Om den danske rente stiger til i gennemsnit 0,65 pct.over den tyske rente.

Spm. nr. S 1349 - besvaret 31/01-2001

9) Til finansministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Er det realistisk af regeringen at forudsætte, at den danske rente stiger til i gennemsnit 0,65 pct. over den tyske rente
i perioden 2002-2010, når det tages i betragtning, at Danmarks udlandsgæld i denne periode betales helt tilbage, og at den indenlandske statsgæld samtidig halveres?«

Skriftlig begrundelse

Regeringens økonomiske plan »En holdbar fremtid Danmark 2010« forudsætter, at den danske rente i gennemsnit for perioden 2002-2010 vil ligge 0,65 pct. over den tyske rente. Da den danske rente i dag kun ligger 0,30 pct. over den tyske, forudsætter regeringen en forøgelse af rentespændet. Det mener regeringen vil ske samtidig med, at udlandsgælden tilbagebetales og forvandles til tilgodehavender i udlandet - og samtidig med at statens gæld halveres. Hertil kommer, at regeringen forventer, at inflationen i Danmark formindskes. En sådan forbedring af dansk økonomi tilsiger i sig selv et markant dansk rentefald. Hvordan regeringen på denne baggrund kan forudsætte, at rentespændet til Tyskland går den forkerte vej (op), er en gåde for nationaløkonomer.

Frank Dahlgaard (UP):
Regeringen kom her for ikke så længe siden med rapporten om en holdbar fremtid og ser 5-10 år frem i tiden, og deraf fremgår det, at Danmarks udlandsgæld i kraft af overskud på betalingsbalancen og kursændringer er væk om 5 år og bliver til tilgodehavender - dvs. at udlandet skylder Danmark penge
- og samtidig, at statens gæld halveres, og at inflationen, som ikke er særlig høj i Danmark, falder yderligere i fremtiden. Sådanne tre forhold vil i sig selv indikere et markant fald i den danske rente, det viser alle historiske erfaringer, men alligevel opererer regeringen med en stigning
i renten, nemlig fra nu kun at ligge 0,3 pct. over den tyske rente skal den op og ligge 0,65 pct. over. Hvordan hænger det sammen?

Finansministeren (Pia Gjellerup):
Ja, nogle af de faktorer, som historisk har haft betydning for konjunktursvingene i rentespændet, er, hvor høj kursen på euroen og tidligere D-marken er over for dollaren, det er, hvor højt renteniveauet er i euro-området og tidligere Tyskland, det er, hvor høj den danske vækst er i forhold til euro-området og altså tidligere Tyskland, og endelig er det, hvor høj den danske inflation er i forhold til euro-området, tidligere Tyskland.
Alle disse faktorer har i det sidste år ligget lavt, bortset fra inflationen, som har været nogenlunde som i euro-området, og det trækker alt sammen i retning af et lavere rentespænd, og rentespændet er da også i øjeblikket lige omkring 0,3 procentenheder.
Blandt de enkleste forklaringer er nok, at det er lettere at holde en fast krone over for euroen, når euroen ligger lavt sammenlignet med dollaren.
I 2010-fremskrivningen er det som anført af spørgeren antaget, at den 10-årige obligationsrente i gennemsnit vil ligge 0,65 procentenheder højere end renten i Tyskland i årene frem til 2010. Det skyldes de nævnte forhold og altså herunder, at eurokursen og renten i euro-området ikke kan forventes at blive liggende lavt og jævnt over en så lang periode. Over en så lang periode må der forventes udsving i alle de faktorer, som påvirker renten.

Vi kan ikke forudse, hvornår udsvingene finder sted, og derfor viser fremskrivningen beregningsteknisk et jævnt forløb. Det er formentlig det eneste, der er sikkert, at det bliver det næppe, men det er beregningsteknisk. Det er ikke realistisk at se bort fra mulige perioder, hvor rentespændet er højere, som det var tilfældet f.eks. i 1994 og 1996, hvor rentespændet var over 1 procentenhed.
Vi kan se en pæn udvikling i en periode, men det er ikke realistisk at se en sådan udvikling 10 år i træk. Derfor er der i skønnet taget højde for faldende udlandsgæld og statsgæld. Et rentespænd på i gennemsnit 0,65 procentenheder er klart lavere, end det har været i tidligere årtier.
Forudsætningerne er nærmere uddybet i »En holdbar fremtid Danmark 2010«, og der kan endvidere henvises til kapitel 6 i »Finansredegørelse 2000«.

Frank Dahlgaard (UP):
Tak for svaret, men spørgsmålet er, om forudsætningerne i »den holdbare fremtid« er ja, holdbare. Det er jo det, spørgsmålet drejer sig om.
Regeringen forudsætter selv, at udlandsgælden i løbet af få år er helt væk og bliver til, at udlandet skylder Danmark penge, og at statsgælden samtidig halveres - det kan vi jo ikke vide om fremtiden, men det er det, regeringen har forudsat - og samtidig forudsætter man, at inflationen falder, at prisernes gnaven sig ind på købekraften falder. Disse tre indikatorer peger da klart i retning af et rentefald.
Jeg må spørge, hvorfor ministeren ikke hverken i redegørelsen eller nu her trækker de to forhold ind, nemlig udlandsgældens udvikling og statsgældens udvikling, som er forudsat at være klart positiv, og erkender, at det er meget vigtige faktorer til at forklare renteudviklingen. Man har kun inflationen med og så de der underlige forudsætninger om eurokurs og eurorente. Det hænger jo ikke sammen!

