Om tv-rettigheder til begivenheder af samfundsmæssig interesse.

Spm. nr. S 2285 - besvaret 04/04-2001

4) Til kulturministeren af:
Jens Rohde (V):
»Vil ministeren redegøre for, hvorvidt der i bekendtgørelse om udnyttelse af tv-rettigheder til begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse af 19. november 1998 er juridisk belæg for, at DR og TV 2 ikke skulle kunne sende fodboldkampe forskudt, såfremt disse stationer ikke har eneret på transmissionsrettighederne, og vil ministeren dokumentere, at EU forbyder forskudte transmissioner af begivenheder, hvortil der ikke er eneret på danske fjernsynsstationer?«

Kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen):
Må jeg indledningsvis sige, at jeg giver hr. Jens Rohde og mange andre ret i, at vi vel efterhånden har nået smertegrænsen i forhold til dette EF-direktiv og denne bekendtgørelse.
     Det var naturligvis tåbeligt, at Danmarks Radio og TV 2 ikke havde mulighed for at sende en landskamp 45 minutter forskudt i en situation, hvor en engelsk domstol forhindrede de landsdækkende kanaler i at blive tilbudt kampen efter de retningslinjer, som bekendtgørelsen bygger på.
     Når jeg ikke bare kunne dispensere fra bekendtgørelsen i forbindelse med landskampen, skyldes det, at § 6 slår fast, at sådanne begivenheder skal sendes direkte med nogle få undtagelser, der ikke var aktuelle. Kravet om direkte transmission gælder helt generelt, dvs. både for tv-stationer, der har enerettigheder, og for tv-stationer, der har erhvervet senderettigheder.
     Vi har ikke vurderet, at direktivet stiller krav om direkte transmission, men det har vi selv valgt at stille krav om for at understrege, at de omtalte begivenheder er så vigtige, at de kræver direkte transmission.
     Jeg har undersøgt, om vi kunne finde grundlag for, at Danmarks Radio eller TV 2 i den daværende situation kunne sende forskudt, hvis de ønskede det, men bekendtgørelsen giver mig ikke mulighed for at dispensere fra § 6, og en ændring kunne ikke nås, hvor meget man end gerne ville, da en ændring af de nationale ordninger skulle forelægges Europa-Kommissionen. Det fremgår klart af direktivet.
     Jeg mener ikke, at jeg i den givne situation kunne gøre andet, end jeg gjorde, og Justitsministeriet har da også henholdt sig til ministeriets fortolkning af bekendtgørelsen, som det vil fremgå af et svar til hr. Jens Rohde.
     Jeg vil nu, som jeg allerede har meddelt, arbejde for en ændring af bekendtgørelsen, så den i fremtiden giver mulighed for forskudte transmissioner i særlige tilfælde, f.eks. når juridiske tvister forhindrer, at bekendtgørelsens intentioner kan blive ført ud i livet.
     Når vi alligevel skal til at ændre bekendtgørelsen, agter jeg at give den et generelt og kritisk serviceeftersyn, da der har vist sig nogle situationer, ingen af os havde forudset, da vi i sin tid med krum hals kastede os ud i forsøget på at sikre alle danskere mulighed for at se væsentlige sportsbegivenheder.

