Om flagning ved Danmarks landegrænser efter Schengens ikrafttrædelse.
Spm. nr. S 2237 - besvaret 28/03-2001
7) Til justistministeren af:
Kristian Thulesen Dahl (DF):
»Vil ministeren redegøre for reglerne for flagning ved
Danmarks landegrænser, herunder om der er indgået aftale med
Sønderjyllands Amt om fortsat flagning ved grænsen mellem
Danmark og Tyskland efter Schengens ikrafttrædelse den 25.
marts 2001?«
Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg vil godt sige til justitsministeren, at jeg synes, det er
utroligt, at det er nødvendigt for et folketingsmedlem for at
få et svar fra justitsministeren på et konkret spørgsmål at
trække ministeren herned i salen.
Jeg har for en del uger siden stillet et skriftligt
spørgsmål med stort set det indhold, der er i det spørgsmål
til mundtlig besvarelse her - der er så også en anden vinkel
videre på det skriftlige spørgsmål til mundtlig besvarelse i
dag - men det har jeg gjort i lyset af, at jeg ikke fik svar
på det spørgsmål, jeg tidligere stillede.
Jeg blev så lovet svar af ministeriet i sidste uge. Det
kom ikke, og så tilfældigvis, og det er jo meget hyggeligt og
rart, modtager jeg så her i formiddag svaret, som jeg så får
ned på mit bord her efter gruppemødet her i dag, så jeg har
det nu. Og det rejser selvfølgelig nogle nye spørgsmål, som
jeg så vil benytte lejligheden til at få afklaret, men det er
bare et godt eksempel på, hvorfor man somme tider har flere
spørgsmål, end man egentlig behøvede at have, hvis
ministerierne tog sig sammen til at svare på de spørgsmål,
der skriftligt blev stillet inden for de tidsgrænser, der er
fastsat, og som ministeriet selv lover spørgeren.
Justitsministeren (Frank Jensen):
Vi overholder de svarfrister, vi har, og kan vi ikke give et
umiddelbart svar, så får man et foreløbigt svar, og det har
hr. Thulesen Dahl også fået i dette tilfælde. Hvis der er
tale om overskridelse af frister, hvilket jeg ikke tror, der
er, så skal man sige det her i Folketingssalen. Det er
uacceptabelt, og jeg finder mig ikke i at blive udsat for
kritik, heller ikke hvis der ikke er tale om
fristoverskridelser. Det skal vi lige have på plads.
Så vil jeg sige til det materielle indhold i
spørgsmålet, som vi jo altså både har fået skriftligt og
mundtligt - og nu har vi så på fredag et beslutningsforslag
om det samme fra Dansk Folkeparti - at det jo ikke er sådan,
at hr. Thulesen Dahl ikke har haft lejlighed til at gøre sig
bekendt med det her. Det er fremgået af medierne.
Jeg vil sige, at jeg hele vejen igennem fuldt ud har
støttet ønsket om, at der i Sønderjylland fortsat skal flages
med Dannebrog ved den dansk-tyske landegrænse. Allerede i
slutningen af februar måned fik jeg en henvendelse fra
amtsborgmesteren i Sønderjyllands Amt, hvori amtsborgmesteren
meget venligt tilbød at medvirke til en praktisk løsning
omkring flagningen ved grænsen.
På baggrund af den henvendelse bad jeg politimestrene i
Tønder og Gråsten om sammen med amtet at finde en praktisk
løsning, der sikrer, at der fortsat kan blive flaget ved
landegrænsen. Den løsning, som politimestrene sammen med
amtet har fundet frem til, går ud på, at amtet står for
flagning ved de tidligere grænseovergangssteder i Kruså, i
Pebersmark, i Møllehus, i Rudbøl. Hertil kommer, at amtet
også vil stå for flagningen i Havneby og på Rømø. Politiet
vil stå for flagningen ved de tidligere grænseovergangssteder
ved motorvejen i Frøslev og på Oksevej i Padborg, indtil
grænsepolitiet i løbet af sommeren flytter til nye lokaler i
Padborg. Herefter vil amtet også overtage flagningen ved
disse to grænseovergange.
Så ja, der er fundet en ordning sammen med amtet om, at
der fortsat skal flages ved den dansk-tyske landegrænse.
For så vidt angår reglerne om flagning ved Danmarks
landegrænse kan jeg oplyse, at der ikke findes noget samlet
retsforskrift på flagområdet. Retstilstanden hviler i vidt
omfang på kongelige resolutioner fra enevældens tid, en række
administrative enkeltafgørelser og sædvaner.
Der findes da heller ingen specielle regler for flagning
ved Danmarks grænser, men der er tradition for, at man flager
ved landegrænsen i Sønderjylland, og det er en tradition, som
vi med den aftalte ordning sikrer fortsat holdes i hævd.
