Hjælpemenu

Hovedmenu

Om kompensation til danske fiskere på grund af EU'sfiskeristop af torsk den 24. januar 2001.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1284

Til fødevareministeren (24/1 01) af:

Christian H. Hansen

(DF):

»Vil ministeren tage initiativ til, at danske fiskere ydes kompensation for tab af indtjening som følge af det torskestop, som EU natten til onsdag den 24. januar 2001 besluttede at indføre med virkning for store dele af Vesterhavet?«

Begrundelse

EU har natten til onsdag den 24. januar 2001 indført et stop for fiskeri efter torsk med virkning for store dele af Vesterhavet.

Fiskeristoppet bygger på rådgivninger fra biologer, men stoppet er efter mange fiskeres mening ikke funderet i viden om bestandens faktiske størrelse eller torskens bevægelsesmønster, og derfor er torskestoppet forkert og urimeligt.

En lang række undersøgelser viser nemlig, at der er masser af torsk. Men som følge af den globale opvarmning, er torsken svømmet længere mod nord mod koldere farvande. Derfor er der ikke så mange torsk i Vesterhavet som tidligere, men det har intet at gøre med, at bestanden af torsk er ved at blive udryddet.

Efter spørgerens opfattelse er Kommissionens torskestop en reel panikhandling, der ikke er belæg er for. Beslutningen bære snarere præg af, at en række skrivebordsbiologer er interesseret i at gøre sig interessante og har fået overbevist Kommissionen om, at der skal gøres noget.

Det er spørgerens opfattelse, at fiskerne skal have kompensation for dette angreb på deres levevej. Det er i øvrigt urimeligt, at fiskerne der har det faglige kendskab til tingene, overhovedet ikke har været taget med på råd, hvorimod biologerne, der snart styrer hele EU's fiskeripolitik, slet ikke har den praktiske viden om tingene.

Spørgeren skal med spørgsmålet opfordre ministeren til at tage initiativ til, at danske fiskere får kompensation for tab af indtjening som følge af torskestoppet.

Svar (1/2 01)

Fødevareministeren

(Ritt Bjerregaard):

Det er klart, at reduktionen af fangstmulighederne særlig for torsk - som blev besluttet i december sidste år, vil medføre en indtægtsnedgang for fiskerne i 2001 i forhold til sidste år. Umiddelbart er der ikke grund til at tro, at det midlertidige stop for torskefiskeri i 10 uger vil føre til en yderligere generel indtægtsnedgang.

Størrelsen af de økonomiske konsekvenser og hvilke fartøjer, der især rammes afhænger bl.a. af fiskernes mulighed for at omlægge fiskeriet til andre arter eller områder og af udviklingen i priserne for fisk.

For at afklare disse spørgsmål har jeg nedsat en hurtigt arbejdende arbejdsgruppe med deltagelse fra ministeriet og erhvervet. Arbejdsgruppen skal inden udgangen af februar måned afgive en redegørelse for de økonomiske konsekvenser af reduktionen af torskekvoterne i 2001 og af den periodelukning på 10 uger, der gennemføres i Nordsøen fra 15. februar 2001.

Det er Regeringens opfattelse, at der ikke generelt bør gives økonomisk kompensation ved udsving i en erhvervssektors indtægtsgrundlag. Det bør imidlertid altid overvejes hvilke initiativer, som eventuelt er nødvendige til at fremme strukturtilpasning og omstilling i erhvervene.