Jens Rohde (V):
Tak for svaret. Må jeg ikke lige indledningsvis ønske ministeren tillykke med de lykkelige omstændigheder, som hun er i.
     Her slutter den pæne tone så nok, må jeg indrømme, ikke at jeg ikke værdsætter, at kulturministeren siger, at hun vil arbejde for, at den slags transmissioner, nemlig forskudte, skal kunne lade sig gøre fremover, men jeg vil godt understrege, at Venstre ikke ønsker at tvinge hverken DR eller TV 2 til, at de skal købe to forskudte transmissioner, men det virker fuldstændig barokt, at man har en bekendtgørelse, som efter kulturministerens og oven i købet også justitsministerens ord skulle forhindre forskudte transmissioner.
     Det, jeg ikke forstår, er, at vi har en bekendtgørelse, som kulturministeren selv har lavet den 19. november 1998, hvori der står helt klart i § 1, at bekendtgørelsen omfatter tv-stationers udnyttelse af enerettigheder til begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse. Der står altså klart, at der taler vi om enerettigheder.
     Jeg vil godt bede kulturministeren godtgøre, at der vil være tale om enerettigheder for DR og TV 2, såfremt de køber rettighederne til forskudt transmission af dem, som har enerettighederne, nemlig i de seneste to tilfælde TvDanmark. Jeg har meget svært ved at få det til at hænge sammen.
     Men hvis der nu er, hvad jeg er uenig i, juridisk belæg for det, kulturministeren og Justitsministeriet siger her og har sagt i skriftlige svar, hvorfor i alverden har kulturministeren så ikke taget initiativ til at ændre den bekendtgørelse? En bekendtgørelse er jo en ministeriel handling, det er jo ikke noget, ministeren skal forhandle om. Ministeren har udtalt til Jyllands-Posten den 29. marts, at der skal gives dispensation med tilslutning fra Enhedslisten, SF, CD og Venstre. Det er jo ikke korrekt. Det er jo ministeren selv, der kan ændre den her bekendtgørelse.
     Så er det rigtigt, at det skal man underrette Kommissionen om, men man skal underrette Kommissionen, for at Kommissionen kan kontrollere, at der ikke er tale om regler, som strider imod fællesskabsretten. Det vil jo ikke være tilfældet her. Ergo vil der ikke være noget som helst problem i, at kulturministeren bare havde kunnet tilføje et punkt 4 i den her bekendtgørelse og dermed sikret, at mulighederne var der.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Det er jo fuldstændig vanvittigt, at hele bekendtgørelsens idé skydes i sænk af den fortolkning, ministeren lægger op til, og dermed, at seerne ikke kan få kampene at se en smule forskudt, hvad de fleste jo ellers ville være glade for. Det er jo fuldstændig vanvittigt.
     Derfor vil jeg i lighed med hr. Jens Rohde spørge ministeren: Hvad i alverden havde været til hinder for, at ministeren i selv samme sekund, ministeren finder ud af, at hun mener at have et problem, så havde lavet bekendtgørelsen om? Hvad er det præcis, der har været til hinder for det, så denne her sag havde været løst for længe siden? I stedet for at skal vi nu trækkes rundt med nogle udtalelser om, at jamen nu vil man i gang med at arbejde for osv., og så kan der ellers gå den ene uge efter den anden, uden at det her er afklaret.
     Den tanke, som vi får må ligge til grund for alt det her, er jo, at meningen simpelt hen er, at man får lavet reglerne om, så DR og TV 2 får eneret til at sende sådan nogle landskampe, så der slet ikke skal være nogen form for markedsvilkår på det område, hvor man byder på rettighederne. Det må være bagtanken, at der skal laves sådan et pres, og det virker jo altså helt forkert og i modstrid med hensigterne bag den bekendtgørelse, som ministeren selv har udarbejdet.

Kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen):
Jeg kan egentlig svare på begge spørgsmål under ét.
     Det er sådan, som jeg gjorde rede for i mit indledende svar, at bekendtgørelsen ikke giver mig mulighed for at dispensere. Det ville være nødvendigt at ændre den, og det var der simpelt hen ikke tid til. En ændring skal, som der også står i bekendtgørelsen, drøftes med de berørte parter, dvs. idrætsorganisationerne og tv-stationerne. Den skal offentliggøres i Lovtidende, og det tager mindst 1 uge.
     Ændringer skal også forelægges for Europa-Kommissionen, som det fremgår af direktivet om tv uden grænser, og endelig vil jeg, som jeg tidligere har sagt, have tilslutning til en ændring fra partierne bag bekendtgørelsen.
     I direktivet står der decideret, at Kommissionen skal underrettes, og at den skal kontrollere inden for en periode på 3 måneder fra underretningen, at foranstaltningerne er i overensstemmelse med fællesskabsretten. Det er jo ikke mig som dansk kulturminister, der kan sidde og tage stilling til, om vi er i overensstemmelse med fællesskabsretten eller vi ikke er. Det er netop Europa-Kommissionen selv, der kan det. Som jeg allerede har sagt, og som jeg gerne vil gentage over for hr. Kristian Thulesen Dahl, mener jeg selvfølgelig også, at det er vanvittigt, når vi nu er i sådan en juridisk tvist, at bekendtgørelsen så stadig gælder. Selv om formålet med bekendtgørelsen, nemlig at alle danskere skulle kunne se de her fodboldkampe, ikke virker, er det altså sådan, at bekendtgørelsen har den virkning, at TV 2 og DR ikke har mulighed for at sende begivenheden forskudt. Derfor er man nødt til at ændre bekendtgørelsen, og en ændring af bekendtgørelsen kræver, at Kommissionen tilslutter sig det.