Kristian Thulesen Dahl (DF):
Nej, hr. justitsminister. Det, der er uacceptabelt, er, at
Justitsministeriet ikke svarer på de spørgsmål, der bliver
sendt skriftligt, og at man så lovede, at der kom et
skriftligt svar i sidste uge, som ikke dukkede op, hvorefter
jeg så fredag før kl. 12, som er fristen for at indlevere
spørgsmål til mundtlig besvarelse her i dag, indleverer
spørgsmålet til mundtlig besvarelse, hvorefter jeg så her i
dag til middag får det svar, som jeg skulle have haft i
sidste uge. Det er proceduren i denne her sag, og det er det,
der er uacceptabelt.
Så siger ministeren nu som svar - og hvis det er en
fortalelse, må man vel trække det i sig igen fra ministeriets
side - at Dansk Folkeparti jo har kunnet gøre sig bekendt med
de her spørgsmål. Det er jo fremgået af medierne. Det siger
ministeren sådan lidt hånligt i sammenhæng med, at vi har
stillet beslutningsforslag og skriftlige spørgsmål om denne
her sag. Jamen hvis svarene er fremgået af medierne, hvorfor
har ministeriet så ikke kunnet fremskaffe svaret til mig
tidligere? Hvorfor skulle jeg så vente på svaret til i dag?
Det er sagen i en nøddeskal omkring det her spørgsmål.
Det bør justitsministeren også erkende og så beklage, at det
er proceduren i denne her sag.
Så har jeg et tillægsspørgsmål til det svar, ministeren
giver. Det er nemlig: Hvilke grænseovergange vil være
eksisterende nu, som modtager de folk, der kommer sydfra og
kører ind i Danmark, efter at Danmark har tiltrådt
Schengensamarbejdet, hvor der ikke fremover sker flagning med
Dannebrog? Der er grænseovergange, der jo ikke er omfattet.
Vil Justitsministeriet ikke redegøre for, hvilke
grænseovergange det er, og hvorfor der ikke bliver flaget ved
de grænseovergange?
Justitsministeren (Frank Jensen):
Jeg vil ikke drøfte spørgsmål af proceduremæssig karakter med
hr. Thulesen Dahl på de præmisser, som hr. Thulesen Dahl gør
det på. Justitsministeriet svarer på over 1.300 spørgsmål om
året. Og hvis det er sådan, at vi ikke kan give et
umiddelbart svar, så giver vi et foreløbigt svar, fordi vi
skal indhente bidrag bl.a. fra politikredsene, og det gør vi,
og hr. Thulesen Dahl og hr. Skaarup, som sidder bag ved hr.
Thulesen Dahl, ved erfaringsmæssigt - hr. Peter Skaarup gør
det i hvert fald - at han altid får fyldestgørende svar fra
Justitsministeriet.
Hvor flages der? Jeg er glad for den tilgang, som
Sønderjyllands Amtskommune og amtsborgmesteren i
Sønderjylland har haft til det. Jeg har hele vejen igennem
delt det synspunkt, at der fortsat skal flages med Dannebrog
ved landegrænsen mellem det tyske og det danske land, ved den
dansk-tyske landegrænse. Det er sikret, og jeg har gennemgået
det, og jeg vil ikke trætte Tingets øvrige medlemmer ved at
tage tiden til at gennemgå, hvor der flages med Dannebrog og
de nordiske flag også efter den 25. marts 2001.
Jeg kan sige, at der, hvor der ikke flages, skyldes det,
at der er nogle, der har købt den pågældende ejendom. Den er
ikke længere i offentligt eje. Det er en grænsebygning i Sæd,
og der er jeg sikker på, at den nye ejer vil sørge for, at
Dannebrog også går til tops dér i fremtiden.
Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg bliver altså nødt til at spørge justitsministeren, om
grunden til, at man ikke vil flage ved Sæd grænseovergang,
er, at Dansk Folkeparti har købt en grænsestation dernede.
Det er det, justitsministeren står her i Folketinget og siger
i spørgetiden. Det synes jeg er dybt, dybt interessant, en
meget interessant oplysning, at det at myndighederne i
Danmark finder ud af, hvor de ønsker at bidrage med et
Dannebrog, når danskerne kommer hjem fra ferie, eller
tyskerne rejser op i Danmark, er afhængigt af, hvem der ejer
de tilstødende bygninger op til den landevej, hvor de
trafikerende kommer kørende, altså en fuldt offentlig vej,
hvor der i øvrigt står fire flagstænger, som er i offentligt
eje, og hvor der er fire på grund af, at man skal kunne flage
med de nordiske flag. Det er da en meget interessant
oplysning.
Jeg er selvfølgelig meget glad for justitsministerens
bekymring for folketingsmedlemmernes tid, men kan vi
alligevel ikke få svaret på det spørgsmål, jeg stillede,
nemlig: Hvor mange grænseovergange er der nu, efter at
Schengenaftalen er trådt i kraft, hvor der ikke flages?
Lige så vel som at Justitsministeriet kan give svaret
på, hvor der flages, må justitsministeren også have et
overblik over, hvor der ikke flages. Når jeg bliver nødt til
at spørge, er det jo, fordi der har været forvirring helt op
til deadline om, hvilke grænseovergange der blev efter
Schengenaftalens ikrafttræden.