Om fradrag for pensionsindbetalinger og bilbeskatning ligger inden for det område, hvor Højesteret har fastslået,at danske domstole kan tilsidesætte EU-retten.
Spm. nr. S 1702 - besvaret 28/02-2001
2) Til statsministeren af:
Keld Albrechtsen (EL):
»Kan statsministeren bekræfte, at Danmark vil nægte at
acceptere en eventuel dom ved EF-Domstolen, som griber ind i
danske regler om fradrag for pensionsindbetalinger eller
bilskatter, og bekræfte, at et sådant indgreb må formodes at
ligge inden for det område, hvor Højesteret har fastslået, at
danske domstole kan tilsidesætte EU-retten?«
Skriftlig begrundelse
Der henvises til begrundelsen for spørgsmål nr. S 1701.
Keld Albrechtsen (EL):
Nu ved man jo, at når statsministeren er i spørgetiden, er
det hele meget kort, og derfor er det klogt altid at have to
spørgsmål, fordi det spørgsmål, som man så ønsker at stille,
får man i det mindste en ekstra chance for at få besvaret. Og
nu er det så heldigt, at det ligger lige nøjagtigt inden for
det spørgsmål, som står her, således at vi får mulighed for
at få afklaret det, jeg nu har spurgt om et par gange.
Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Det er korrekt, at jeg bestræber mig på at være kort og
præcis, og det skal jeg også gerne være nu.
Jeg kan henvise til det, vi lige har diskuteret.
Derudover kan jeg sige, at spørgeren henviser til
Højesterets afgørelse i Maastrichtsagen, og her kan det vel
være på sin plads at erindre om, at Højesteret i denne sag
netop fastslog, at danske domstole i almindelighed kan lægge
til grund, at EF-Domstolens afgørelse ligger inden for den
suverænitetsafgørelse som følge af traktaterne og
tiltrædelsesloven.
Så igen: Der er ingen grund til at være bekymret.
Tingene er under kontrol, også på det her felt, som hr. Keld
Albrechtsen interesserer sig for.
Keld Albrechtsen (EL):
Ja, nu går det jo op for mig, at der faktisk er en meget mere
alvorlig baggrund for det spørgsmål, jeg har stillet, end jeg
egentlig havde antaget.
Nu kan jeg forstå, at statsministeren lægger vægt på den
del af Højesterets dom, der går ud på, at vi skal anerkende
EF-Domstolens afgørelser, men ikke på den del, der går ud på,
at der altså kan være tilfælde, hvor grundloven går forud for
EF-Domstolen, og hvor dansk ret går forud for en dom ved
EF-Domstolen.
Jeg vil godt bede statsministeren bekræfte, at Danmark
ikke vil finde sig i at få reglerne om pensionsbeskatning
underkendt ved EF-Domstolen, og at Danmark ikke anser det for
noget, som ligger inden for Traktaten.
Jeg må indrømme, at jeg ikke havde forestillet mig
forløbet af denne her besvarelse fra statsministerens side,
for jeg havde egentlig forestillet mig, at det her var noget,
vi kunne få fastslået i dag, og så lå det klart. Men nu går
det op for mig, at regeringen er ved at forære
Europa-Kommissionen en sejr ved en kommende retssag i kraft
af de svar, som statsministeren giver i dag, som jo ødelægger
et kommende forsvar for danske interesser ved EF-Domstolen.
Jeg synes, det er uansvarligt af statsministeren. Det må
jeg sige. Men der er altså stadig væk en mulighed for at
besvare spørgsmålet. Spørgetiden er jo ikke slut, så der er
en mulighed for statsministeren for at få hamret det her på
plads, inden det går helt galt.
Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Det kan altså ikke nytte noget, at hr. Keld Albrechtsen
spørger i øst og beder om at få et svar i vest. Hvis hr. Keld
Albrechtsen gerne vil diskutere pensionsspørgsmål, må han
altså spørge om det meget præcist. Og så vil det være mere på
sin plads at spørge den minister, der arbejder med det
spørgsmål, og som har det spørgsmål til daglig.
I det hele taget vil jeg give et godt råd til hr. Keld
Albrechtsen: Hvis man gerne vil stille detailspørgsmål inden
for et bestemt sektorområde, så er mit råd at spørge den
pågældende minister. Det er derfor, vi har en bred og
overordentlig velkvalificeret regering.
Lad mig så sige endnu en gang som mit bud i det her
lille spørgsmål: Hr. Keld Albrechtsen kan ikke vride og
fortolke Højesterets afgørelse i en bestemt retning. Den
afgørelse taler for sig selv, og jeg har allerede flere gange
præciseret over for hr. Keld Albrechtsen, at artikel 94, som
der åbenbart spørges om, forudsætter enstemmighed, og det er
for mig det afgørende i svaret.
Keld Albrechtsen (EL):
Jeg vil godt bede statsministeren bekræfte, at spørgsmålet om
de helt store punkter i en EU-traktat er noget, der ligger
direkte under statsministeren og udenrigsministeren, at det
er statsministeren og udenrigsministeren, der forhandler de
traktater og skriver dem under og forhåbentlig også
efterfølgende sender dem til folkeafstemning.
Det er befolkningen, der tager stilling til dem, og det
er det, der er sket i det her tilfælde, og så skal
statsministeren ikke stå her og sige, at det er en lille sag.
Det handler i øvrigt om - tror jeg - 20 mia. kr. om året på
statsbudgettet. Det er i hvert fald i den størrelsesorden.
Jeg må indrømme, at jeg synes, at det er helt
uansvarligt, at statsministeren kan stå her og sige, at det
er en lille sag. Men jeg skal gerne gå i gang med at stille
spørgsmål til statsministerens fagministre, når han ikke vil
svare på spørgsmålene.
Så vil jeg gerne spørge statsministeren endnu en gang,
og så går vi helt tilbage til bundlinjen i den her sag: Synes
statsministeren, det er en god idé, at EU harmoniserer
pensionsskatteområdet, sådan som Kommissionen ønsker det,
eller vil regeringen sige nej til det?
Jeg troede ikke, at det skulle have været nødvendigt, at
vi ligesom skulle starte helt forfra.
Hermed sluttede spørgsmålet.