Om transport af slagtedyr.
Spm. nr. S 1005
Til justitsministeren (4/1 01) af:
(DMF):»Vil ministeren tage initiativ til en revision af EU's transportdirektiv, således at levende dyr ikke længere opfattes som gods, men som levende følende skabninger, som fortjener at blive behandlet med respekt?«
Begrundelse
Spørgsmålet er affødt af nogle tv-udsendelser om slagtehestes frygtelige rejse ned gennem Europa til Frankrig, tæt pakket i en lastvogn uden nogen chance for at lægge sig ned eller røre på sig på nogen måde. Disse heste fik heller ikke vand under transporten, og mange var lemlæstede inden de nåede bestemmelsesstedet.
Så kom udsendelsen omkring transporten af slagtesøer til Tyskland, de havde det endnu ringere under transporten, og flere døde undervejs, de var faktisk stablet i lastbilen. Vi har set det med småkalvene, kyllinger, får m.v.
Det er nu op til ministeren snart at handle.
Svar (11/1 01)
Justitsministeren
(Frank Jensen):Justitsministeriet er opmærksom på, at der er alvorlige problemer med overholdelsen af EU-reglerne om transport af dyr. Det viser de eksempler, der har været vist i medierne i den seneste tid, hvor man har kunnet se slagtedyr blive transporteret under forhold, der påfører dyrene væsentlige lidelser.
EU-medlemsstaterne har efter EU-traktaten ikke mulighed for at tage initiativ til en revision af direktivet om beskyttelse af dyr under transport.
Justitsministeriet kan imidlertid oplyse, at Europa-Kommissionen i december 2000 har færdiggjort en beretning om transport af dyr i EU. Beretningen, der er afgivet til Rådet og Europa-Parlamentet, er et vigtigt redskab til at identificere de problemer, medlemsstaterne står over for. Det fremgår af beretningen, at Kommissionen vil tage initiativ til en række forbedringer af velfærden for dyr under transport, herunder stille forslag om ændring af transportdirektive t.
Det forventes, at forslaget vil blive fremsat i dette halvår {{SPA}} under det svenske formandskab.
Ved forhandlingerne om et forslag om ændring af transportdirektivet vil Danmark blandt andet arbejde for at få indført en fast maksimal transporttid på 8 timer ved transport af slagtedyr i EU.