Jens Rohde (V):
Så vil jeg godt bede ministeren forklare, hvordan DR for ikke så længe siden kunne transmittere en håndboldlandskamp mellem Danmark og Sverige 1 time forskudt. Og hvis det er sådan, at det, Danmarks Radio gjorde, var ulovligt, hvilke sanktioner vil ministeren så iværksætte over for Danmarks Radio, hvis det, ministeren står og siger her, virkelig skal holde vand?
     Jeg vil godt igen bede kulturministeren om at dokumentere eller bekræfte, at det står i bekendtgørelsens § 1, at bekendtgørelsen omfatter tv-stationers udnyttelse af enerettigheder til begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse.
     Kan ministeren dog ikke bekræfte, at der ikke er tale om enerettigheder, hvis TvDanmark har rettighed til at sende en fodboldkamp, og TV 2 eller Danmarks Radio så køber retten til at sende forskudt? Hvis de gør det, så har de ikke enerettighederne. Der står her i bekendtgørelsen, at den omfatter enerettigheder. Hvordan kan ministeren dog få sig selv til at lave sådan en viderefortolkning af sin egen bekendtgørelse? Det forstår jeg simpelt hen ikke.
     Og så det sidste spørgsmål i denne omgang: Hvornår påbegynder ministeren arbejdet med at indsætte et punkt 4 i denne bekendtgørelse? Og hvis ministeren har besvær med at indsætte det, så skal jeg gerne komme med et forslag: at der under § 6 indføjes et punkt 4, nemlig, at forskudt udsendelse kan finde sted, såfremt der allerede foregår udsendelse fra andre rettighedshavere. Sværere er det ikke, vil jeg sige til kulturministeren.

Kristian Jensen (V):
Jeg noterede mig med glæde, at kulturministeren i sin første besvarelse sagde: Vi har selv valgt at fortolke direktivet sådan, at det også gælder forskudt transmission. »Vi har selv valgt.« Hvis man ikke kan huske det, kan man se, når udskriften kommer, at det er ministeriet selv, der har valgt at fortolke det på denne måde. Og jeg vil gerne spørge:
     Hvorfor har ministeriet valgt at lægge den fortolkning ind? Og dermed: Er det ministeriet, der har taget den del af Danmarks befolkning, som ikke kan tage TV Danmark, som gidsel
i sagen, fordi ministeriet selv har valgt at fortolke direktivet restriktivt og dermed afskåret en del af befolkningen fra at se fodboldlandskampen? Hvorfor har ministeriet valgt den fortolkning?

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg er grundlæggende uenig i ministerens fortolkning. Sagen er jo, at der også i bekendtgørelsen står, at det drejer sig om enerettigheder. Jeg kunne egentlig godt tænke mig, at ministeren gør mere rede for de juridiske tanker.
     Det her lugter langt væk af, at man har forsøgt at lave en fortolkning, der er så indskrænkende som muligt, for at undgå, at den her kamp blev sendt tidsforskudt, for at få det pres i forhold til, at TvDanmark har rettighederne og ikke DR eller TV 2.
     Det, der yderligere er mit spørgsmål, er: Hvad har ministeren så lavet i den sidste uge for at lave det her om, når ministeren nu mener, bekendtgørelsen skal laves om? Det er punkt 1. Og punkt 2: Kan ministeren her i Folketinget garantere, at inden vi står i den næste lignende situation om et par måneder, er denne sag bragt til løsning på en tilfredsstillende måde, så man selvfølgelig kan sende kampene forskudt, ved at man køber dem med den rettighed af dem, der har rettigheden til kampen?

