Om asylsagsbehandlingen af en person, der kommer fra et sikkert land.

Til indenrigsministeren (30/1 01) af:

»Vil ministeren oplyse, hvilken betydning det har for asylsagsbehandlingen, at en person, der kommer fra et sikkert land henvender sig og beder om asyl på grænsen?«

I forbindelse med en asylansøgnings indgivelse undersøges det, om den pågældende asylansøger kan overføres eller tilbageføres til et andet EU-land, fordi dette land efter Dublin-konventionen er ansvarligt for asylsagens behandling.

Er en asylansøger indrejst i Danmark fra et ikke-EU-land - og kan Dublin-konventionen derfor ikke finde anvendelse - vil den pågældende efter omstændighederne kunne afvises til det pågældende land, såfremt der er tale om et sikkert tredjeland, jf. udlændingelovens § 48 a. Efter udlændingelovens § 48 a, stk. 2, 2. pkt., må asylansøgeren således ikke udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land.

Det afgørende for den generelle vurdering af, om et givet land kan tjene som et sikkert tredjeland, er, om det pågældende land har tiltrådt flygtningekonventionen og faktisk optræder i overensstemmelse med flygtningekonventionens bestemmelse om non-refoulement og således ikke tilbagesender asylansøgere, uden at det efter en forsvarlig asylprocedure har kunnet lægges til grund, at de pågældende ikke vil være i risiko for forfølgels e af de i konventionen nævnte grunde ved tilbagesendelse.

Såfremt en person, der kommer fra et sikkert tredjeland, søger om asyl på grænsen eller efter indrejse i Danmark fra et sikkert tredjeland, vil den pågældende således kunne afvises til det pågældende land.