Om at nogle medier ifølge ECRI-rapporten virker til fremme for fremmedfjendske og racistiske tanker.
Spm. nr. S 2403 - besvaret 18/04-2001
3) Til statsministeren af:
Peter Skaarup (DF):
»Er statsministeren enig i den bekymring, der fremføres i
forhold til mediernes rolle i ECRI-rapporten, hvor der
skrives, at »ECRI ser med bekymring på de udbredte
beretninger om, at nogle af de danske medier virker til
fremme for fremmedfjendske og undertiden racistiske tanker om
personer med en ikkedansk baggrund«?«
Peter Skaarup (DF):
Ja, det er jo en rapport, der har været meget omdiskuteret,
som vi har til debat her i spørgetiden i dag, den handler om
Danmarks situation specielt omkring udlændingeområdet; det er
Europarådsrapporten fra ECRI, som jeg i hvert fald gerne vil
høre statsministerens holdning til.
Vi har bl.a. nogle beretninger i rapporten, hvorefter
det skulle være sådan, at der i Danmark findes medier, der
kommer med beretninger, der indeholder racistiske tanker
eller fremmedfjendske tanker, og jeg synes, det er en meget
alvorlig kritik af danske medier, som det vil være rimeligt
at statsministeren forholder sig til.
Statsministeren er også pressens minister, så jeg synes,
det vil være rigtigt, at statsministeren svarer på, om
statsministeren er enig i de betragtninger, der fremkommer
her fra Europarådets side, eller hvis man ikke er enig, hvad
man så vil gøre fra dansk side, kommentere det eller
lignende.
Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg har to svar til hr. Peter Skaarup.
Det ene er: Vi har en fri presse her i landet; det er
helt grundlæggende for os, og jeg tror, hr. Peter Skaarup
helt er enig i det. Vi har en fri presse, som er et fundament
i vores demokrati. Den frie presse må finde sin form også med
hensyn til, hvordan man griber en debat om
flygtninge/indvandrere an i Danmark, og derved synes jeg, vi
skal lade det blive.
Jeg har ikke nogen planer om at gribe ind i forhold til
den demokratiske ytringsfrihed, vi har, den skal vi alle
fuldt respektere, det gør jeg også, og derfor må jeg sige:
Det kan da godt være - og det tror jeg også hr. Peter Skaarup
godt kender - at vi en gang imellem kan være lidt irriterede,
når der kommer kritik af os, men det er nu engang det, der
hører til demokratiet, og sådan skal det vedblive at være.
Derfor vil der ikke fra regeringen komme konkrete initiativer
på grundlag af rapporten her, heller ikke i forhold til
pressen.
Jeg tror derimod, det er vigtigt, at vi anstrenger os
for, alle parter i Folketinget, at vi bidrager til at få så
nuanceret en debat som muligt om
flygtninge-/indvandrerproblemerne og -spørgsmålene i Danmark.
Jeg tror på, at det bedste igen er, at vi sørger for, at vore
flygtninge/indvandrere får arbejde i Danmark og bliver passet
bedst muligt ind i det danske samfund. De kan også yde et
godt bidrag til samfundets fremtid, og vi har virkelig hårdt
brug for, at de mennesker, der kommer til Danmark, kommer ind
i vores land på en god måde.
Peter Skaarup (DF):
Jamen vi er selvfølgelig i Dansk Folkeparti fuldstændig enig
i, at det er vigtigt, at vi har en fri presse, at pressen
skal arbejde også ud fra et nuanceret grundlag, men direkte
at pålægge eller påligne pressen nogle bestemte holdninger
eller lignende går jeg ud fra at statsministeren også er enig
i er forkert af Europarådet. For det er ikke tilfældet. Der
er ikke en bestemt holdning til de her ting, som der kan
gives udtryk for i pressen som helhed.
Men jeg vil da godt spørge statsministeren: Når nu
statsministeren ikke deler den opfattelse, som fremkommer af
Europarådets rapport, som jeg forstår af statsministerens
svar, hvorfor har regeringen så ikke gjort indsigelse, altså
enten taget afstand fra rapporten, måske helt forsøgt at
bremse rapporten, eller gjort indsigelse over for de
sætninger, som jo faktisk er meget anklagende over for
Danmark, over for den danske presse?
Så jeg vil godt spørge: Er der gjort indsigelse, og hvad
vil man gøre i fremtiden, hvis det ikke er sket hidtil?
Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg vil gerne bede statsministeren besvare spørgsmålet, der
er stillet. Altså denne rapport indeholder en klar
beskyldning i forhold til medierne og fortæller, at mediernes
rolle er på en bestemt måde. Det synes jeg er meget, meget
fordømmende i forhold til netop tankegangen om at have en fri
presse, og at det, der er demokratiets væsen, er, at pressen
skal behandle sager ud fra rene journalistiske kriterier,
hvad der så selvfølgelig også gør, at somme tider får
statsministeren, somme tider får vi, somme tider får andre
kritik.
Men spørgsmålet her er, om statsministeren er enig i den
bekymring, rapporten kommer med, eller om statsministeren
ikke er enig. Og jeg kunne godt tænke mig i den forbindelse
at vide, om statsministeren ikke er enig med mig i, at selve
tankegangen i rapporten omkring medierne er i dyb modstrid
med demokratiets væsen, som nemlig går ud på, at der skal
være en fri presse, som netop ikke skal være dikteret
politisk i den ene eller den anden retning i det ene eller
det andet spørgsmål.
Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Det er ikke, fordi jeg har meget at tilføje. Jeg føler, at
jeg har svaret på spørgsmålet. Jeg kan sige, at jeg har den
principielle holdning, at Danmark naturligvis deltager i
rapporteringer om mange forskellige spørgsmål, også på
internationalt plan, og jeg mener i virkeligheden også, at vi
fra dansk side skal tage det som noget naturligt i vores
internationale samarbejde, at der også kommer rapporter om
Danmark. Det gør der, når OECD gennemfører rapporter om vores
økonomiske vurdering og vores økonomiske udvikling, og der er
mange, mange andre tilfælde.
Det er det ene. Derfor mener jeg ikke, at vi skal blive
fornærmede eller kede af det. Vi skal notere os, at der er
altså nogle, der har den opfattelse, og det må vi så vurdere
og drøfte på en god måde, som vi gør det i dag.
Til hr. Thulesen Dahl: Jeg mener, at den her rapport,
når det gælder pressen, først og fremmest er et indspark i
pressens egen debat. Jeg mener, at det bedste svar på det
spørgsmål, hr. Thulesen Dahl stiller, er: Jamen det er op til
pressen at vurdere, om denne rapports signaler om pressen
skal håndteres i pressens eget regi. Det føler jeg er det
rigtigste. Det er ikke en opgave for os at gå ind og pådutte
pressen det ene eller det andet synspunkt. Og det mener jeg
er det fyldestgørende svar.
Peter Skaarup (DF):
Jeg synes stadig væk, at statsministeren på den ene side
siger, at det er ikke en opfattelse, regeringen deler; man
deler ikke den opfattelse, der står i rapporten.
Men så må det et eller andet sted også være sådan, at
når nu Danmark har muligheden for at protestere over det -
det er faktisk en regerings sag at protestere over det her -
at man så gør det eller alternativt i hvert fald kommer med
det, som man er rådet til fra repræsentationen nede ved
Europarådet, nemlig en fyldestgørende beskrivelse af, hvor
man er uenig. Og det synes jeg heller ikke vi har set fra
regeringens side.
Så jeg forventer selvfølgelig et svar på, hvad man vil
gøre, når det nu er så tydeligt, at man ikke er enig i den
europarådsrapport, som den er. Det er jo ikke bare
statsministeren, der er en række andre socialdemokrater, også
ministre, der har sagt, at man ikke er enig, at det er et
uaktuelt billede, det, der bl.a. beskrives i rapporten.
Så mit spørgsmål er altså: Kan vi forvente, at
regeringen kommer med en fyldestgørende redegørelse for, hvor
man ikke er enig, og altså også bekræfter det indtryk, som
statsministeren her i dag giver udtryk for?
Anne Baastrup (SF):
Er statsministeren ikke enig i, at hvis man lever i et
demokratisk samfund, hvor der er andre lande, vi har ønske om
at kontrollere og holde øje med og overvåge, så er vi også
nødsaget til at acceptere, at der er andre lande, der holder
øje med os, herunder at andre lande også har en anden
opfattelse af, hvordan man kan styre pressen?
Så kan vores presse jo gå ind og argumentere ud fra det, de
ønsker.
Det er ikke så mange år siden, det spanske formandskab
rent faktisk foreslog, at vi fra dansk side bl.a. skulle
regulere ligestillingsdebatten, og dér husker jeg tydeligt,
hvordan den danske minister på et eller andet tidspunkt gik
ned og sagde, at det ikke lige var den danske kop te.
Kristian Thulesen Dahl (DF):
Statsministeren svarede, som om Europarådet og de grupper,
der arbejder der, er noget fuldstændig frit svævende, som er
uden for enhver politisk indflydelse eller kontrol, og derfor
er det sådan, at der kan komme en embedsmandsrapport, der
siger det ene og siger det andet.
Det er ikke vores opgave, siger statsministeren, at
vurdere det, men det er det da, for vi er selv med til at
forme de rapporter. Vi er da selv med til som nation at have
nogle repræsentanter siddende, have regeringen siddende, som
har indflydelse på, hvad der kommer til at stå i rapporterne
om andre lande, og som også i forhold til os selv har
mulighed for at gøre indsigelse over for ting, som vi synes
er utilfredsstillende i rapporterne.
Så det er da i meget høj grad også vores ansvar at
diskutere det her, og derfor er det også nødvendigt, at
statsministeren engagerer sig i besvarelsen af de spørgsmål,
der rejses.
Helt præcist i forhold til medierne står der i rapporten
i det afsnit, der handler om medier, at de opfordrer de
danske myndigheder til at være opmærksomme på disse forhold
ved fornyelse af tilladelser og ydelser af økonomisk støtte
til medierne.
Så er det, at jeg på den baggrund spørger
statsministeren, om det ikke er i dyb modstrid med selve
tankegangen i demokratiet og det, at vi har ytringsfrihed, at
man skal gå ind og regulere i forhold til tilladelser og
økonomisk støtte, al den stund de samtidig tilkendegiver, at
de ikke aner, hvordan det foregår i Danmark. Det er jo heller
ikke særligt betryggende. Det er det, jeg ønsker
statsministerens svar på.
Hermed sluttede spørgsmålet.