Om raketskjoldplaner.
Spm. nr. S 1667
Til udenrigsministeren (16/2 01) af:
(EL):»Hvad er den danske regerings holdning til eventuel britisk deltagelse i det planlagte amerikanske raketskjold?«
Begrundelse
Britisk deltagelse i et eventuelt amerikansk raketskjold vil alvorligt forværre den internationale sikkerhedspolitiske situation, fordi denne plan uundgåeligt vil medføre en fransk diskussion om tilsvarende skridt eller om etablering af et vesteuropæisk raketskjold.
Dermed vil det oprustningskapløb, som vil blive resultatet af et evt. amerikansk raketskjold, blive alvorligt fremskyndet, og modsætningen mellem de vestlige stormagter på den ene side og Rusland, Kina og Indien på den anden side vil blive yderligere forstærket med atomoprustning i disse lande til følge.
Nu må tiden være inde til, at den danske regering siger nej til disse planer.
Svar (22/2 01)
Udenrigsministeren
(Mogens Lykketoft):Der vil fra dansk side ikke blive taget stilling til de amerikanske planer om missilforsvar, før vi kender et præcist udspil og de politiske omstændigheder forbundet hermed, herunder mulighederne for et evt. internationalt samarbejde om spørgsmålet.