Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Danmarks indgåelse i Schengensamarbejdet, jf. tilsynsmyndighedens sønderlemmende kritik af arbejdsforholdene.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1013

Til justitsministeren (5/1 01) af:

Søren Søndergaard (EL):

»Vil ministeren love, at Danmark ikke indgår endeligt i Schengensamarbejdet før Den Fælles Tilsynsmyndighed er sikret anstændige arbejdsforhold, jf. Tilsynsmyndighedens sønderlemmende kritik i den seneste årsberetning (Retsudvalget, alm. del - bilag 207?«

Svar (24/1 01)

Justitsministeren (Frank Jensen):

Efter Schengen-konventionens artikel 115 oprettes der en fælles tilsynsmyndighed, der skal føre tilsyn med Schengen-informationssystemets tekniske støttefunktion.Tilsynsmyndigheden består af to repræsentanter for hver af de nationale tilsynsmyndigheder - for Danmarks vedkommende Datatilsynet.

Den fælles tilsynsmyndighed afgiver årlige beretninger om tilsynsmyndighedens virksomhed, herunder om de udtalelser og henstillinger, tilsynsmyndigheden har afgivet.

Årsberetningerne offentliggøres, og den seneste årsberetning, der dækker perioden fra marts måned 1999 til februar måned 2000, er den 23. november 2000 oversendt til Folketingets Retsudvalg til orientering.

Regeringen lægger vægt på, at der inden for rammerne af Schengen-samarbejdet tages højde for de henstillinger og udtalelser, som afgives af den fælles tilsynsmyndighed, og at der træffes de nødvendige foranstaltninger som led i en effektiv opfølgning af disse henstillinger og udtalelser. Regeringen lægger endvidere vægt på, at den fælles tilsynsmyndighed har ordentlige arbejdsforhold.

En række initiativer er allerede iværksat med henblik på at imødekomme de synspunkter, som er kommet til udtryk i udtalelser og henstillinger fra den fælles tilsynsmyndighed, og yderligere initiativer er under overvejelse.

Det bemærkes i den forbindelse særligt, at Rådet ved en afgørelse af 20. maj 1999 har truffet bestemmelse om bl.a. afholdelse af rejseudgifter for medlemmerne af den fælles tilsynsmyndighed i forbindelse med møder i Bruxelles og udførelse af kontrolaktioner, og at der ved en rådsafgørelse af 17. oktober 2000 er fastlagt nærmere regler for sekretariatsfunktionen, herunder med henblik på at sikre den nødvendige uafhængighed. Sekretariatets administrative omkostninger, navnlig i forbindelse med udstyr og personale, afholdes over Rådets budget, ligesom Rådet stiller de nødvendige kontorer og faciliteter til rådighed for sekretariatet.

Regeringen vil også efter den 25. marts 2001, hvor Schengen-reglerne fuldt ud bringes i anvendelse for Danmarks vedkommende, arbejde for, at der løbende træffes de nødvendige foranstaltninger i anledning af udtalelser og henstillinger fra den fælles tilsynsmyndighed.