Om det danske EU-forbehold på det retslige område kan bruges til at forhindre lempelse af regler forfamiliesammenføring.

Spm. nr. S 1597 - besvaret 21/02-2001

13) Til indenrigsministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Vil regeringen i en given situation benytte sig af det danske EU-forbehold på det retslige område til eksempelvis at forhindre en lempelse af de nugældende regler i Danmark vedrørende familiesammenføring?«

Fjerde næstformand (Poul Nødgaard):
Ønsker hr. Dahlgaard ordet? Det gør han, værsgo.

Frank Dahlgaard (UP):
Tak for det.
     Baggrunden for spørgsmålet er jo, at det inden for det sidste - er det et par uger, nu har der været vinterferie i Folketinget - er blevet tilkendegivet, ikke bare fra Venstre og De Konservative, men også fra det store regeringsparti, Socialdemokratiet, at det kunne være, man skulle benytte sig af forbeholdet over for EU på det retlige område og for de indre anliggender, hvis det er sådan, at de tanker, man arbejder med i EU i øjeblikket, om at man f.eks. vil lette familiesammenføringen betydeligt, bliver til noget. Man kan så bruge det danske forbehold og sige: Dette skal ikke gælde for Danmark. Vi ønsker ikke, at der kommer en masse mennesker ind, bare fordi man nede i EU beslutter sig for det.
     Er det sådan, at regeringen i givet fald i en eller anden situation kunne tænke sig at benytte sig af den danske undtagelse på det retlige område og for de indre anliggender?

Indenrigsministeren (Karen Jespersen):
Jeg har sådan set hele tiden sagt, når det drejer sig om det danske forbehold på indvandringsområdet, at dér tager vi stilling fra sag til sag. Når de andre medlemmer af Rådet har truffet en afgørelse, tager vi stilling til, om det er noget, som Danmark skal ansøge om at tilslutte sig, men vi vil først se, hvad det er, man når frem til.
     Det er klart, at når der er et forbehold, så er det jo i fuld respekt for det forbehold, at man siger, at man tager stilling fra sag til sag. Det har jeg sagt hele vejen igennem, når jeg har været i Europaudvalget. Det har jeg også sagt den ene gang, den 26. maj, hvor jeg orienterede udvalget om direktivet om familiesammenføringer, som det portugisiske formandskab på det tidspunkt gav en redegørelse for.
     Men der er jo hele tiden fortsatte overvejelser omkring det direktiv i mange lande. Hvordan det ender med at se ud, ved jeg ikke, og jeg vil sige her, som jeg hele tiden har sagt, og som jeg har sagt på andre områder: Regeringen tager først stilling til, om vi skal ønske at tilslutte os, den dag vi ser det konkrete resultat.

Frank Dahlgaard (UP):
Ja tak. Det tager jeg jo som udtryk for, at ministeren i virkeligheden svarer ja på spørgsmålet, at man altså godt i en given situation kan benytte sig af det danske forbehold på det retlige område, afhængig af hvad det nu bliver, man finder frem til efter drøftelserne i EU-systemet omkring familiesammenføring og den slags.
     Det må da være nærliggende, og det er så det, jeg gør, at spørge med et tillægsspørgsmål, om regeringen ikke i virkeligheden er ganske godt tilfreds med, at Danmark har det her forbehold over for EU-traktaten på det retlige og de indre anliggenders område, således at vi har muligheden for, hvis det skulle vise sig, at man i EU virkelig lemper reglerne i forhold til de eksisterende danske, så at kunne sige: Dette skal ikke gælde for Danmark. Det ønsker vi ikke, regeringen ønsker det ikke, et stort flertal i Folketinget ønsker det ikke, og så vil vi også bestemme i vores eget land.
     Er det ikke situationen, og er det ikke dermed en god ting, at vi har dette forbehold, og at vi bør opretholde det?

