Hjælpemenu

Hovedmenu

Om ECRI-rapportens anbefaling om en grundlovsændring, der fastlægger ligestillingsprincippet.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2409 - besvaret 18/04-2001

7) Til statsministeren af:
Kristian Thulesen Dahl (DF):
»Hvorledes forholder statsministeren sig konkret til en af anbefalingerne i den omstridte 2. landerapport fra Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI) af 3. april 2001, hvor man tilråder en »grundlovsændring, der klart fastlagde ligestillingsprincippet i lovgivningen og gav en fuldstændig beskyttelse mod diskrimination, herunder diskrimination på grund af race eller etnisk oprindelse«, og vil statsministeren tage initiativer til at føre denne anbefaling ud i livet ved at foreslå en grundlovsændring?«

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Den eneste mulighed, vi jo så har, er at tage punkt for punkt
i rapporten og spørge statsministeren, fordi han åbenbart kun ønsker at gå ind i en besvarelse en enkelt gang: Hvad mener man så om det punkt og det punkt og det punkt? Det er jo altså ikke en ordentlig måde at gøre det her arbejde på. Jeg har så her et spørgsmål, der går på den opfordring, som rapporten har om, at vi lige sådan skal ændre grundloven, for det passer ikke de mennesker, der har lavet denne her rapport, og som står for det her arbejde, at den danske grundlov er indrettet, som den er, så de kommer højt og flot med en opfordring til, at vi da lige kan ændre den danske grundlov. Der står godt nok i rapporten, at det er lidt besværligt, men ikke desto mindre kommer der en entydig opfordring om, at det er en nødvendighed. Derfor ønsker jeg statsministerens klare afvisning - forhåbentlig - af overhovedet at gå ind i sådanne overvejelser og en klar tilkendegivelse fra statsministeren om, at man selvfølgelig ikke tager sådan noget alvorligt. Den måde, rapporten er kommet til live på, gør jo, at det er en rapport, som overhovedet ikke bør tages til indtægt for noget som helst, og som der ikke bør arbejdes videre med, og det er faktisk det, vi forsøger at få regeringens tilsagn om at man ikke gør, men det kan vi åbenbart ikke få. Nu håber jeg så, vi kan få det på det her enkelte punkt, der handler om rapportens forhold til den danske grundlov.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Ja, der er tale om et klart spørgsmål, som der også er et klart svar på: Nej, regeringen har ikke planer om at ændre grundloven, heller ikke på det punkt, som rapporten her antyder.
     Så vil jeg i øvrigt gerne erklære mig enig i hr. Arne Melchiors allegori fra før. Jeg synes, den på fremragende måde beskriver situationen, som vi ser den illustreret her i dag.
     Klart spørgsmål, klart svar, og mere er der faktisk ikke at sige om den sag.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Tak for dét.
     Jeg går så ud fra, at vi kan få et klart svar også i forhold til de andre punkter i rapporten. Jeg beklager så bare, at det, der åbenbart er nødvendigt for at få et klart svar fra statsministeren, er, at vi formulerer hvert enkelt spørgsmål præcist i forhold til, hvad det enkelte afsnit i rapporten går ud på, når vi nu ikke kan få en samlet diskussion af rapporten. Men jeg takker selvfølgelig for det klare svar.
     Når statsministeren så går ind i en besvarelse af noget fra en tidligere runde, skal jeg erindre statsministeren om, at jeg mangler et svar på spørgsmålet om, hvad der i øvrigt i rapporten ikke tegner et korrekt billede. Statsministeren nævnte tidligere og har nævnt det flere gange, at der er en forskel på det billede, der var for Danmarks vedkommende, da man lavede rapporten, og det korrekte billede nu, og der savner jeg stadig væk svar på, hvad det er for dele i rapporten, der tegner et korrekt billede, og hvilke dele af rapporten der ikke tegner et korrekt billede.
     Jeg skal da endnu en gang erindre statsministeren om, at to af de markante udtalelser, der er kommet på udlændingeområdet, siden arbejdet med rapporten blev tilendebragt, jo for det første var statsministerens melding om, at man ikke ville have muslimsk bøn på arbejdspladsen, og for det andet indenrigsministerens melding om - som det i øvrigt aldrig blev til noget med, som med så meget andet med hensyn til det, regeringen siger - at man ville have kriminelle asylansøgere ud på en øde ø.
     Er det så noget, statsministeren mener trækker i retning af et mere korrekt billede af Danmark, når man tager det med ind i betragtningen, eller det modsatte? Det synes jeg egentlig kunne være interessant at få oplyst.