal foregå som en selvstændig enhed i forhold til NATO.
     Så det er afgørende for os, at man fortsat bakker op om NATO i det her arbejde. Derfor er vi interesseret i at vide,
i hvor høj grad ministeren har givet de instrukser, har været klar over, at der har været en debat på det her område.

Forsvarsministeren (Jan Trøjborg):
For det første skal jeg til hr. Holger K. Nielsens spørgsmål sige, at som jeg gav udtryk for i Det Udenrigspolitiske Nævn, har Forsvarsministeriets departementschef givet udtryk for de samme synspunkter, som efterfølgende er fremgået af det brev, som departementschefen sendte til forsvarschefen. Og der har ikke været yderligere kontakt til forsvarschefen i perioden.
     Så undrer hr. Keld Albrechtsen sig over, hvordan det kunne det være, at der gik så lang tid fra modtagelsen af forsvarschefens brev og til afsendelsen af brevet fra Udenrigsministeriets direktør og Forsvarsministeriets departementschef.
     Ja, nogle gange tager det, på grund af arbejdsmængde, arbejdspres og aktiviteter et stykke tid at få koordineret synspunkterne og komme frem til, at de to chefer for ministerierne også får sat deres initialer på brevene og sendt dem. Der er simpelt hen en helt almindelig og logisk forklaring på, at der går et vist tidsrum. Det ændrer ikke på kvaliteten af brevene.
     Til hr. Peter Skaarup: Nej, jeg har ikke diskuteret den her sag.

Holger K. Nielsen (SF):
Nej, men jeg går ud fra, at det heller ikke ændrer på kvaliteten af telefonsamtalen. Jeg går ud fra, at der i den telefonsamtale er givet en helt, helt klar melding til forsvarschefen om, at han ikke længere skulle arbejde for den finske general Hägglund, at regeringens holdning var en anden end den, forsvarschefen gav udtryk for i det brev.
     Jeg kan forstå på redegørelsen, at forsvarschefen kom i en vis diskussion med departementschefen omkring det her punkt. Jeg går selvfølgelig ud fra, at departementschefen i Forsvarsministeriet har givet en helt, helt klar melding til forsvarschefen om regeringens politik på det her område.
     Det vil sige, at vi jo samlet står med et billede af en forsvarschef, der har arbejdet helt, helt autonomt frem til den 21. februar med sin egen politik. Han får besked om, at han skal ændre politik; han gør det ikke. Han får et brev den
20. marts; han ændrer ikke politik. Og så vil jeg godt stadig væk høre forsvarsministeren:
Er det virkelig acceptabelt for et demokratisk samfund, at vi har en forsvarschef, der handler så selvstændigt i forhold til de politikere, han burde tjene?

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg kan ligesom høre på ministerens svar, at vi her i dag ikke kommer rigtig til bunds i spørgsmålet om, hvad der egentlig blev sagt i den telefonsamtale. Derfor afventer jeg selvfølgelig også svar på det skriftlige spørgsmål, jeg har stillet, med ønsket om de notater, der foreligger fra dengang
i forbindelse med telefonsamtalen. For jeg synes, at det er meget væsentligt at få afklaret, om det er rigtigt, at forsvarschefen i telefonsamtalen fik en klar og utvetydig besked. Og hvis det er rigtigt, så er det jo en meget skærpende omstændighed, at forsvarschefen tilsidesætter en udtrykkelig besked fra departementschefen, som han skulle have rettet sig efter. Men det kan vi jo altså ikke afgøre fuldstændig til bunds, før vi har set de notater, og før der er skaffet fuldstændig klarhed over, hvad der foregik i den telefonsamtale. Det havde jeg håbet at ministeren så kunne have belyst lidt mere grundigt i sit svar til hr. Holger K. Nielsen her i dag; men det har han jo så muligheden for at gøre i besvarelsen af det skriftlige spørgsmål, som jeg har stillet. Det vil jeg så se frem til.