Hans Christian Schmidt (V):
Jeg må sige, at jeg er godt tilfreds med, at hr. Jens Rohde forsøger at afdække, hvad det i grunden handler om. Og jeg må sige, at der kommer mange oplysninger, og der bliver talt om bekendtgørelse, direktiver osv. Derfor vil jeg bare spørge kulturministeren:
     Er det sådan, at man har lavet et juridisk responsum, så man kan se, hvordan man i grunden skal gøre det her? For man må da nok sige, at er der noget, der har med jura at gøre, så er det den her sag. For det ene øjeblik er det noget, man har lov til, og andre siger, at det står der ikke, og jeg tror, det var hr. Kristian Jensen, der sagde, at vi selv har valgt at tolke, osv.
     Jeg vil gerne spørge kulturministeren, om der findes et juridisk responsum, der fortæller, hvordan det her skal gøres og forstås.

Kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen):
Som sagt har vi valgt at sige, at der her er tale om så vigtige begivenheder, at vi alle sammen skal kunne se dem direkte, dvs. ikke forskudt. Der er så nogle få undtagelsestilfælde, hvor man kan acceptere, at de sendes forskudt, nogle objektive grunde, kan man sige.
     Men det, vi synes der legitimerer, at man overhovedet kan gå ind på det her spørgsmål og sige til folk, der faktisk har købt enerettighederne, at nu skal de altså stille dem til rådighed for andre tv-stationer, er, at der er tale om begivenheder af så væsentlig samfundsmæssig interesse, at vi alle sammen skal kunne se dem direkte.
     Som sagt er det et valg, vi har truffet. Og når jeg siger »vi«, så er det jo sådan, at den lovændring, der skulle til, er vedtaget af et flertal i Folketinget, og den bekendtgørelse, som spørgerne har foran sig, er rent faktisk sendt ud til høring hos idrætsorganisationerne plus de politiske ordførere, og på den baggrund har Kulturministeriet lavet bekendtgørelsen færdig.
     På et tidspunkt har der altså været enighed om, at det var klogt at sige, at de her begivenheder skulle kunne ses direkte. Med andre ord skulle der ikke være mulighed for at købe rettighederne til at sende forskudt. Hvis TV 2 og Danmarks Radio går ind og køber begivenhederne af TvDanmark, så skal TV 2 og Danmarks Radio sende dem direkte.
     Så den regel, vi har, med at sende forskudt - at man ikke må, medmindre de objektive grunde er til stede - gælder både dem, der har købt rettighederne i første omgang, og dem, der har købt dem i anden omgang.
     Der er en undtagelse fra den regel. Hvis TV 2 og Danmarks Radio sagde: Det her er vi overhovedet ikke interesserede i, vi har fået kampen tilbudt, som man skulle, men vi er ikke interesserede. Så har TvDanmark i det her tilfælde ret til selv at sende den forskudt, hvis det er det, man vælger. Så må man sige, at så er der altså ikke tale om en begivenhed, der er væsentlig nok.
     Og så igen spørgsmålet om, hvorfor vi har valgt at gøre det på denne måde. Det synes jeg jeg har svaret på, sagt til hr. Kristian Thulesen Dahl.
     Og til hr. Hans Christian Schmidt med hensyn til et responsum. Jeg har stadig væk den medarbejder i ministeriet, der har forhandlet det her med Kommissionen, og som har været med til at tolke reglerne. Vi har bedt Justitsministeriet om at være os til hjælp i denne sag, samtidig med at Justitsministeriet også har fået et spørgsmål fra hr. Jens Rohde. Jeg ved ikke, om det er et juridisk responsum. Det er det sandsynligvis ikke i jurasprog. Men under alle omstændigheder har vi spurgt dem herhjemme, som har mulighed for at hjælpe os med en fortolkning.
     Og så til det med, at jeg skal love at sende, og at alt er i orden næste gang, der er en fodboldkamp. Efter alt det, vi har været igennem med det her direktiv og med den her bekendtgørelse, så lover jeg selvfølgelig ikke det, for jeg aner ikke, hvor henne problemet er næste gang. Det, jeg arbejder for, er at sørge for, at vi næste gang har en bekendtgørelse, som gør, at i det øjeblik vi har juridiske tvister eller andre tvister, så skal der være mulighed for at sende forskudt.

