Hjælpemenu

Hovedmenu

Om mærkning af produkter, der er fremstillet ved hjælp af genmodificerede produkter.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2166

Til miljø- og energiministeren (19/3 01) af:

Keld Albrechtsen

(EL):

»Kan ministeren bekræfte, at Danmark under ingen omstændigheder forlader GMO-moratoriegruppen i EU, før der er vedtaget et tilfredsstillende forslag til en effektiv mærkning for produkter, der består af eller er fremstillet ved hjælp af genmodificerede produkter?«

Begrundelse

Med spørgsmålet ønskes bekræftet, at den danske regering vil afvise at indgå et kompromis med Kommissionen om, at moratoriet ophæves ved fremsættelse af et mærkningsforslag, og at regeringen afviser at hæve moratoriet, før en tilfredsstillende mærkningsordning er vedtaget, så der herved bl.a. kan sikres Folketinget en mulighed for at drøfte de endelige mærkningsregler, før der tages stilling til en oph&aeli g;velse af moratoriet.

Svar (26/3 01)

Miljø- og energiministeren

(Svend Auken):

Jeg kan bekræfte, at jeg naturligvis står ved den erklæring som Danmark sammen med Frankrig, Italien, Grækenland, Luxembourg og Østrig afgav i forbindelse med Ministerrådets vedtagelse af det nye udsætningsdirektiv den 15. februar 2001. Heri bekræfter de seks landes delegationer, at de som et led i udøvelsen af de beføjelser, der er tillagt dem, agter at sørge for, at nye tilladelser til dyrkning og markedsføring af GMO'er suspe nderes, indtil der er vedtaget et sporingssystem, der kan sikre en pålidelig mærkning.

Kommissionen oplyste på miljørådsmødet d. 8. marts 2001, at de arbejder på at kunne fremlægge et forslag om sporing af GMO'er hurtigst muligt. Når det sker, vil forslaget naturligvis blive forelagt for Folketinget efter den sædvanlige procedure.