Om illegale indvandrere til EU-landene.
Spm. nr. S 2112 - besvaret 21/03-2001
2) Til statsministeren af:
Kristian Thulesen Dahl (DF) :
»Er statsministeren enig i udviklingsministerens vurdering
af, at der kommer stadig flere illegale indvandrere til
EU-landene, og vil statsministeren på denne baggrund
kommentere afdelingschef for Dansk Flygtningehjælps
asylafdeling Anna la Cours udtalelser til Berlingske Tidende
den 13. marts 2001 (i artiklen under overskriften »Danmark
returnerer flest flygtninge til nabolande«): »Med Schengen,
hvor grænsekontrollen afskaffes, bliver det bestemt ikke
nemmere. De fingeraftryk, der skal være et af fundamenterne i
Dublinproceduren, bliver så ikke taget ved grænsen. De bliver
kun taget, hvis myndighederne møder ansøgerne på gaden. Alt
andet lige vil det gøre det sværere at bevise ansøgernes
rejseruter.«?«
Kristian Thulesen Dahl (DF):
Ja, nu er det jo ikke kun Dansk Folkeparti desværre, der er
skeptisk over for de konsekvenser, der bliver et led i
Schengenaftalen med afskaffelsen af grænsen her natten mellem
lørdag og søndag.
Vi har hele morgenen i radioen kunnet høre, at de
handlende nede i Sønderjylland giver overarbejde til de
firmaer, der skal lave sikkerhedsudstyr og alarmer og gitre
for butiksvinduerne; så bekymringen er stor og sandsynligvis
også berettiget.
Det er selvfølgelig lidt med baggrund i det, der sker,
at jeg beder statsministeren om at bekræfte, om han er enig
med ministeren for udviklingsbistand, når hun i Folketinget
den 27. februar konstaterede, at problemet med illegal
indvandring til EU-landene er stærkt stigende.
Ministeren for udviklingsbistand siger, at for Spaniens
vedkommende er der sket en firedobling bare fra 1999 til 2000
af illegale indvandrere, og hun siger, at antallet af
illegale indvandrere til EU som sådan fra 1993 til 1999 er
steget fra 40.000 til en halv million.
Hun mener, det er noget, der giver anledning til en
tanke om, at det nok også fortsætter i årene fremover, og at
det er et problem, der virker uoverskueligt. Er
statsministeren enig i de betragtninger?
Og så beder jeg statsministeren, selvfølgelig i lyset af
det, om at kommentere den anden del af spørgsmålet, som så
handler om Dansk Flygtningehjælps asylafdelings Anna la Cours
udtalelser til Berlingske Tidende i sidste uge.
Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg synes, at udviklingsministeren på udmærket vis har
argumenteret for, hvorfor Schengen er en rigtig og en vigtig
ting.
Jeg tror, man skal gøre sig fuldstændig klart, at
professionelle, organiserede kriminelle jo ikke stiller sig
op i kø ved den danske grænse for at vise pas. Jeg tror, hr.
Thulesen Dahl må se i øjnene, at vi har at gøre med
internationale, professionelt organiserede kriminelle, som på
en helt anden professionelt tilrettelagt måde drager omkring
for at udøve kriminalitet. Derfor tror jeg, det er vigtigt,
at befolkningen også får det reelle billede af, hvad formålet
med Schengen egentlig er.
Formålet med Schengen er at få et effektivt samarbejde
til bekæmpelse af kriminalitet og til sikring af de ydre
grænser. Og det er egentlig et rigtig godt formål.
Jeg er også sikker på - også med de meldinger, der er
fra rigspolitiet og deres arbejde - at vores indsats i
forhold til den professionelle kriminalitet vil blive meget,
meget stærkere.
Må jeg bare nævne, at der jo nu etableres et
internationalt informationssystem, som gør, at vi ganske,
ganske effektivt kan få fat på kriminelle i Europa. Jeg
synes, det er interessant at bemærke, at
informationssystemet, det såkaldte SIS, jo var medvirkende
til, at vi fangede den norske nynazist i S-toget på et vist
tidspunkt, netop fordi der var et dygtigt menneske i S-toget,
og der var et informationssystem, som hurtigt kunne medvirke
til at finde vedkommende.
