Hjælpemenu

Hovedmenu

Om EU's nitratdirektiv og danske kvælstofnormer.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1841

Til fødevareministeren (28/2 01) af:

Christian Mejdahl

(V):

»Vil ministeren forklare, hvilken sammenhæng der er mellem EU's nitratdirektiv og danske kvælstofnormer?«

Begrundelse

Af svaret på spørgsmål nr. S 1561 kan det se ud som om, at ministeren kæder danske kvælstofnormer til hvede sammen med EU's nitratdirektiv.

Svar (9/3 01)

Fødevareministeren

(Marianne Jelved, fg.):

Spørgsmålet har været forelagt Skov- og Naturstyrelsen, der har oplyst følgende:

»I det der henvises til besvarelse af spørgsmål S 1559 er alle medlemslande forpligtede til at gennemføre nitratdirektivet. Medlemslandene skal efter kriterier fastsat i direktivet som sårbare zoner udpege alle jordområder, som bidrager til direkte eller indirekte udledning i vandmiljøet af kvælstofforbindelser, der stammer fra landbruget.

Medlemslandene skal implementere handlingsprogrammer for de sårbare zoner med henblik på at opfylde direktivets formål om at nedbringe vandforurening forårsaget eller fremkaldt af nitrater, der stammer fra landbruget, og at forebygge yderligere forurening af denne art. I direktivets bilag 3 er der redegjort for foranstaltninger, som skal medtages i de nationale handlingsprogrammer. Blandt en række andre foranstaltninger kan fremhæves, at der skal ske: »en begræns ning af tilførsel af gødning til jorden, der er i overensstemmelse med godt landmandsskab, og som tager hensyn til de særlige forhold i de pågældende sårbare zoner [...] og som skal bygge på ligevægt mellem: i) afgrødernes forventede kvælstofbehov og ii) kvælstoftilførsel til afgrøden fra jorden og fra gødskning.«

Hele Danmark er udpeget som sårbar zone. Danmark har implementeret Vandmiljøplan I i 1987, Handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget i 1991 og Vandmiljøplan II i 1998. Sidstnævnte blev til efter, at EU-Kommissionen i 1997 havde fremsendt en åbningsskrivelse til Danmark på grund af en utilfredsstillende gennemførelse af nitratdirektivet.

Efter vedtagelsen af Vandmiljøplan II i 1998 fremsendte Danmark et fornyet handlingsprogram til implementering af nitratdirektivet. På baggrund heraf anerkendte EU Kommissionen Danmarks opfyldelse af forpligtelserne i nitratdirektivet i november 1998.

Initiativerne i Vandmiljøplan II omfatter:

  • en øget indsats på vådområder, MVJ-ordning og skovrejsning,
  • bedre foderudnyttelse,
  • skærpede harmonikrav,
  • skærpede krav til udnyttelse af kvælstofindholdet i husdyrgødning,
  • en øget omlægning til økologisk jordbrug,
  • etablering af 6 pct. efterafgrøder, samt
  • en nedsættelse af kvælstofnormerne på 10 pct.

Det forhold, at en 10 pct. reduktion af kvælstofnormerne indgår som et af virkemidlerne i Vandmiljøplan II medfører, at de danske kvælstofnormer indgår som del af den danske implementering og opfyldelse af nitratdirektivet.

Vandmiljøplan II er for tiden under evaluering, og resultatet af denne midtvejsevaluering vil blive meddelt EU-Kommissionen«