Peter Skaarup (DF):
Jeg synes, at det er nødvendigt at få svar på lidt yderligere spørgsmål i den her sag.
     Det, som ministeren gerne vil fortælle Folketinget, er, at regeringen vil gerne have en repræsentant for et NATO-land som formand for militærkomiteen. Men vi har en ulydig forsvarschef, som ikke vil følge den opfordring. Derfor har det været nødvendigt både at skrive det til ham og meddele det i telefonen, og det har endda været nødvendigt efterfølgende at give en reprimande eller lign., efter at det viste sig, at forsvarschefen så pegede på den finske general Hägglund. Det er det, som ministeren siger her i dag.
     Det, der så kan undre, og dér må ministeren have mig undskyldt, men det undrer mig, at når man får et brev den 21. februar 2001 fra forsvarschefen, hvor forsvarschefen gerne vil have den finske kandidat, at der så går en måned, inden at regeringens repræsentanter, den ene direktør, den anden departementschef, fortæller til forsvarschefen, at man ønsker altså en repræsentant fra et NATO-land. Hvorfor går der en måned, inden det sker? Og hvorfor er det ikke en instruks, som klart skærer ud i pap, at der skal stemmes på den finske kandidat?
     Det forstår jeg ikke. Og jeg tror, at der er mange med mig, der ikke forstår det.

Forsvarsministeren (Jan Trøjborg):
Jamen jeg ved ikke, hvad hr. Skaarups fantasi kunne forestille sig, at jeg skulle svare, som ikke er i overensstemmelse med sagen. Jeg har svaret på sagen, som den er. Og de dokumenter, der ligger i sagen, der har betydning for den, er lagt frem, og så kan hver især og må hver især jo bedømme karakteren af den.
     Og det er sådan set også svaret til hr. Holger K. Nielsen og hr. Keld Albrechtsen.
     Sagen er ganske klart, at der har været den telefonsamtale, og samtalens karakter reflekteres i de to breve, der er omtalt, altså min departementschefs brev og forsvarschefens brev til departementschefen. Sagen er ikke længere.
     Det, man kan diskutere, er selvfølgelig, hvad der efterfølgende burde være foretaget i sagen, og det er det, hr. Holger K. Nielsen diskuterer. Og der er det min holdning, at det, der er foretaget i sagen af undertegnede, er proportionalt i forhold til den fejlvurdering af retningslinjerne, som der var tale om.

Holger K. Nielsen (SF):
Det er dér, jeg ikke kan være enig med ministeren. Vi har fået klarlagt her i dag:
     Forsvarschefen har arbejdet helt, helt af sig selv før den 21. februar. Han har ikke orienteret sin regering. Han får besked efter den 21. februar. En uge efter modtagelsen af brevet får han telefonisk besked om, at han skal stikke piben ind i forhold til den finske general.
     Der blev afsendt et brev den 20. marts med den samme besked. Forsvarschefen stemmer alligevel imod de klare meldinger, han har fået fra regeringen.
     Jeg vil godt for det første have bekræftet, om den fremstilling er rigtig. Der kan ikke være nogen som helst tvivl for forsvarschefen efter telefonsamtalen dér i starten af marts, omkring den 1. marts, om, at han ikke længere skal arbejde for den finske general. Han gør det alligevel.
     Og så vil jeg godt endnu en gang spørge forsvarsministeren - jeg forstod, at han ikke ville fyre forsvarschefen, men: Er det acceptabelt for et demokratisk samfund, at militæret løsriver sig så meget, at forsvarschefen fører sin helt, helt egen private udenrigspolitik imod sin egen regering?

Forsvarsministeren (Jan Trøjborg):
Jeg tror ikke, at jeg kan komme det meget tættere, end jeg gjorde før. Altså her har vi et eksempel på uenighed mellem hr. Holger K. Nielsen og mig selv. Jeg synes, at hr. Holger
K. Nielsens reaktion er ude af proportion med sagens karakter.

     Forsvarschefen var bekendt med de prioriteter, regeringen havde, ja.

Første næstformand (Ole Løvig Simonsen):
Hr. Peter Skaarup. Næ, jeg kan se, at hr. Peter Skaarup har haft to omgange.

Hermed sluttede spørgsmålet.