Jens Rohde (V):
Jeg forstår ikke en dyt af, hvad det er, kulturministeren står og siger, for det lyder lige pludselig, som om ministeren er enig i, at det ikke skal være muligt at sende forskudt, og at bekendtgørelsen er god nok, som den er.
     Så vil jeg gerne have et klart svar: Er bekendtgørelsen god nok, som den er, hvor den forhindrer disse transmissioner forskudt, eller vil ministeren lave den om? Der skal bare indføjes et punkt 4, og så kan man lynhurtigt sende den ud til høring og underrette Kommissionen. Jeg tror næppe, Kommissionen vil konkludere, at det her vil være i strid med fællesskabsretten. Det ville da være en sand vits.
     Og så må jeg altså sige til ministeren, at jeg som medieordfører ikke har været med til at forhandle den her bekendtgørelse på plads, for så var tonerne nok blevet en lille smule anderledes. Det har i hvert fald aldrig fra vores side været meningen, at man ikke skulle kunne sende forskudt, når man ikke har enerettigheder. Det er jo fuldstændig kafkask.
     Og så har vi en kulturminister, som siger, at hun støtter sig til sin medarbejder, som til Berlingske Tidende til udsagnet om, at DR og TV 2 jo ikke vil købe eneretten, den vil TvDanmark jo beholde, siger: »Det er rigtigt, men det gælder om at følge de motiver, der ligger til grund for bekendtgørelsen, og de har hele tiden været blandt andet at forhindre forskudte transmissioner. Så udgangspunktet er stadig, at disse begivenheder er omfattet af reglerne for enerettigheder. Også selv om der ikke længere vil være tale om enerettigheder.«
     Hvordan hænger det sammen? Var det ikke en idé at prøve at få lavet et juridisk responsum, hvis det er sådan, at det er så svært for ministeren at få ændret den her bekendtgørelse?

Kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen):
Nu kan jeg jo ikke gøre for, at hr. Jens Rohde ikke har været med til at forhandle det her. Men en ting er i hvert fald sikker, og det er, at Venstre stemte for loven, og at bekendtgørelsen har været ude i en høringsproces.
     Jeg synes ikke sådan umiddelbart, at det er meget svært at ændre bekendtgørelsen. Selvfølgelig kan vi gøre det, men jeg synes, vi skal tænke os grundigt om.
     Og jeg synes sådan set, der er en vis fornuft i at sige, at hvis vi skal have nogle begivenheder på en liste, som vi mener alle danskere skal have mulighed for at se på en landsdækkende tv-station eller på en ikkebetalings-tv-station, så skal der virkelig være tale om noget, der vil noget, noget, der batter. Dermed kan vi ikke være tilfredse med, at det er en sekundavare, vi får. Vi skal kunne se det direkte. Hvad skulle ellers legitimere, vi havde listen, hvis det ikke var så vigtigt, at vi faktisk kunne sidde derhjemme og se kampen, lige præcis når den blev spillet?
     Så på den måde synes jeg, at bekendtgørelsen er god nok. Men når bekendtgørelsen i øvrigt ikke virker, fordi vi har denne juridiske tvist med England, så synes jeg, det er dumt, at resten af bekendtgørelsen alligevel er i kraft. Det er baggrunden for, at jeg med ordførernes velsignelse får det ændret, så når der er tvister, som når vi f.eks. har en sag liggende ved domstolen i London, skal der være den mulighed, at TV 2 og Danmarks Radio kan købe retten til at sende forskudt.