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg er glad for, at ministeren understregede det, som jo er den virkelig fremragende konstruktion i den danske undtagelse, nemlig at Danmark vælger fra sag til sag. Det vil sige, at Folketinget beslutter, så vidt jeg husker, inden for en frist på 6 måneder, om de regler så også skal gælde i Danmark eller de ikke skal gælde i Danmark.
     I den forbindelse vil jeg godt spørge, om det så også betyder, at ministeren ikke kan tilslutte sig det forslag, som formanden for Folketingets Europaudvalg kom med i Politiken for et par dage siden, hvor han hævdede, at vi skulle tage stilling til alle forslagene inden for mobilitetsområdet i én samlet pakkeløsning. Det synes jeg var en meget dårlig idé, for det bliver noget frygtelig grumset noget, hvorimod det er en fremragende metode, som ministeren nu skitserer, nemlig at vi selvfølgelig, sådan som det også fremgår af traktatteksten og den danske undtagelse, tager stilling fra sag til sag, fra EU-lov til EU-lov.

Peter Skaarup (DF):
Jeg vil godt spørge ministeren, om ministerens svar skal tages som udtryk for, at regeringen ikke længere har det som sin politik, at forbeholdet på det retlige område skal fjernes.
     Så vil jeg også godt spørge ministeren: Hvis nu det forslag, der ligger fra EU, altså det meget lempelige forslag om, at det skal gøres langt lettere at blive familiesammenført - det vil få nogle konsekvenser i Danmark, hvor i hvert fald de borgerlige partiers politik herinde er, at det skal gøres sværere - vedtages, har regeringen så regnet på, hvor mange flere familiesammenførte det vil betyde, hvis man vedtager de her lempeligere EU-regler på området?

Knud Erik Hansen (SF):
Jeg hørte, at ministeren sagde, at man ville vente og se det endelige resultat, før man tog stilling, og det er selvfølgelig naturligt. Det skal man da gøre, før man tager endelig stilling.
     Men der ligger også i forslaget og i udspillet nogle generelle holdninger til behovet for, at man laver en fælles asylpolitik i Europa. En af dem er, at man skal sikre, at asylansøgere i praksis også får nogle rettigheder og bliver behandlet ordentligt. Et andet er, at man skal undgå, at landene konkurrerer om at have de dårligste vilkår for asylansøgere for at undgå asylansøgere.
     Det er det overordnede mål og intentionen med nogle af de direktiver, der kommer. Og der kunne jeg da egentlig godt tænke mig at høre ministerens holdning til, om det ikke er en intention, som Danmark kunne tænke sig at følge og tænke sig at støtte i EU.

Indenrigsministeren (Karen Jespersen):
Jeg må altså skuffe de tre spørgere - fire blev det vist til
- med, at der sådan set overhovedet ikke er noget nyt i regeringens holdning. Vi tager det selvfølgelig som realitet, at Danmark har et forbehold. Det medfører selvfølgelig, at vi ikke pr. automatik tilslutter os alt, hvad der kommer på det her område. Men vi gør det, som jeg og mine forgængere har sagt i Europaudvalget hver gang inden et rådsmøde, at vi vil tage stilling fra sag til sag, når det endelige forslag foreligger. Dermed er der heller ikke udtrykt nogen ændring i regeringens holdning til forbeholdet eller til, hvordan forbeholdet skal administreres. Desuden er det også sådan, at når jeg siger, at vi tager stilling hver eneste gang, når det konkrete forslag ligger, jamen så kan jeg heller ikke gå ind i en debat om det direktivudkast, der har ligget for familiesammenføringer. Jeg har redegjort for holdningen, som jeg sagde, den 26. maj, men da der allerede er debat om ændringsforslag mellem medlemslandene, så er det sådan set allerede passé at gentage, hvad jeg sagde på det tidspunkt. Men det er klart, at jeg her som i andre tilfælde tager udgangspunkt i det, der er de eksisterende regler her i landet. Jeg kan sige til hr. Keld Albrechtsen, at de 6 måneder jo specielt gælder for de Schengenrelaterede regler, hvor der er en særlig procedure. Men når det gælder det øvrige område, så er man jo netop nu ved at forhandle nogle tilslutningsklausuler, som det hedder, med EU, altså en køreplan for vores eventuelle tilslutning fra gang til gang. Med hensyn til spørgsmål om pakkeløsning vil jeg sige, at jeg stadig væk har den holdning, at vi tager stilling fra sag til sag. Men der kan jo være behov for at se nogle ting i en sammenhæng. Det var i øvrigt også noget, jeg fremførte på sidste rådsmøde. Det var oppe og vende, at de her ting jo kan spille sammen på den ene eller den anden måde, og det skal vi selvfølgelig ikke være blinde for. Men der er ingen ændring i min holdning.