Finansministeren (Pia Gjellerup):
Hvis jeg skulle tage det der sidste udråb som vitterligt et spørgsmål, så vil jeg sige, at der i min besvarelse er fremhævet de punkter, hr. Frank Dahlgaard gerne vil have fremhævet. Der er i skønnet for udviklingen i rentespændet gennemsnitligt over en 10-års-periode taget højde for både den faldende udlandsgæld og den faldende statsgæld.
Jeg må notere, at det også kan være kritisabelt, at man er forsigtig i sine vurderinger og ikke indregner enhver mulig gevinst, fordi vi lige i dette øjeblik, hvor vi ser fremad, står i en situation, hvor tingene peger meget gunstigt i forhold til det, der har betydning for, hvordan rentespændet faktisk udvikler sig.
Derfor vil jeg sige: Ja, man kan blive kritiseret for meget og altså også for at være forsigtig. Det synes jeg nu er fornuftigt at være, når det er et område, vi ikke har megen indflydelse på, men hvor vi har nogle erfaringer, og hvis vi sammenligner den udvikling, der har været de tidligere tiår, så ligger skønnet betydelig lavere for det kommende tiår, og det gør det, fordi vores udvikling netop på områder som udlandsgæld, statsgæld og inflation forventes at være positiv.

Frank Dahlgaard (UP):
Jeg ved ikke, om finansministeren er klar over det, men ministeren snakker faktisk uden om spørgsmålet, for det er en ganske alvorlig anklage, der egentlig ligger i det, nemlig at regnestykket ikke hænger sammen.
Nej, vi kan ikke forudse fremtiden, men det er helt rigtigt, at finansministeren under en række forudsætninger forsøger at gøre det, så vi ved, hvor vi er henne.
Man forudsætter, at der er nogle meget stærke kræfter, der trækker vognen fremad, nemlig en faldende udlandsgæld, der helt forsvinder, en statsgæld, der halveres, og en inflation, der gå nedad, og det er meget stærke kræfter. Så forudsætter man, at der er nogle andre kræfter, der trækker vognene bagud, det er noget med eurokurs og sådan noget, men de er slet ikke lige så stærke. Og så siger man alligevel, at vognen kører bagud i stedet for fremad. Det hænger da ikke sammen!
Hvorfor har man ikke i regeringens eller Finansministeriets rapport trukket det forhold ind, at udlandsgælden og statsgælden afvikles, og at det selvfølgelig påvirker renten? Dét er spørgsmålet.

Finansministeren (Pia Gjellerup):
Jeg kan kun gentage, som jeg har svaret nu to gange, at i skønnet er der taget højde for den faldende udlandsgæld og statsgæld, og at det i øvrigt er nogle faktorer, som har udviklet sig fuldstændig i den rigtige retning over de senere år, og at det også er indregnet i det skøn, når vi ser på, hvordan vi vurderer det næste tiårs rentespænd.

Frank Dahlgaard (UP):
Jeg synes ikke, at disse svar er svar, men er udenomssnak.
Er det ikke sådan, at regeringen har låst sig fast på, at det var en katastrofe, at Danmark stemte nej til euroen? Man har sagt i de rapporter, man lagde frem før folkeafstemningen, at så ville renten ligge mindst ½ pct. højere, end hvis vi stemte ja, og hvis vi stemte ja, så skulle den ifølge regeringen komme ned på kun 0,15 pct., og da vi nu har stemt ja, så må den altså ligge på 0,65 pct., og så er man nødt til at lægge det ind som en forudsætning i regnestykket, for ellers erkender man - tænk, hvis en regering erkendte og blev klogere - at det faktisk ikke gik så galt, da befolkningen stemte ja til kronen og nej til euroen, at det faktisk stort set var ligegyldigt rent økonomisk, og at det går fint i Danmark.
Er dét ikke i virkeligheden forklaringen, og så hænger det ikke sammen, når det kommer til stykket? Er det ikke også sådan, at der ovre i Finansministeriet blandt de kloge regnedrenge er en hel række embedsmænd og økonomer, som har det rigtig dårligt med det her? Bliver de brugt eller misbrugt i et politisk spil? Er de begejstrede for den rapport, som helt åbenlyst for nationaløkonomer ikke hænger sammen?

Finansministeren (Pia Gjellerup):
Hr. Frank Dahlgaard har sin yndlingsforklaring. Jeg deler ikke den forklaring. Jeg har svaret tre gange, hvad der er den forklaring, som ligger til grund for regeringens vurdering.
Vi har på dette område en meget forsigtig vurdering, fordi vi ser 10 år frem på et område, vi ikke selv har meget stor mulighed for at påvirke. Og det synes jeg sådan set indimellem måske godt kunne være noget, man blev rost for, men der er ikke ros, det ved jeg godt, heller ikke i spørgetider.

Hermed sluttede spørgsmålet.