Om udviklingen i antallet afkonventionsflygningetilladelser.

Til indenrigsministeren (22/1 01) af:

»Vil ministeren år for år siden 1983 oplyse udviklingen i antallet af konventionsflygtningetilladelser og tilladelser til de facto ophold, og vil ministeren undersøge mulighederne for at stramme de facto begrebet uden at komme i strid med internationale konventioner, men med det formål at begrænse tilstrømningen af flygtninge«?

Kommunerne oplyser, at de bliver urimeligt belastet af de mange flygtninge, hvilket efter spørgerens mening er til skade for den samlede integrationsindsats og danskernes forståelse for flygtninge.

Antallet af opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 1 (tidligere § 7, stk. 1, nr. 1), og § 7, stk. 2 (tidligere § 7, stk. 1, nr. 2), til registrerede spontane asylansøgere har siden 1983 fordelt sig som følger:

Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der efter ansøgning opholdstilladelse (de facto status) til en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde, der medfører velbegrundet frygt for forfølgelse eller tilsvarende overgreb, ikke bør kræves, at den pågældende vender tilbage til sit hjemland.

Flygtningenævnet har ved tidligere lejligheder oplyst, at betingelserne for meddelelse af de facto-status kan opsummeres således, at der skal være tale om forfølgelse af lignende grunde som anført i flygtningekonventionen eller chikane eller andre former for overgreb, der - uden at være omfattet af flygtningekonventionen - har antaget en sådan grov eller systematisk karakter, at der foreligger tungtvejende grunde, der medfører velbegrundet fr ølgelse eller tilsvarende overgreb, således at det ikke bør kræves, at ansøgeren vender tilbage.

I alle tilfælde vurderes det konkret og individuelt på basis af asylansøgerens forklaringer sammenholdt med asylmyndighedernes viden om forholdene i hjemlandet, om betingelserne for at meddele asyl er til stede.

Danmark er foruden af FN's flygtningekonvention forpligtet af andre internationale aftaler til under visse omstændigheder at undlade udsendelse. Det drejer sig bl.a. om FN-konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (torturkonventionen) og Den Europæiske Menneskeretskonvention (EMRK).

Det følger således af EMRK artikel 3, at ingen må underkastes tortur eller udsættes for umenneskelig eller vanærende behandling eller straf. Bestemmelsen er af Den Europæiske Menneskeretsdomstol blevet tillagt eksterritorial virkning og indebærer, at en stat, der udsender asylansøgere eller andre til en situation, hvor de må antages at blive behandlet i strid med artikel 3, ifalder ansvar efter konventionen.

Tilsvarende indeholder torturkonventionens artikel 3 et forbud mod udsendelse til et land, hvor der er risiko for udsættelse for tortur. Forbudet indebærer, at staterne forinden iværksættelse af udvisning, tilbagesendelse (afvisning) eller udlevering af en udlænding skal vurdere, om den pågældende vil være i fare for at blive underkastet tortur som defineret i konventionens artikel 1. Samme konventions artikel 16 indebærer endvidere et forbud mod udse ndelse af en udlænding til et land, hvor der er risiko for, at den pågældende vil blive udsat for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

En indskrænkning af udlændingelovens de facto begreb måtte derfor i givet fald udformes på en sådan måde, at i hvert fald de personer, som Danmark efter de ovenfor beskrevne internationale aftaler er forpligtet til ikke at udsende, er omfattet af de facto-begrebet. Det ville endvidere være nødvendigt at tage stilling til, hvilke former for forfølgelse, chikane eller overgreb der ikke skulle medføre opholdstilladelse efter bestemmelsen.