Frank Dahlgaard (UP):
Jamen tak for svaret. Men tilbage bliver spørgsmålet: Hvad er regeringens politik, eller man skal måske sige langsigtede politik på dette område, hvis der er sådan en? Ønsker man grundlæggende de fire forbehold, som Danmark har over for EU-Traktaten, ophævet, altså også forbeholdet vedrørende de retlige og indre anliggender, eller gør man det ikke?
     Jeg er egentlig godt tilfreds med, at man har den situation omkring det retlige forbehold, som man har i dag.

Peter Skaarup (DF):
Ja, jeg vil sige tak for svarene. Normalt er ministeren jo vældig flink til at svare på de spørgsmål, der bliver stillet her i Folketingssalen, måske modsat et par af ministerkollegerne. Men lige nøjagtig i det her tilfælde synes jeg ikke helt, jeg fik svar på det, jeg spurgte om.
     Jeg spurgte: I det øjeblik, regeringen gik til det ministermøde, hvor man første gang drøftede de her nye EU-regler på familiesammenføringsområdet, der er mere lempelige end dem, vi har i dag, gjorde man sig så ikke nogle tanker om, hvor mange flere familiesammenførte det ville have betydet pr. år, hvis sådanne regler havde været gældende i Danmark f.eks. i år, næste år og i årene frem? Det var det ene spørgsmål.
     Og det andet var: Når nu ministeren, selv om ministeren ikke har siddet så lang tid på sin post, har deltaget i en række EU-ministerrådsmøder, har ministeren så ikke dannet sig et billede af, om det er en god idé, at Danmark fortsat har et retligt forbehold på det område, eller om vi skal afskaffe det?
     Jeg kunne godt tænke mig et signal fra ministeren om, om det er en god idé, at vi beholder det forbehold. Det mener vi
i Dansk Folkeparti at det er, men har ministeren en opfattelse, der er anderledes end den, eller mener ministeren, det er en god idé, at vi beholder forbeholdet?

Knud Erik Hansen (SF):
Jeg synes ikke, jeg fik svar fra ministeren, for det her kan jo også gennemføres under respekt for vores forbehold.
     Jeg vil godt høre, hvad regeringens politik er, for da vi havde Tampere-topmødet, kom statsministeren jo hjem og sagde, at nu havde vi vedtaget nogle ting på asylområdet. Vi skulle have en fælles politik på asylområdet, og det havde Danmark tilsluttet sig.
     Så det, jeg ønsker ministerens svar på, er: Vil regeringen arbejde for, at Danmark kan være med til at sikre, at asylansøgere får nogle minimumsrettigheder, være med til at sikre, at landene ikke konkurrerer mod hinanden om at skabe dårlige forhold for at undgå asylansøgere, med andre ord lave en fælles asylpolitik, der kan sikre det? Vil regeringen være med til at arbejde for det? Det var mit spørgsmål. Ikke konkret, om man vil tilslutte sig, for vi kender jo ikke resultatet, men vil regeringen være med til, at Danmark tilslutter sig det?

Fjerde næstformand (Poul Nødgaard):
Og så har jeg overset hr. Keld Albrechtsen. Det har jeg fortrudt, så værsgo.

