Om tilfælde ved den dansk-tyske grænse, hvor politi ogtoldere har pågrebet narkosmuglere.
Spm. nr. S 1770
Til justitsministeren (23/2 01) af:
(DF):»Vil ministeren på grundlag af et telegram fra Ritzaus Bureau den 19. februar d.å. under overskriften »Narkofangst« oplyse, hvilke lignende tilfælde inden for de seneste 5 år der har været, hvor politi og toldere under rutinekontrol ved den dansk-tyske grænse har pågrebet narkosmuglere, herunder oplyse tilsvarende i forhold til andre rusmidler, våbensmugling, fyrværkeriindsmugling m.v., og kan ministeren endvidere bekræfte det, som kriminalinspe ktør Jørgen Søndergård i det omtalte Ritzau-telegram udtaler om, at det efter Danmarks indtrædelse i Schengensamarbejdet den 25. marts d.å. vil blive sværere at pågribe narkosmuglere ved grænseovergangen?«
Svar (9/3 01)
Justitsministeren
(Frank Jensen):Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet Politimesteren i Tønder og Politimesteren i Gråsten om udtalelser.
Når disse udtalelser foreligger, vil jeg vende tilbage til sagen.
Supplerende svar (18/4 01)
Justitsministeren
(Frank Jensen):Personkontrollen ved Danmarks grænser til de øvrige Schengen-lande er i overensstemmelse med Schengen-konventionens artikel 2, stk. 1, ophævet med virkning fra den 25. marts 2001.
Ophævelsen af den nuværende personkontrol ved Danmarks grænser til de øvrige Schengen-lande, herunder ved grænsen mellem Danmark og Tyskland, medfører ikke, at politiet ikke længere skal gennemføre politimæssige opgaver i grænseområdet.
Politikredsene i Gråsten og Tønder har i mange år som supplement til kontrollen på grænseovergangsstederne opereret med mobile politipatruljer med henblik på gennemførelse af kontrol af området bag grænsen. I november 1997 blev de eksisterende baglandspatruljer sammenlagt til en fælles baglandspatrulje med henblik på en styrket indsats mod illegal indrejse og menneskesmugling over den dansk-tyske landegrænse.
Regeringens handlingsplan fra maj 1998 for den fremtidige kontrol i grænseområdet medførte en yderligere styrkelse af kontrolindsatsen ved en personalemæssig sammenlægning af den fælles baglandspatrulje og det personale, som foretager den almindelige grænsekontrol i Tønder og Gråsten politikredse. Grænsepolitiafdelingen består i dag af ca. 150 mand.
Efter Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde vil de polititjenestemænd, der tidligere var ansvarlige for gennemførelsen af personkontrollen ved den dansk-tyske grænse, fortsat gøre tjeneste i Grænsepolitiafdelingen med henblik på en målrettet kontrolvirksomhed i forhold til grænseoverskridende kriminalitet og illegal indvandring. Det vil hermed være muligt at bygge videre på de særdeles gode erfaringer med de eksist erende baglandspatruljer og forstærke denne indsats.
En tilsvarende grænsepolitiafdeling er etableret i Nykøbing Falster og Nakskov politikredse i forbindelse med Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde.
Efter Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde den 25. marts 2001 er der således frigjort personalemæssige ressourcer, som vil blive anvendt til en målrettet indsats mod illegal indvandring og grænseoverskridende kriminalitet.
Politimesteren i Gråsten har oplyst, at grænsekontrollen rettet mod narkotiske stoffer, erhvervsmæssigt smugleri mv. hidtil er sket ved politiets undersøgelse af personer og køretøjer ved grænseovergangene. Ved landegrænsen i Tønder og Gråsten politikredse er denne kontrol endvidere udført af den særlige Politi- og Toldgruppe.
Politimesteren har om Politi- og Toldgruppens sagsantal oplyst følgende:
|
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
|
|
Narkotika |
103 |
148 |
78 |
61 |
41 |
|
Dopingmidler |
1 |
20 |
- |
2 |
1 |
|
Våben |
38 |
20 |
16 |
20 |
28 |
|
Fyrværkeri |
- |
17 |
21 |
34 |
15 |
|
Veterinær- og lægemidler |
7 |
11 |
6 |
5 |
12 |
Politimesteren har oplyst, at Politi- og Toldgruppen derudover har haft et stort antal sager om bl.a. toldlovsovertrædelser og indsmugling af spiritus, cigaretter, truede dyr mv.
Politimesteren har tilføjet, at der i Gråsten politikreds endvidere af grænsepolitiafdelingen er behandlet sager vedrørende overtrædelse af våbenloven, fyrværkeriloven, lov om dopingmidler, veterinær- og lægemiddellovgivningen. Politimesteren har oplyst, at det ikke for så vidt angår disse sager umiddelbart er muligt at udskille sager fra selve grænsen, idet tallene er opgjort for hele politikredsen.
Politimesteren i Gråsten har i tilknytning hertil mere generelt anført, at politiet efter ophævelsen af den indre grænsekontrol den 25. marts 2001 ikke har haft de samme muligheder som tidligere for at undersøge personer og køretøjer på selve grænsen. Politimesteren har imidlertid samtidig anført, at bl.a. de nye analysemuligheder, som er under opbygning i de regionale efterforskningscentre og i Rigspolitichefens nationale efterforskningsst øttecenter, samt udveksling af oplysninger med bl.a. de tyske myndigheder skaber grundlag for en mere målrettet indsats også i de grænsenære områder.
Politimesteren i Tønder har henvist hertil og tilføjet, at politiet i samarbejde med Told· Skat efter hendes opfattelse vil kunne opretholde en fortsat effektiv kontrol mod grænseoverskridende kriminalitet.