Hans Christian Schmidt (V):
Når man sådan lytter til debatten, synes jeg alligevel, at det fremstår, som om DR og TV 2 ikke ville købe den, men godt kunne sende den forskudt. Sådan må jeg opleve det.
     Hvis man spurgte befolkningen om, hvad de helst ville:
slet ikke at se fodboldkampen eller se den forskudt, så tror jeg nok, at der var en del, der ville sige, at de så hellere ville se den forskudt.
     I denne situation oplever jeg det i grunden sådan, at DR og TV 2 simpelt hen ikke ville sende den forskudt, selv om man godt kunne. Og jeg vil bare opfordre ministeren til og derfor også spørge, om ministeren ikke vil tage initiativ til, at vi får lavet et juridisk responsum om det. Jeg tror stadig væk, at der er så meget juridisk heri, at vi burde gå ind og få det fuldstændig gennemprøvet, så vi er sikre på, at vi har et responsum, og det handler vi efter. Ellers tror jeg meget nemt, man kunne komme i en situation, hvor vi taler om de her ting, men hvor der ingenting sker til gavn for seerne, og det synes jeg er meget trist. Så jeg vil gerne bede ministeren om at tilkendegive, at hun vil tage initiativ til, at vi får udarbejdet sådan et juridisk responsum.

Kristian Jensen (V):
Når vi herude på Slotspladsen har en demonstration for hjemløse, kan det jo en gang imellem undre, at man hører den varme tale om den samfundsmæssige interesse i, hvorvidt en fodboldkamp bliver sendt 45 minutter før eller siden. Det undrer faktisk, at det ligefrem skulle være af samfundsmæssig interesse, at en fodboldkamp kommer 5 minutter før på den ene eller den anden kanal. Lad nu det ligge.
     Det, der er kernen i det, er netop, at det ikke er bekendtgørelsen, der er problemet. Bekendtgørelsen er god nok. Det er fortolkningen, ministeriets fortolkning af bekendtgørelsen, der giver problemet. Fortolkningen siger, at det ikke bare er, når der er enerettigheder, men også, når man har flere, der vil sende det, at den så skal sendes direkte. Bekendtgørelsen har måske været ude til høring, men det har ministeriets fortolkning ikke.
     Og så synes jeg, at vi stadig væk mangler et svar på, hvordan Danmarks Radio kunne sende en håndboldlandskamp mellem Danmark og Sverige forskudt, mens de havde enerettighederne, hvis det var sådan, at ministeriets og kulturministerens fortolkning skulle holde vand.

Peter Skaarup (DF):
Jeg vil godt spørge ministeren, hvorfor der skal gå så lang tid med at få denne bekendtgørelse på plads, og om ministeren kan give en begrundelse for, at ministeren ikke kan sikre, at alt er klart, næste gang vi skal spille fodboldlandskamp, sådan at vi kan være sikre på, at alle danskere får mulighed for at se kampen.
     Det vil være afgørende for ministerens, tror jeg, tryghed, og også for Folketingets medlemmer, at vi kan sikre os, at ministeren i dag kan sige, at det bliver ordnet, inden der skal sendes næste gang. Det burde være meget nemt for ministeren at sikre det. Der er mig bekendt god tid til den næste landskamp, hvor det her bliver aktuelt. Så det er bare med at sikre, at det kommer på plads.

Kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen):
Nu må vi glæde os over, at vi i hvert fald har erhvervet rettighederne til VM. Så får vi det da at se, hvis vi ellers kommer med.
     Til hr. Hans Christian Schmidt: Jeg er fuldstændig overbevist om, at 90 pct. af danskerne synes, at det er vanvittigt. Og det synes jeg også selv. Jeg synes, det er dumt, at TV 2 og Danmarks Radio ikke havde den juridiske mulighed for at sende denne begivenhed forskudt. Det tror jeg jeg har sagt nogle gange.
     Til gengæld kan jeg jo ikke gøre noget ved det, hvis Danmarks Radio og TV 2 siger: O.k., juraen er i orden, men vi er faktisk ikke interesseret i at sende en sekundavare, vi er ikke interesseret i at sende den forskudt. Det kunne muligvis være situationen, men det kan jeg ikke blande mig i, for der er tale om to uafhængige stationer, som kan gøre det, der passer dem.
     Og så til spørgsmålet om Danmarks Radio og en håndboldkamp. Jeg kender simpelt hen ikke til spørgsmålet, og derfor er jeg nødt til at vende tilbage med et skriftligt svar. Jeg kan ikke svare på det på stående fod.
     Så blev jeg spurgt om, hvorfor det her tager så lang tid. Det skyldes, at denne type bekendtgørelser, som er en udmøntning af et EF-direktiv, skal godkendes af Kommissionen. Det betyder, at hvis vi ændrer i det, så skal det også godkendes af Kommissionen. Jeg tror ikke, det er usædvanligt. Det er noget, der gælder på alle områder og ikke kun Kulturministeriets områder.
     Og når jeg siger, at jeg ikke bare kan love, at tingene er bragt i orden til næste kamp, er det, fordi jeg efterhånden nogle gange har set, at det gør man ikke bare. Det er meget, meget vanskeligt. Jeg vil love at gøre det, jeg kan for at forhindre bekendtgørelsen, så TV 2 og Danmarks Radio har mulighed for at sende forskudt, hvis domstolen i England ikke har fået løst problemerne for os inden da. Det vil jeg love, men jeg kan ikke garantere, at EU-Kommissionen kan arbejde tilstrækkelig hurtigt - og desuden: Selv om vi får det på plads, er det som sagt ikke ensbetydende med, at Danmarks Radio og TV 2 vil købe kampen.

