Om at bygge bro mellem tilhængere og modstandere af mere EU-integration.

Spm. nr. S 1016 - besvaret 10/01-2001

4) Til statsministeren af:
Kristian Thulesen Dahl (DF):
»Vil statsministeren redegøre for, hvorledes han i praksis vil »bygge bro« i EU-spørgsmålet mellem tilhængere og modstandere af mere EU-integration, er det for statsministeren kun et spørgsmål om bedre kommunikation, eller handler det også om at ændre EU-politik?«

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Det går på det samme, og når jeg stillede to spørgsmål, er det jo for at kunne fortsætte debatten, fordi jeg ved, at statsministeren i hvert fald i de sidste år har haft en tendens til at stoppe debatten meget hurtigt ved et spørgsmål, og så er det godt at have to spørgsmål, så man kan fortsætte debatten. Og jeg vil nu give statsministeren lejlighed til at svare på det, jeg netop spurgte om før i forhold til at problematisere det med, at befolkningen skulle være så forskellig.
 Er det ikke korrekt, at der er et flertal, der stemte nej? Det flertal må man komme i møde. Det gør man selvfølgelig ved dialog og diskussion. Det gør man, hvis regeringen har lyst til det, ved at skrive nogle bøger, komme med sit bidrag, men det gør man også ved, at man konkret peger på nogle politiske områder, hvor man er villig til ændre sin EU-politik, så man kommer den skepsis i møde, som blev vist den 28. september sidste år.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Hvis hr. Thulesen Dahl er enig med mig i, at udfaldet af folkeafstemningen den 28. september var et nej til dansk medlemskab af euroen - det er vi begge to enige om - så er resten af diskussionen i virkeligheden åben, og allehånde fortolkninger kan lægges ind.
 Jeg mener, at befolkningen i Danmark er et af de bedst oplyste folk i hele Europa, og jeg mener faktisk, at befolkningen den 28. september meget klart tog stilling til dette ene spørgsmål.
 Hvad kan vi så gøre bagefter? Ja, altså det, jeg føler, vi kan gøre, er at tage gode, åbne debatter om alle de store, vigtige europaspørgsmål og bestræbe os på at få nuancerne frem.
 Lad mig tage et enkelt eksempel: Integration eller ikke integration, det, hr. Keld Albrechtsen vist kalder mere union eller ikke mere union. Dér mener jeg, at svaret ikke bare er ja eller nej.
 Lad mig nævne, at jeg da f.eks. føler, at Danmark har en stærk interesse i et uddybet samarbejde på miljøområdet - det mener jeg virkelig - hvorimod vi på visse andre områder må sige, at det har vi ikke nogen interesse i, der respekterer vi vores forbehold, det siger sig selv. Men min pointe er, at det værste, der kan ske i europadebatten, vil jeg gerne sige til hr. Thulesen Dahl, er, hvis det bliver meget firkantet og meget: »Du er dum, og jeg er klog«, og »vi vil ud« eller »vi vil blive i Europa«.
 Vi skylder befolkningen, vil jeg gerne sige til hr. Thulesen Dahl, en rigtig god, nuanceret debat, og derfor vil jeg sige om hvidbogen, at jeg ser hvidbogen som et kig ind i krystalkuglen og et forsøg på at give befolkningen og os det bedst mulige grundlag for at få den vigtige europadebat, vi skal have, for befolkningen fortjener at få en oplysningsdebat om, hvilke veje Danmark gør klogest i at vælge i fremtiden.
 Skal vi gå ind for en klarere arbejdsdeling mellem Europa og Danmark og Europa og de andre lande? Det mener jeg vi skal. Skal vi gå ind for en enklere traktat? Hvis det kan lade sig gøre, mener jeg, vi skal gøre det - og så fremdeles.
 Kort sagt, debatten er der, lad os bidrage positivt, vil jeg gerne sige til hr. Thulesen Dahl.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg er enig i, at det danske folk nok er et af de bedst oplyste folk i Unionen omkring EU-forhold. Det skyldes primært, at vi i Danmark har tradition for at afholde folkeafstemninger, hvor befolkningen afgør, hvor langt Danmark skal gå i EU-spørgsmål.
 Det er den tradition, som statsministeren gør sig til talsmand for nu at stoppe, lige præcis stoppe, fordi man er bange for, at man, hvis man spørger befolkningen længere, får det modsatte synspunkt af det, man vil høre, og at befolkningen stemmer nej til nye traktater.
 Det er jo derfor, Nicetraktaten ikke kommer til folkeafstemning. Det er derfor, man allerede nu bebuder, at når man kan undgå folkeafstemninger, skal det være målet at undgå folkeafstemninger.
 Kan statsministeren ikke bekræfte, at sandsynligheden taler for, at det netop er folkeafstemningerne, der er en af grundene til, at vi er så godt oplyst i Danmark omkring EU-forhold?
 Vil statsministeren så ikke også godt bekræfte, at han før den 28. september sagde, at et nej til euroen var langt mere end bare det faktum,

at vi så ikke fik euroen i Danmark, men gudskelov bevarede kronen? Det var langt mere, det var også et signal, som befolkningen i givet fald sendte ikke bare til de danske politikere, men også til omverdenen, og at det er i dyb modstrid med det, statsministeren nu siger, nemlig at alt skal køre videre, som om ingenting er hændt.
 Ja, man kan skrive nogle bøger, man kan tage ud og holde nogle møder, hvor man kan prøve at forklare befolkningen, at den har taget fejl, og at den skal mene som statsministeren. Men der kan ikke nævnes ét eksempel på noget område i EU-politikken, hvor Folketingets flertal, regeringen, vil komme befolkningen i møde og sige, at her på de her områder, hvor EU har overtaget kompetencen, vil vi nu kæmpe for, at den f.eks. tages tilbage til Danmark, fordi vi tror, at det var et af de signaler, befolkningen gav med sit nej den 28. september.