Keld Albrechtsen (EL):
Tak hr. formand. Jeg vil også gerne sige tak til ministeren for bekræftelsen af, at vi i Folketinget tager stilling fra sag til sag, og jeg forstår meget vel, hvis ministeren ikke i mere direkte form ønsker at kritisere formanden for Folketingets Europaudvalg.
     Så vil jeg bare spørge ministeren: Betyder det så, at vi kan være enige om, at vi vil gå frem efter det princip, at dér, hvor der bliver tale om EU-lovgivning, som forbedrer flygtninges og indvandreres retsstilling, f.eks. fremrykning af familiesammenføring eller appelmulighed for flygtninge, vil vi gå ind og sige ja til, at de regler også skal gælde i Danmark, og dér, hvor der bliver tale om en svækkelse eller underminering af flygtninges og indvandreres retsstilling, vil vi sige nej?
     For hvis ministeren kan svare bekræftende på det, så vil der jo være et folketingsflertal bestående af regeringen, SF og Enhedslisten, som vil kunne bære en stillingtagen igennem fra sag til sag på det her område, og det synes jeg egentlig kunne være et meget opmuntrende perspektiv.

Indenrigsministeren (Karen Jespersen):
Ja, det er, som jeg hele tiden har sagt. Vi begynder ikke at komme med tilkendegivelser om, hvad vi kan støtte i sidste ende.
     Hvis spørgerne kan huske det udkast, der har ligget til et direktiv, så var det jo ikke sådan, at det var, hvad enten det gik i den ene retning eller i den anden retning. Det var faktisk et meget kompliceret mønster af regler, hvor man ikke entydigt kunne sige, at det tegnede ét billede eller et andet billede, og det er jo også derfor, der kom et væld af reaktioner fra de forskellige lande, som nu er ved at blive bearbejdet af det svenske formandskab.
     Jeg giver mine holdninger til kende selvfølgelig efter nøje konsultering af Europaudvalget og i overensstemmelse med de retningslinjer, der er udstukket i Tampere og i øvrigt af regeringen, så på den måde er der ikke ændret noget. Det her er nøjagtigt i overensstemmelse med det, der har været sagt, lige siden vi fik forbeholdet på det her område.
     Det er dermed også et svar til hr. Frank Dahlgaard, der spørger, om regeringen er tilfreds med forbeholdet. Vi konstaterer, at det er en realitet, at der er det forbehold, og at der er ikke udsigt til, at der kommer nogen folkeafstemning om at afskaffe det lige med det samme. Derfor arbejder vi selvfølgelig i overensstemmelse med, at der eksisterer det forbehold.
     Den danske regering sætter sig ikke selv ned og regner på store omfattende konsekvenser af sådan et direktiv, men jeg kan sige til hr. Peter Skaarup, at noget af det, jeg har efterlyst i Rådet, var, at det kunne være en god idé at have mere klarhed over konsekvenserne af de ting, vi snakker om.

     Til hr. Knud Erik Hansen, der taler om en fælles asylpolitik: Det er klart, at jeg arbejder ud fra de retningslinjer, som bl.a. den danske regering har været med til at diskutere i Tampere. Det tror jeg var svaret.

Fjerde næstformand (Poul Nødgaard):
Ja, det var fint.
     Hr. Skaarup kan ikke få ordet mere, han har haft ordet to gange. Alle de, der har spurgt, har haft to gange.

Frank Dahlgaard (UP):
Nu er regeringen formentlig da ikke noget forretningsministerium, der bare administrerer reglerne og forbeholdene, som der jo er, men den er vel også et politisk organ, der vil noget, som er glad for noget, som er ked af noget.
     Og spørgsmålet er dér: Er regeringspartiet, Socialdemokratiet, glad for det retlige forbehold, eller ønsker man det i virkeligheden afskaffet - måske ikke lige her og nu eller om 2-3 år, men på lang sigt? Er det i virkeligheden målet for Socialdemokratiet at få afskaffet det retlige forbehold? Er det sådan, det forholder sig, eller har jeg misforstået noget?

Hermed sluttede spørgsmålet.