Jens Rohde (V):
Her synes jeg, ministeren klart viser, at hun har en politisk dagsorden snarere end den juridiske.
     Nu kan jeg se, at justitsministeren er kommet til stede
i salen - jeg troede, han skulle til frokost - men det tyder jo på, at der er en politisk dagsorden, når Poul Bache fra Kulturministeriet den 28. marts kan sige til Politiken: Vi fortolker nu loven sådan, at det forbudt at sende sportsbegivenheder af national vigtighed forskudt, og det er vigtigt at stå fast nu og så satse 100 pct. på at vinde i House of Lords til sommer. At begynde at lave om for kortsigtede løsninger og give efter, vil give de forkerte signaler. Er kulturministeren enig med hr. Poul Bache i den betragtning? Der er jo tale om en klar politisk tilkendegivelse af, at man slet ikke ønsker en løsning på problemet, fordi der kører en sag i England i øjeblikket, bl.a. på foranledning af den danske kulturminister.

Peter Skaarup (DF):
Jeg må indrømme, at jeg forstår stadig ikke, hvorfor det her skal tage så lang tid. Hvis det er EU-Kommissionen, der skal godkende det, hvad er så problemet for Danmark? Hvorfor skal vi ligge på maven for EU i denne sag?
     Jeg vil gerne spørge ministeren: Hvad ville der ske, hvis Danmark tog sagen i egen hånd og sagde: Nu gennemfører vi altså denne bekendtgørelse, nu går ministeren ud og laver den bekendtgørelse, så befolkningen har mulighed for at se de kampe forskudt? Der kunne vel ikke ske det store ved, at vi for en gangs skyld ikke var duks i EU.

Kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen):
Til det sidste: Det er jo sådan, at som minister har man faktisk et ansvar for, at landets love bliver overholdt, og derfor kan man ikke bare, fordi man nu synes, det er hensigtsmæssigt, tillade, at ens eget lands lovgivning og bekendtgørelser bliver brudt.
     Til hr. Jens Rohde: Det, vi talte om i ministeriet på daværende tidspunkt, da den udtalelse faldt, var simpelt hen at opgive bekendtgørelsen og sige: Jamen det her er en så umulig situation, at Danmark opgiver at implementere direktivet nu. Vi ser, hvad House of Lords kommer frem til, og derefter beder vi dem om endnu en gang at fremsætte en ny bekendtgørelse og få den godkendt af EU-Kommissionen.
     Men det ville jo være en noget bagvendt vej at gå, fordi et flertal i Folketinget har været enig i den bekendtgørelse, og den er godkendt i EU-Kommissionen. Derfor ville det være noget tåbeligt, hvis vi bare uden videre smed håndklædet i ringen og sagde: Den bekendtgørelse kan vi ikke bruge til noget som helst.
     Hr. Jens Rohde ryster på hovedet, men jeg vil gerne gøre opmærksom på, at det er vi fælles om. Selvfølgelig er det ærgerligt, når det er en upopulær sag, men vi har faktisk været enige om, at det var klogt at forsøge at få de sportsbegivenheder sendt på landsdækkende tv-stationer, så alle kunne se dem.

Hermed sluttede spørgsmålet.