Hjælpemenu

Hovedmenu

Om typegodkendelse af hybridbiler.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1330

Til trafikministeren (25/1 01) af:

Kim Behnke

(FRI):

»Vil ministeren oplyse, om gældende retsforskrifter er således indrettet, at der kan ske typegodkendelse af hybridbiler, når de første modeller forventes at komme på markedet i 2003?«

Begrundelse

Der foregår en omfattende udvikling på de store bilfabrikker i øjeblikket for at få fremstillet såkaldte hybridbiler. Det er biler, der blander elmotor og forbrændingsmotor. Det er biler, som har benzin eller diesel som drivmiddel. Brændstoffet bliver delt således, at brint ledes til brændselsceller, som laver strøm til en elmotor, og resten af brændstoffet går til en klassisk forbrændingsmotor. Fordelen er en markant bed re udnyttelse af brændstoffet, 50 pct. lavere emission af CO2, og 90 pct. lavere emission af NOX. Dertil kommer, at bilerne typisk kan køre omkring 45-47 km/l brændstof.

Miljømæssigt er det en stor gevinst med de nye hybridbiler. Men spørgsmålet er, om disse overhovedet kan blive typegodkendt i Danmark, eller om regler og måske endda lovgivningen skal moderniseres. Hvis der er brug for ændrede regler, så må Folketinget og/eller ministerier i gang med at foretage ændringerne, da der allerede nu er modeller på markedet - f.eks. Toyota Prius. Det store gennembrud forventer bilbranchen dog kommer i år 2003. Daimler-Chrysler kommer med modeller i 2003, GM kommer med modeller i 2004, Honda kommer med modeller i 2003, Nissan kommer med modeller i 2003 og endelig forventes BMW at komme med modeller i 2005.

Da VW markedsførte deres Lupo model, som kun anvender 3 l brændstof til 100 km kørsel, så var det de danske afgiftsregler, der måtte ændres hurtigt for at åbne det danske marked for denne miljøforbedring. Imidlertid er Lupo'en en traditionel forbrændingsmotor. De nye hybridbiler bygger på en helt ny teknologi, der afviger betydeligt fra »normale« biler. Det kan afstedkomme problemer i forhold til de »konservative« regler, vi har i Danmark omk ring typegodkendelse af biler.

Svar (5/2 01)

Trafikministeren

(Jacob Buksti):

I anledning af spørgsmålet har jeg indhentet en udtalelse fra Færdselsstyrelsen.

Færdselsstyrelsen oplyser, at nye seriefremstillede personbiler med forbrændingsmotor siden den 1. januar 1998 har skullet være EF-typegodkendt i medfør af obligatoriske EF-regler. Da hybridbiler som bekendt også er udstyret med en forbrændingsmotor, falder de ind under disse regler.

Det kan i den forbindelse oplyses, at der i dag allerede er udstedt to EF-typegodkendelser omfattende hybridbiler. Godkendelserne vedrører hybridbiler af henholdsvis fabrikat Toyota og Honda med et officielt målt brændstofforbrug på henholdsvis 19,5 og 29,4 km/l. Disse biler vil umiddelbart kunne registreres i Danmark.

Ifølge EF-reglerne er der ikke krav om typegodkendelse af biler, der godkendes enkeltvis. I disse tilfælde vil medlemslandenes nationale lovgivning være gældende.

I Danmark fastsættes de nærmere regler om køretøjer, herunder om kravene til godkendelse af enkelte køretøjer, i bekendtgørelse om Detailforskrifter for Køretøjer. Disse bestemmelser indeholder regler om sikkerhed og miljø mv. og hindrer ikke, at en hybridbil bliver godkendt, såfremt bilen opfylder disse regler. Det skal samtidig oplyses, at de danske regler svarer til de direktiver, der danner grundlag for EF-typegodkendelse.

De administrative regler om dokumentation for, hvorvidt en ny bil kan registreres og dermed godkendes, er i slutningen af 1999 forenklet således, at fabrikanten blot kan underskrive en standardiseret erklæring, der medbringes til syn. Disse regler vil naturligvis også kunne finde anvendelse på hybridbiler.