Jeg tror, det er vigtigt, at befolkningen nu ikke
skræmmes af en fejlagtig informationskampagne fra Dansk
Folkepartis side. Man kan være fuldstændig sikker på i den
danske befolkning, at der er et meget tæt samarbejde mellem
politimyndighederne både på den danske og på den tyske side
af grænsen, og at der er et højt beredskab hos dansk politi,
de er aktive ved den danske grænse.
Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg er meget overrasket over svaret, for hvis hovedformålet
med Schengensamarbejdet nu lige pludselig er blevet at
forstærke indsatsen over for grænseoverskridende
kriminalitet, hvorfor starter man så Schengensamarbejdet med
at fjerne de indre grænser, altså grænsekontroller? Så skulle
man jo beholde dem og så i øvrigt samarbejde om at bekæmpe
kriminalitet.
Nej, hovedformålet er selvfølgelig et andet, og det ved
statsministeren, som selvfølgelig kender
Schengenkonventionen, også godt. Det er at skabe fri
bevægelighed. Det er, at man synes, det er odiøst internt i
EU-landene, at man skal vise pas mellem EU-lande, og det
fremmer så den grænseoverskridende kriminalitet, hvorfor man
må sætte nogle andre initiativer i stedet.
Altså det er også det, den radikale ordfører her i
Folketingssalen tidligere har givet udtryk for. Jeg ved ikke,
om der nu pludselig er kommet en ny linje dér. Det kunne jeg
da godt tænke mig at høre.
Og så kommer vi til spørgsmålet om de ydre grænser,
for en betingelse for, at man overhovedet så, efter det
statsministeren siger nu, vil kunne få en begrænsning i den
stigende kriminalitet, der ellers ville blive tale om, er jo,
at de ydre grænser er sikre, og at der ikke sker en stigning
i antallet af illegale indvandrere over de ydre grænser.
Derfor må jeg bede statsministeren forholde sig til, at
udviklingsministeren klokkerent i Folketinget den 27. februar
konstaterer, at antallet af illegale indvandrere er stærkt
stigende og også stærkt stigende til de lande, der på det
tidspunkt, hvor tallene stiger kraftigt, er medlemmer af
Schengensamarbejdet. Det er lande, der har været medlemmer af
Schengen i en årrække, de har jo Schengensamarbejdet nu, og
til de lande er antallet af illegale indvandrere altså stærkt
stigende.
Det må statsministeren da forholde sig til, når han
siger, at Schengen lige præcis går ud på at sørge for, at
tallet bliver mindre, for det er jo ikke tilfældet.
Derfor vil jeg også gerne bede statsministeren svare på
det spørgsmål, der rent faktisk bliver stillet i det
skriftlige spørgsmål, der er afleveret i fredags - det går
jeg ud fra at statsministeren har forberedt sig på - og det
er jo et svar i forhold til Dansk Flygtningehjælps udtalelse
om, at Schengensamarbejdet alt andet lige gør det sværere at
bevise asylansøgernes rejseruter. Er statsministeren enig i
den udtalelse fra Dansk Flygtningehjælp, eller er han uenig?
Frank Dahlgaard (UP):
Jamen jeg er lidt forundret over statsministerens svar på
spørgsmålet, for statsministeren nævner jo selv rigspolitiets
seneste meldinger. Er statsministeren ikke bekendt med, at
den seneste rapport fra rigspolitiet forudser en stigning i
kriminaliteten som følge af Schengen?
Det er jo også det, der er blevet refereret i
radioaviserne her til morgen, hvor man også fortæller om, at
erfaringerne fra andre lande, der er trådt ind i Schengen,
allerede viser, at der sker en stigning i
hverdagskriminaliteten som f.eks. indbrud og biltyverier.
Når man sammenholder det med, hvad der bliver sagt fra
Dansk Flygtningehjælps asylafdeling om, at Schengen med
hensyn til fingeraftryk og den slags også gør det sværere, så
synes jeg, at vi mangler et reelt svar fra statsministeren.
