Hjælpemenu

Hovedmenu

Om økologisk landbrug.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 870

Til fødevareministeren (15/12 2000) af:

Jens Kirk

(V):

»Vil ministeren forklare, hvordan det kan være, at såfremt en husdyrproducent ikke har jord, må en økolog ikke modtage husdyrgødning herfra, men hvis producenten har 3 hektar jord, må økologen gerne modtage husdyrgødningen, og endvidere redegøre for, hvorfor økologer gerne må modtage frugtsaft fra bl.a. grønmelsfabrikker og kartoffelmelsfabrikker og nu også gerne må modtage husdyrgødning fra landbrug, der ha r biogasanlæg, hvilket ikke var tilfældet for et år siden?«

Svar (22/12 2000)

Fødevareministeren

(Ritt Bjerregaard):

Jeg har bedt Plantedirektoratet om en udtalelse i sagen og kan henholde mig til følgende:

»Reglerne for brug af ikke-økologisk gødning på økologiske arealer fremgår af Rådets forordning (EØF) Nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler med senere ændringer.

I forordningen er listet de ikke-økologiske gødningsstoffer, der kan anvendes. Det fremgår heraf, at flydende husdyrgødning (gylle og ajle) ikke må komme fra jordløse brug. Hensigten med denne begrænsning er at modvirke, at økologiske jordbrug aftager store mængder overskydende gødning fra meget industrialiserede landbrug. I praksis fortolkes jordløse brug som husdyrbrug uden dyrket jord, hvilket betyder, at hvis en stor husdyrprodu cent har et mindre areal, er dette tilstrækkeligt til, at bedriften i denne sammenhæng ikke betegnes som jordløs.

Ud over husdyrgødning indeholder listen over ikke-økologiske gødningsstoffer også kategorien »organiske produkter eller biprodukter af vegetabilsk oprindelse«. Dette betyder, at f.eks. frugtsaft kan anvendes.

Med hensyn til husdyrgødning fra landbrug, der har biogasanlæg, kan dette kun finde anvendelse, hvis der udelukkende er anvendt husdyrgødning fra ikke jordløse brug eller det i øvrigt er fremstillet af produkter, der er godkendt til økologisk produktion. Hvorvidt en økolog må anvende slam fra biogasanlæg afhænger således af, om det pågældende biogasanlæg anvender materiale, der ikke er tilladt i henhold til ø kologireglerne. Dette forhold har der ikke været ændret på i flere år. Da biogasanlæg ofte tilsættes mindre mængder slagteriaffald, kan biogasslam normalt ikke udbringes på økologiske arealer.

Det skal endelig bemærkes, at husdyrgødning, herunder slam bestående af ikke-økologisk husdyrgødning fra biogasanlæg, kun kan anvendes med op til 25 pct. af kvælstofbehovet på den økologiske bedrift.«