Hjælpemenu

Hovedmenu

Om euromedlemskabets indflydelse på langsigtetobligationsrente.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 985

Til økonomiministeren (4/1 01) af:

Frank Dahlgaard

(UP):

»Kan ministeren bekræfte, at euromedlemskab ikke har forhindret lande som Belgien, Italien og Portugal i at have en rente (langfristet obligationsrente), som ved udgangen af år 2000 er højere end renten i Danmark?«

Svar (22/1 01)

Økonomiministeren

(Marianne Jelved):

Eurolandenes rentespænd i forhold til Tyskland bestemmes på de finansielle markeder ud fra en vurdering af den kreditrisiko og likviditetspræmie, der er forbundet med at investere i eurolandenes statsobligationer. Kreditrisiko angiver risikoen for at udstederen vil misligeholde sine betalinger og undlade at betale renter eller afdrag. Risikoen for misligeholdelse afhænger blandt andet af et lands offentlige gældskvote. Likviditetspræmien afhænger blandt andet af obligationsudstedelsens størrelse og omsætning.

I Økonomiministeriets og Finansministeriets »Danmark og euroen«, april 2000, er der på basis af erfaringerne i 1999 foretaget en vurdering af, hvor stor betydning disse faktorer har for bestemmelsen af rentespændet i euroen. Det er vurderingen, at Belgiens, Italiens og Portugals rentespænd til Tyskland (som ved udgangen af år 2000 var henholdsvis 0,38 pct.point, 0,44 pct.point og 0,39 pct.point) afspejler en relativ høj kreditrisiko, og for Portugals og Belgiens vedk ommende en relativ høj likviditetspræmie.

Danmarks position uden for euroen indebærer, at kronen kan bevæge sig over for euroen. Derfor afhænger Danmarks rentespænd over for Tyskland ikke kun af kreditrisiko og likviditetsmæssige forhold, men også af generelle økonomiske forhold, der har betydning for prisfastsættelsen af den danske krone på de internationale valutamarkeder, herunder også forventningerne til krone-kursens udvikling i fremtiden.

Det er i »Danmark og euroen« vurderingen, at kreditrisiko og likviditetsmæssige forhold tilsiger et dansk rentespænd over for Tyskland på ca. 0,15 pct.point, såfremt vi havde deltaget i euroen. Det afspejler primært den vurdering, at der er en lav kreditrisiko forbundet med danske statsobligationer.

Danmarks nuværende rentespænd på ca. 0,3 pct.point afspejler herudover de generelle økonomiske forhold i Danmark, der i øjeblikket er ganske favorable målt på de økonomiske nøgletal. Desuden afspejler det forholdsvis lave danske rentespænd den rolige udvikling på de internationale finansielle markeder.