Keld Albrechtsen (EL):
Jeg synes, der bliver sagt mange ting, som ikke hænger sammen
i denne her debat. Jeg vil bare bede statsministeren
bekræfte, at det, Schengenaftalen indebærer, når vi taler om
flygtninge, er, at det bliver sværere at være flygtning.
Det bliver vanskeligere for en flygtning at få asyl i
Europa, det bliver vanskeligere for en flygtning at komme til
Danmark, det bliver vanskeligere at få adgang til et fly, så
man kan komme frem og overhovedet søge asyl, og det bliver
vanskeligere at komme over de ydre Schengengrænser, som
bliver lukket med pigtråd. Det bliver i det hele taget meget,
meget vanskeligt at forestille sig, at der overhovedet kommer
flygtninge i nævneværdigt antal til Danmark i fremtiden,
fordi vi nu trækker vindebroen op og lukker os inde i et Fort
Danmark i et Fort Europa.
Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Det er rigtigt, som hr. Keld Albrechtsen her siger, at den
ydre grænse bliver stærkere bevogtet. Men hvis man er
flygtning og er forfulgt og er i en situation, som de
internationale konventioner bekræfter, og som ens eget land
også bekræfter, så har man selvfølgelig adgang til at blive
hjulpet. Det er også vores grundlag; det er også vores
menneskesyn og vores praktiske lovgivning.
Derimod vil det blive sværere for de kriminelle
asylansøgere, og det vil blive sværere, meget sværere for de
professionelle internationale kriminelle. Og det er det, jeg
godt vil sige til hr. Thulesen Dahl endnu en gang, for uanset
om den kriminelle aktivitet er stigende, uændret eller
faldende, så er Schengen det bedste bud, man kan give på en
mere effektiv bekæmpelse. Det er det, der er den
grundlæggende idé.
Og til hr. Frank Dahlgaard: Hr. Frank Dahlgaard må gøre
sig umage. Når man refererer til et klip i en
morgenradioavis, så må man, når man er folketingsmedlem,
dykke ned i sagen og få den ordentligt belyst.
Jeg kan sige, at Jens Henrik Højbjergs udtalelser var
stærkt klippet. Det, der i virkeligheden er sagen, er, at der
reelt udtales, også i politirapporten, som hr. Frank
Dahlgaard her refererer til, at der i kraft af Schengen i de
andre lande er sket en positiv udvikling i bekæmpelsen af den
alvorlige grænseoverskridende kriminalitet. Igen: Det er
vigtigt, at befolkningen får det rigtige billede.
Og så til allersidst, og det er det, jeg også kan
bidrage med i dag, synes jeg, at jeg vil understrege: Lad os
nu et øjeblik forestille os, at Danmark ikke havde været
medlem af Schengen, så skulle der have været en total
grænsekontrol mellem Danmark og Tyskland, som er meget, meget
stærkere end den, vi kender i dag. Det lå der også i hr. Keld
Albrechtsens spørgsmål.
Må jeg minde om, at der i gennemsnit hver dag passerer
40.000 biler. Hvis man forestiller sig, at der skulle kigges
på hver bil i ca. 10 minutter - jeg mener, der skal jo lige
tjekkes, og det er endda lavt sat - er vi oppe på en kø på et
sted mellem 30 og 40 km; vi kan roligt sige, at hver bilist i
gennemsnit skal regne med at skulle vente et sted mellem 5 og
6 timer for at passere grænsen.
Dertil kommer så, at professionelle kriminelle altså
ikke stiller sig i kø for at vise pas. De skal bekæmpes
effektivt gennem et effektivt politiarbejde, og det er det,
der nu er i gang. Og det er faktisk det, jeg kan oplyse i
dag, så jeg har ikke mere at oplyse. Jeg ved godt, at der er
en dagsorden fra Dansk Folkeparti og hr. Thulesen Dahl, hvor
man gerne vil skræmme befolkningen, men der er sat et meget
effektivt arbejde i gang, og vi skal nok tage effektivt fat
om det.
Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg synes, det er ret åbenbart, hvem der forsøger at skræmme
befolkningen. Hvis vi ikke afskaffer grænsekontrollen mellem
Danmark og Tyskland midnat mellem lørdag og søndag den
førstkommende weekend, så siger statsministeren, at danskerne
skal holde 5-6 timer i kø. Det er da vist til at tage og føle
på.