Frank Dahlgaard (UP):
Jamen jeg synes jo, at statsministeren har taget et godt initiativ ved at ville lave en sådan hvidbog som grundlag for den fremtidige og langsigtede EU-politik, og hvad man nu skal mene. Jeg foreslog det da også selv, men da var statsministeren allerede kommet med det på det møde, som jeg også blev inviteret til i Statsministeriet, jeg tror, det var ll. oktober.
 Hvis man vil bygge bro, og hvis man vil have en bred debat om en hvidbog, så vil den blive modtaget med større åbenhed og troværdighed, hvis det er en hvidbog, der er udarbejdet ikke bare af nogle folk fra Dansk Udenrigspolitisk Institut, DUPI, som har bekendt kulør, og som ikke kan få union nok hurtigt nok, men også af nogle fra den EU-skeptiske side, og der findes mange kyndige dér. Jeg har den ære at være medlem af en organisation, hvor mange, herunder en tidligere toprådgiver i Statsministeriet, der også tidligere har haft tilknytning til DUPI, tager sig til hovedet over den udvikling og politisering, der er sket.
 Hvis man fik nogle fra begge sider, var det så ikke troværdigt, og var det så ikke at bygge bro?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg skal gøre det kort i denne sidste svarrunde.
 Til hr. Thulesen Dahl vil jeg sige: Der er én grundlæggende vejleder for mig, når vi skal tage stilling til, om vi skal have folkeafstemninger eller ej, og det er grundloven. Den holder vi os til, kan jeg sige til hr. Thulesen Dahl. Alt andet fører os ud i uklare politiske diskussioner.
 Til hr. Frank Dahlgaard: Hr. Frank Dahlgaard er meget velkommen til at skrive bøget, udgive bøger, udgive supplerende analyser til regeringens hvidbog, men jeg tror, det er bedst, som vi har gjort det i alle årene, i 1993, i 1996 og nu, at regeringen påtager sig ansvaret for regeringens hvidbog. Hr. Frank Dahlgaard er så velkommen til at igangsætte andre skriftlige bidrag til debatten. Det ser jeg gerne.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg bliver nødt til at tage ordet en enkelt gang mere, fordi statsministeren ikke fik besvaret mit spørgsmål. Statsministeren siger i forrige runde, at den danske befolkning er en af de bedst oplyste om EU-forhold. Det er altså den befolkning, der imod statsministerens ønske stemte nej til euroen.
 Så spørger jeg, om statsministeren ikke kan bekræfte, at det sandsynligvis er på grund af de folkeafstemninger, vi har haft tradition for at have om EU-traktater, og så siger statsministeren, at med hensyn til folkeafstemninger vil han henholde sig til grundloven. Det er jo sådan set to forskellige ting, og jeg vil bede statsministeren forholde sig til det, jeg spurgte om.
 Den anden diskussion om hvidbog osv.: Jamen regeringen kan udgive alle de bøger, den vil, og vi deltager gerne også fremover i alle diskussionerne om det her. Men vi må bare efterlyse, at statsministeren nævner ét politisk område
i EU-politikken, hvor man er villig til at rykke sig, for at bygge bro er jo ikke kun dialog og samtale, at bygge bro er også, at man kommer hinanden i møde, og at man anviser steder, hvor man er villig til at ændre sin politik for at komme det flertal i befolkningen, der stemte nej den 28. september sidste år, i møde. Og statsministeren har overhovedet ikke nævnt et eneste eksempel, hvor regeringen er villig til at give sig i sin EU-politik.

Keld Albrechtsen (EL):
Statsministeren har været inde på, at vi skulle have en nuanceret debat, og nu skulle det ikke bare males sort og hvidt osv., men samtidig svarer statsministeren helt afvisende på ideen om, at man skulle inddrage andre end inkarnerede unionstilhængere i udarbejdelsen af sådan en hvidbog.
 Derfor vil jeg godt spørge statsministeren: Bekymrer det ikke statsministeren, at når så den hvidbog kommer, kender vi jo alle sammen godt resultatet? Overskriften på den hvidbog vil være »Mere union«. Statsministeren kan sådan set godt give instruks om allerede nu, at den skal den hedde »Mere union«. Hvordan skulle det så kunne bidrage til en mere nuanceret debat, hvordan skulle det kunne bidrage til, at vi ikke graver os ned i hver sin grøft?
 Jeg kan kun se, at statsministeren på forhånd har givet det signal, at der ikke skal bygges bro, og at der på forhånd skal graves så dybe grøfter som overhovedet muligt. Det må jeg indrømme. Anderledes kan jeg ikke se det.

Hermed sluttede spørgsmålet.