Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Danmark kan nedlægge veto mod Kommissionens forslag om tvangsudlicitering af kommunal busdrift.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1809

Til udenrigsministeren (27/2 01) af:

Keld Albrechtsen

(EL):

»Vil udenrigsministeren meddele trafikministeren, at Danmark naturligvis kan påberåbe sig vital interesse i sagen om tvangsudlicitering af kommunal busdrift og derfor kan nedlægge veto mod Kommissionens forslag til forordning nr. KOM (2000) 7 ?«

Begrundelse

Trafikministeren hævder i Politiken den 22. februar 2001, at Danmark ikke vil nedlægge veto mod forordningen, der bl.a. indebærer tvangsudlicitering af kommunal busdrift, og begrunder det med, at forordningen skal vedtages med kvalificeret flertal. Men det er netop i sådanne situationer, at et land kan bruge vetoretten.

Århus Stiftstidende drager i en artikel om sagen den 25. februar 2001 den triste konklusion, at sagen er tabt for Århus Byråd og chaufførerne ved Århus Sporveje, men sådan behøver det ikke at gå.

Trafikministeren har nemlig misforstået indholdet i Luxembourgforligets vetoret, idet det jo er det enkelte land, der selv fastslår, at der er tale om vital interesse for det pågældende land. Det er jo netop i en situation, hvor et medlemsland selv føler sine vitale interesser truet, at vetoretten skal kunne bruges.

I den konkrete sag er der tale om et alvorligt indgreb i det kommunale selvstyre og dermed en sag af meget stærk principiel betydning for Danmark og hertil kommer, at forordningsforslaget ydermere krænker EU's eget såkaldte subsidiaritetsprincip ved at blande sig i forhold, som hverken bør reguleres på EU-plan eller på nationalt plan, men derimod på kommunalt plan.

Hvis vetoretten ikke kan bruges i denne sag, hvor de danske argumenter for et veto vil stå klart og stærkt, så må det konkluderes, at vetoretten ikke længere eksisterer.

Svar (12/3 01)

Udenrigsministeren

(Mogens Lykketoft):

Trafikministeren redegjorde i et samråd i Folketingets Europaudvalg den 2. marts 2001 for regeringens holdning til Kommissionens forslag til forordning om medlemsstaternes håndtering af krav vedrørende offentlig trafikbetjening inden for personbefordring med jernbane, ad vej og indre vandveje og for forhandlingssituationen vedrørende forslaget.

Regeringen vil tage endelig stilling til forordningsforslaget, når det er færdigbehandlet.