Det, der sker i dag, når nogle vil illegalt over
grænsen, er, at de bliver nødt til at forsøge i ly af mørket
at komme over på en øde strækning, og hvis de bliver spottet
her, så ved alle, at der er noget galt.
Fremover, efter på søndag, vil det være tosset at
forsøge at komme over grænsen i ly af mørket. Det, man vil
gøre, er at sætte sig ind i en Mercedes nede i Tyskland og så
bare køre med 110 km/t. op over den dansk-tyske grænse, så
det ikke ser særlig mistænkeligt ud. Der er ikke nogen, der
vil stoppe en overhovedet, man vil bare kunne køre op.
Hvorfor skulle de handlende i Sønderjylland bruge
tusindvis af kroner på at sikre sig mod en forstærket
kriminalitet, hvis det ikke er sådan, at der er en forstærket
kriminalitet?
Og så må jeg sige, at statsministeren taler fuldstændig
mod bedre vidende, når han siger, at den grundlæggende idé
med Schengen er at forfølge de kriminelle noget hårdere. Nej,
den grundlæggende idé med Schengen er at skabe fri
bevægelighed for alle og dermed også for de kriminelle, og
det giver nogle problemer, som statsministeren burde tage
helt anderledes seriøst, end det er kommet til udtryk her i
dag.
Frank Dahlgaard (UP):
Ja, som folketingsmedlem skal man sætte sig ind i sagerne;
det skal man også som minister og også som statsminister.
Statsministeren må jo medgive mig, at rigspolitiet i
deres seneste rapport har tilkendegivet, at med hensyn til
hverdagskriminaliteten - det var den, jeg talte om, og det
var det, jeg sagde, nemlig indbrud, biltyverier - så
forventer man en stigning som følge af Schengen og
grænsekontrollens bortfald, og at dette også er erfaringerne
fra de lande, som allerede er inde i Schengen, altså en
stigning i hverdagskriminaliteten. Og dermed er den frygt,
der er i Sønderjylland, og som kommer til udtryk ved, at man
skaffer sig alarmer og flere låse på dørene, velbegrundet.
Det står i Rigspolitichefens rapport.
Statsministeren må vel også medgive, at når Dansk
Flygtningehjælps asylafdeling siger, at det bliver sværere at
få de ikkebegrundede asylsøgere væk og ud, for man kan ikke
tage deres fingeraftryk ved grænsen, så er der et problem.
Dansk Flygtningehjælp siger det selv. De almindelige og
velbegrundede flygtninge er en anden sag, men dem, der er
illegale, vil man ikke kunne tage i samme omfang. Er det ikke
rigtigt?
Peter Skaarup (DF):
Jamen jeg kunne godt tænke mig at spørge statsministeren: Er
det ikke mærkeligt, at statsministeren i dag kan sige, at med
Schengen bliver det hele meget nemmere, når man skal gribe
ind over for kriminelle og illegale flygtninge, når alle de
politifolk, som beskæftiger sig med de her ting, som sidder
nede ved grænsen, som sidder på stationerne og prøver at
holde rede på, hvem der kommer ind i landet, siger, at det
bliver sværere? Er der ikke et eller andet, der slet ikke
stemmer, når statsministeren går ud og siger det ene, og alle
de, der sidder med det praktiske arbejde dernede, siger det
andet?
Nu har vi haft lejlighed til, fordi vi har købt en
grænsestation dernede, at kunne færdes en del i området, og
alle, man snakker med, siger, at det bliver sværere, når
grænserne bliver åbnet her lørdag nat. Så der er et eller
andet galt med statsministerens argumentation efter vores
opfattelse.
Så vil jeg godt lige spørge, om statsministeren ikke kan
bekræfte de oplysninger, som statsministerens
udviklingsminister kom med her i Folketingssalen, nemlig at
der fra 1993 til 1999 skete en stigning fra 40.000 til en
halv million mennesker, der kom ind over de ydre grænser. Er
det ikke et afgørende problem, som vi skal gøre noget ved ved
at opretholde vores grænsekontol?
Hermed sluttede spørgsmålet.