Hjælpemenu

Hovedmenu

Om regnskabsslutningen på EU's landbrugsbudget med hensyn til udestående fordringer i Direktoratet forFødevareErhverv.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1968

Til fødevareministeren (8/3 01) af:

Eva Kjer Hansen

(V):

»Vil ministeren redegøre for, hvordan regnskabsslutningen på EU's landbrugsbudget er foretaget fra år 1996 og frem med hensyn til udestående fordringer i Direktoratet for FødevareErhverv?«

Svar (16/3 01)

Fødevareministeren

(Ritt Bjerregaard):

Jeg forstår spørgsmålet som gående på, i hvilke tilfælde Kommissionen har afslået at yde refusion af de i Danmark afholdte udgifter under forskellige støtteordninger på landbrugsområdet med den begrundelse, at udbetalingsfristerne har været overskredet.

Jeg kan i denne forbindelse - på baggrund af en indhentet udtalelse fra Direktoratet for FødevareErhverv - oplyse, at der i perioden ikke har været underkendelser som følge af dette forhold på eksportstøtteområdet, og at det samlede underkendelsesbeløb for EUGFL-årene 1996 til og med 1999 andrager kr. 2.391.254,22, som fordeler sig således på de enkelte EUGFL-år:

1996

kr. 1.005.282,66

1997

kr. 1.128.004,38

1998

kr. 33.562,00

1999

kr. 224.405,18

I alt

kr. 2.391.252,22

Regnskabsafslutningen for EUGFL-året 2000 er endnu ikke foretaget.

Det samlede underkendelsesbeløb er fordelt på en række ordninger, men som nævnt ikke eksportstøtteområdet.

Udover ovennævnte underkendelser som følge af overskridelser af udbetalingsfrister har det for de pågældende år på forskellige områder, herunder eksportstøtteområdet, været underkendelser som følge af andre forhold.

Regnskabet over for Kommissionen er et kasseregnskab, hvilket indebærer, at udgifterne først regnskabsføres, når udgiften afholdes. En sagspukkel forhindrer eller komplicerer således ikke regnskabsaflæggelsen over for Kommissionen.